En markant stemme fattigere

Peter Asmussen er død. 59 år. Det er for tidligt, men sådan er det.

Han er i den store offentlighed mest kendt som dramatiker. To gange vinder af Reumert-prisen som årets dramatiker – senest i år for forestillingen Soli Deo Gloria, der blev opført på Betty Nansen Teatret.

Men Peter Asmussen havde også en sideløbende karriere som manuskriptforfatter til spillefilm.

Han var med til at skrive Breaking the Waves sammen med Lars von Trier i 1996. Og så var han en markant skrivepartner for Simon Staho på de seks spillefilm, Staho instruerede fra 2004 til 2009: Dag og nat, Bang bang orangutang, Daisy Diamond, Himlens hjerte, Comeback og Kærlighedens krigere.

Herefter holdt de pause, men genoptog samarbejdet i 2014, da Simon Staho instruerede en række af Peter Asmussens tekster under titlen Hjertet skælver i en mørkelagt teatersal på Aarhus Teater, så kun ordene kunne høres.

De to kunne noget sammen. På mange måder var de et umage par. Peter var livsnyderen, der kunne lide vin, mad og cerutter og selskabelighed, mens Simon var asketen, der nærmest levede en munketilværelse.

De var yin og yang, men sammen skabte de noget sublimt. Film som Dag og nat, Bang bang orangutang og Daisy Diamond er stærke, mørke film om desperate mennesker, som leder efter mening med det hele – og intet finder.

Rasende arbejdstempo
Peter Asmussen havde en særlig evne til nuanceret at skildre desperate, ulykkelige mennesker, og han kunne i den grad indramme en scene med sin sprogbegavelse og en replikkunst ud over det sædvanlige.

Han var ikke den store dyrker af undertekst. Han kunne lide, at karaktererne sagde tingene ligeud – ærligt og med en sproglig præcision. Og skuespillerne elskede ham.

Peter var berømt for sit rasende arbejdstempo. Han skrev helst om natten, og det gik stærkt, når han gik ind i en tekst. Om det var et teaterstykke, et filmmanuskript eller en roman, så gjorde han det med en voldsomhed, som gav teksten en særligt intens kvalitet.

Peter var et intenst menneske. Det var altid en fornøjelse at møde ham på Dronning Louises Bro og andre steder i kvarteret omkring Frederiksborggade, hvor han boede. Vi faldt altid i snak om folk, vi kendte, og om ting, der skete i vores branche. Noget morsomt eller spøjst.

Lige så mørk Peter Asmussen kunne være i sine tekster, lige så lys, generøs og humoristisk kunne han være i en samtale. Og hans ord blev fremført med en vidunderlig, gammelkøbenhavnsk diktion, der nu må leve videre i vores erindring.

Døden fra Bergmans film
Peter Asmussen kæmpede de sidste fire år af sit liv med en modbydelig prostatacancer og havde ifølge sig selv den uofficielle Danmarksrekord i kemoterapi.

Han kunne som en af de få tåle det, og det gav ham et par ekstra arbejdsår, som han på ingen måde forsømte.

Selv i den periode var det livsbekræftende at møde ham. Altid sort i tøjet og helt cancerhvid i ansigtet. Han lignede Døden fra Bergmans Det syvende segl. Men derudover var han sig selv og havde lyst til at snakke og kommentere sin situation med sit særlige glimt i øjet.

I sine sidste arbejdsår var Peter Asmussen medforfatter på Jeppe Røndes Bridgend – en historie helt i Peter Asmussens ånd om en selvmordskult blandt unge i Wales.

Peter Asmussen, vi er mange der kommer til savne dig. Og dansk film og teater er blevet en markant stemme fattigere. Ære være dit minde.