”Filminstituttets ledelse er kørt fast”

Politikens abonnenter vil fredag morgen vågne op til et nyt, umage par i dansk film: Zentropas Peter Aalbæk Jensen og Ekko-blogger Kim Pedersen.

”Dansk film er i opløsning,” skriver Aalbæk og Pedersen i avisens kronik og fortsætter: ”Rådvildheden har for længst indfundet sig, og den danske filmbranche befinder sig i et stade, som vel bedst kan karakteriseres som en afviklingsforretning.”

Efter at have stillet filmpatientens diagnose – fra svigtende publikumstal over instruktørflugten til tv-seriernes fremmarch – retter kronikørerne et frontalangreb mod Det Danske Filminstitut.

”De sidste ti år har Filminstituttet alene vedligeholdt dansk film. Der har ikke været antydning af en ny stærk, fremadrettet vision, som blandt andet kunne have taget højde for de udfordringer, der pt. tvinger den danske filmbranche i knæ. Næh, der er kun blevet foretaget smålapninger af den dæmning, som nu er tæt på totalt sammenbrud.”

Tallet ti er ikke tilfældigt valgt.

Det var nemlig for præcis ti år siden, at Henrik Bo Nielsen blev ansat som administrerende direktør på Filminstituttet efter den karismatiske Henning Camre. Dengang i 2007 var der ikke mindst i producentkredse en udbredt kritik af Camre, som man fandt for magtfuld. Men nu bliver hans afløser altså kritiseret for det modsatte: passivitet.

”Der mangler simpelt hen en ny, stærk vision for dansk film,” mener kronikørerne. ”Den nuværende ledelse af Det Danske Filminstitut ser ud til at have opgivet ævred,” fortsætter de for derefter at konstatere, at en udskiftning ”ligger lige for”.

Job for fallerede instruktører
Det er da også et helt andet Filminstitut, vi kommer til at se i fremtiden, hvis det står til de to herrer.

Det skal nedskæres til et minimalinstitut og flyttes fra Gothersgade i det centrale København til Hillerød eller Roskilde. Cinemateket skal nedlægges, og i stedet skal de kommercielle biografer varetage opgaven at holde filmarven ved lige.

”Pt. har instituttet en masse mennesker ansat, som ikke bestiller andet end at sidde på deres flade og vente på, at det hele bliver serveret for dem,” lyder det fra makkerparret, der hæfter sig ved, at der er ansat hele otte mennesker alene i kommunikationsafdelingen.

Men deres mest radikale forslag er, at diverse støttesystemer skal samles i ét system, som ikke længere skal varetages af kreative filmkonsulenter, men af seks statsansatte producere.

”Filmkonsulentjobbet har jo udviklet sig til holdeplads for filminstruktører, som ikke har fået indfriet forventningerne til karrieren,” skriver kronikørerne, der blandt andet må tænke på de nuværende tre spillefilmkonsulenter: Mikkel Munch-Fals, Morten Giese og Åke Sandgren.

På lånt tid
At Peter Aalbæk Jensen ønsker Henrik Bo Nielsen hen, hvor peberet gror, kan ingen vist være i tvivl om. Til gengæld er det en overraskelse, at han har fået følgeskab af Kim Pedersen, som er formand for Danske Biografer.

Kim Pedersen er på Ekkos hjemmeside kendt for at være en frygtløs debattør, men han ville næppe være gået med i et så aggressivt angreb på ledelsen af Det Danske Filminstitut, hvis han ikke i et eller andet omfang havde sit bagland – biograferne, herunder magtfulde Nordisk Film – med sig.

Hvilket pludselig giver kronikken nogle interessante perspektiver. For hvis der blandt producenter er en bred opbakning til kronikkens kritik, kan den nuværende ledelse af Filminstituttet meget vel sidde på lånt tid.

Mere end illoyal
Henrik Bo Nielsen kalder i Politiken kronikken for en ”visionsløs tilsvining”.

”Kronikken er så spækket med fejl og manipulationer, at det overgår Donald Trump på Twitter. Det er ærgerligt og udsigtsløst,” siger direktøren og afviser, at Filminstituttet skulle være tilsandet i bureaukrati og selvtilstrækkelighed.

”Læg jeres idéer frem, kom med nogle forslag i stedet for gold kritik, der mest er opkog af den ansøgning, som Peter Aalbæk offentliggjorde i Ekstra Bladet, da han søgte, men ikke fik mit job, for halvandet år siden,” udtaler Henrik Bo Nielsen.

Han er ikke mindst fortørnet over kommentarerne om filmkonsulenterne.

”I lyset af at Kim Pedersen som medlem af Rådet for Spillefilm personligt har været med til at ansætte dem alle, begynder ordet ’illoyal’ ikke at dække,” siger direktøren.

Han erkender dog, at dansk film har problemer, ikke mindst med at holde på filmtalenterne, der søger til især USA for at realisere deres ambitioner. Ligesom han efterlyser nye forretningsmodeller til den økonomisk trængte spillefilm.

”Men det er ikke nogen løsning at få statsproduktioner eller statsproducere, som de reelt foreslår,” siger han og understreger, at det efter hans opfattelse ikke er statens opgave at komme med visioner for filmbranchen.