Filmuniversitetet: En russer i Paris

På væggen i mesterinstruktøren Billy Wilders kontor hang et skilt med ordene: ”Hvad ville Lubitsch gøre?”

Hver gang Wilder havde problemer med at forløse en komisk situation med tilstrækkelig finesse, kunne han således minde sig selv om, hvordan hans store forbillede Ernst Lubitsch ville have gjort.

Ligesom Wilder havde Lubitsch emigreret til Hollywood fra Europa. Han blev op gennem 1920’erne og 30’erne kendt for sine romantiske komedier, der altid var forløst med en særlig sofistikeret elegance, som havde fået betegnelsen ”The Lubitsch Touch”.

Billy Wilder var medforfatter på Lubitsch’ forrygende komedie Ninotchka fra 1939, hvor Greta Garbo spiller en kommunistisk kammerat. Han bliver sendt fra Rusland til Paris for at sikre salget af nogle juveler, som de russiske myndigheder har konfiskeret fra aristokratiet.

Instruktørens komedier havde tidligere primært kredset om privatlivets romantiske forviklinger, men i Ninotchka bringer han de historiske omstændigheder helt frem i forgrunden. Humoren får en ekstra politisk kant, når Garbo udbryder: ”De seneste masseretssager var en stor succes. Der kommer til at være færre, men bedre russere.”

Garbo griner
Greta Garbo blev i slutningen af 1930’erne anset som gift for billetsalget, og det var første gang, hun havde en komisk rolle.

Filmstudiets pr-afdeling gjorde alt for at lancere hende i en mere menneskelig og tilgængelig udgave af den ellers lukkede og kølige persona. Sloganet ”Garbo Laughs” blev filmens store salgstrick, selv om det næppe var første gang, skuespilleren havde grinet på det hvide lærred.

Garbo passer perfekt til rollen som Ninotchka, der ved sin ankomst til Paris er omsvøbt af en iskold aura. Langsomt smelter hun i mødet med kapitalismen i form af en flirtende greve.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor balanceret filmen er i sit syn på modstillingen mellem kommunisme og kapitalisme. Flere gange er det kapitalismen og ikke kommunismen, som får de drøjeste hug.

Ved filmens premiere fremhævede en anmelder, at det var den første amerikanske film, der har så højt til loftet, at den behandler kommunister som mennesker.

Humoren som våben
Ninotchka blev produceret i de sidste måneder inden starten af Anden Verdenskrig. Den var således allerede bedaget ved premieren i efteråret 1939, hvor Tyskland havde invaderet Polen.

Nogle af scenerne får et ironisk twist ved at være blevet overhalet af historiens gang. For eksempel er der en scene på banegården, hvor tre kommunister fejlagtigt forveksler en mandlig nazist for Ninotchka. Ved filmens premiere havde Rusland og Tyskland underskrevet en ikke-aggressionsaftale og var således blevet ”kammerater”.

Tre år efter Ninotchka lavede Lubitsch den geniale komedie At være eller ikke være, som mens Europa stod i flammer turde skildre modstandskampen i Polen med humorens galskab.

Sammen udgør de to film en påmindelse om, at selv i lyset af den største tragedie er humoren et uundværligt våben.