Ugens streaming
28. sep. 2017
Fantasifulde børn
I Pans labyrint flygter Ofelia (Ivana Baquero) fra den spanske borgerkrig ind i et fantasiunivers, men her møder hun også monstre. Foto | Teresa Isasi

Ugens streaming:  Fantasifulde børn

Med fantasi og leg kan børn komme igennem svære tider. Vi anbefaler fem streaming-perler om stærke og fascinerende børn.

Af Patricia Smollerup og David Madsen

Verden kan være hård og barsk, men hos børn kan fantasien blive redningen. Den kan forvandle pinefulde realiteter til poesi og magi.

Igennem filmhistorien har man flittigt portrætteret børn, som forsøger at overvinde livets mange udfordringer. Fra den franske nybølge med Truffauts Ung flugt (1959) til John Hughes ungdomsfilm om de hårde teenageår, hvor man søger at finde sin plads i tilværelsen.

I denne uge tager Jens og hans to brødre kampen op med deres far Uffe – en fulderik af en patriark – i Henrik Ruben Genz’ film Gud taler ud. Her vælger Jens at flygte ind i poesien og udvikler sig til at blive forfatter.

Vi anbefaler fire film og en serie, hvor børn ved hjælp af en eventyrlig tilgang til livet tager kampen op mod hårde odds.

 

Hushpuppy

”Jeg er en lille brik i et stort, stort univers.”

Gennem øjnene på den stærke og fascinerende pige Hushpuppy (Quvenzhané Wallis) følger vi livet med faren Wink (Dwight Henry) i The Bathtub – et isoleret, sumpet samfund i de amerikanske Sydstater.

Her kæmper hun og andre fattige mennesker for at overleve naturens voldsomme kræfter og truslen om oversvømmelse.

Wink er alvorligt syg og prøver gennem hård opdragelse at hærde Hushpuppy til at klare de barske omstændigheder. Far og datter-forholdet er utroligt rørende, og den unge Quvenzhané Wallis spiller fuldstændigt eminent.

Trods de alvorlige problematikker om sygdom og naturkatastrofer er det en film fortalt ud fra Hushpuppys perspektiv – fyldt med fyrværkeri, magi og eventyr.

Filmen kan lejes på Blockbuster.

 

 

Pans Labyrint

Det er svært at sige nok godt om Guillermo del Toros moderne klassiker.

Den gudesmukke film finder sted efter afslutningen af den spanske borgerkrig i 1944. En ung mor har valgt den sikre hverdag for sig selv og datteren, Ofelia (Ivana Baquero), ved at gifte sig med en magtfuld general.

Imens moren venter barn på generalens afsides herregård, og krigen mod rebellerne stadig ulmer, falder Ofelia i bedste Alice i Eventyrland-stil ned i et kaninhul.

Fantasiuniverset er fyldt med fascinerende og skræmmende væsner. Blandt meget andet må hun flygte fra et glubskt væsen med øjne i håndfladerne og en appetit for feer og børn!

Filmen kan streames på Filmstriben.

 

 

The Girl With All the Gifts

Hvordan puster man liv i en genre, der har været genoplivet så mange gange som zombiegenren?

I The Girl With All the Gifts fokuserer britiske Colm McCarthy på andengenerationen af zombier.

Her er børn, der er født af kvinder med en mystisk, rabislignende virus. De er altså zombier fra fødslen, og med mindre de bliver holdt mætte eller får en creme, lugter de blod.

Det er en anelse fortænkt, men hjertet af filmen er zombiebarnet Melanie – spiller af den unge Sennia Nanua – og hendes forhold til den sympatiske lærer Helen.

Filmen kan streames på C More.

 

 

Mit liv som hund

”Det kunne være værre.”

Det er ord, som den unge Ingmar siger igen og igen til sig selv. Han forestiller sig en skæbne som den russiske hund Laika, der døde af sult alene i et rumskib.

I svenske Lasse Hallströms Mit liv som hund møder vi en dreng, som ikke har de bedste odds i livet. Han lever sammen med sin storebror og moren, som er alvorligt syg.

Filmen er en af de helt store nordiske film. Den går lige i hjertet og viser, hvordan humor og et stærkt sind kan hjælpe én igennem livets mørke stunder.

Filmen kan streames på Filmstriben.

 

Stranger Things

Netflix-serien Stranger Things følger en børneflok ledet af den unge Mike (Finn Wolfhard). 

De kæmper mod onde kræfter, mens de forsøger at redde deres kammerat Will (Noah Schnapp), som befinder sig i parallelverdenen The Upside Down.

Særligt Eleven (fænomenalt spillet af Millie Bobby Brown) gør serien seværdig. Med sit gennemborende blik er hun både mystisk, magtfuld og skrøbelig.

Serien hylder 1980’erne og er i stemning, kostumer og helt ned til den enkelte indstillings komposition proppet med popkulturelle referencer. Her hædres E.T, The Goonies, Poltergeist og Stand By Me.

Serien kan streames på Netflix. Anden sæson kan ses fra 27. oktober.

Ugens streaming

Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.

Vi anbefaler både film og tv-serier.

Denne uge fokuserer vi på fantasifulde børn.

Relevante artikler

Serieanmeldelse
19. juli 2016
Stranger Things

Stranger Things

Biografanmeldelse
30. dec. 2012
Hushpuppy

Hushpuppy

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro