Debat
06. jan. 2026
Ekkos anmeldelse bidrager til fordomme

I Netflix-serien The Beast in Me spiller Matthew Rhys rigmanden Nile Jarvis, som måske har dræbt sin kone. 

Foto | Christopher T. Saunders

Ekkos anmeldelse bidrager til fordomme

Når en anmelder fjerndiagnosticerer en fiktiv hovedperson i en serie, skaber det stereotyper, der rammer folk med virkelige diagnoser.

Af Lucif Dalin

Jeg er lige så begejstret for The Beast in Me som Ekkos anmelder. Den psykologiske serie portrætterer dygtigt og nuanceret mange facetter af den snørklede menneskelige psyke.

Det samme kan man desværre ikke sige om Ekkos anmeldelse, der fjerndiagnosticerer hovedpersonen som personlighedsforstyrret.

Det er ikke nemt at leve med diagnosen ”personlighedsforstyrrelse”. Det ved jeg, fordi jeg er diagnosticeret med to af slagsen.

En ting er den psykiske lidelse, der har givet anledning til diagnosen. En anden ting er de fordomme og lukkede døre, som jeg hver dag møder. Til jobsamtaler, familiearrangementer og i nettets kommentarspor.

Ekkos anmeldelse bidrager til de fordomme og stereotyper med sin skødesløse og totalt ufaglige fjerndiagnosticering.

Jeg er ikke sart.

Det er ikke, fordi jeg vil luge alle ord med psykiatrisk oprindelse ud af dagligdagssproget. For eksempel er det inden for skiven, når Hannibal Lecter i anmeldelsen kaldes ”psykopat”. Ligesom det er legitimt, at der retorisk bliver spurgt, om hovedpersonen i The Beast in Me mon er narcissist eller psykopat.

Men når anmeldelsen – inklusive underrubrikken – ikke mindre end tre gange slår fast, at hovedpersonen er ”personlighedsforstyrret”, rammer det mig. Ikke kun mens jeg sidder og læser det, men også når jeg bevæger mig ud i samfundet med to personlighedsforstyrrelser klistret på mig.

Jeg har efter tyve års hemmelighedskræmmeri og frygt for stigma valgt at stå frem med mine diagnoser. For at være med til at nedbryde fordommene.

Selv om os med en personlighedsforstyrrelse sidder med en virkelig dårlig hånd, når det kommer til mental stabilitet og trivsel, er vi også nuancerede mennesker med lige så forskellige personligheder og træk som alle andre. Vi er også mødre, søskende, kærester, gode kollegaer og frivillige kræfter i din lokalforening.

Så hermed en opfordring til alle redaktioner om at stoppe op, hvis der fremgår en psykiatrisk diagnose i teksten. Hvis ikke diagnosen er givet af en fagperson, men er en lægmands beskrivelse, hvilket formål tjener den så? De fleste lægmandsdiagnoser dækker over et dovent og upræcist sprogbrug.

Hvad menes der for eksempel præcis med anmeldelsens formulering ”den personlighedsforstyrrede rigmand”? Menes der, som tidligere nævnt i anmeldelsen, at rigmanden er ”både lækker og ulækker”?

Så skriv det! Beskriv det. Brug sproget. Brug nuancerne, i stedet for at forfalde til upræcise og stigmatiserende diagnoser.

Lucif Dalin

Født 1987 i København.

Kandidat i antropologi.

Står bag uddannelsen Æteren for lydfortællere.

Har lavet podcasts til og for synshandicappede med afsæt i egne erfaringer som synshandicappet.

Deltager i debatten for at nedbryde fordomme om synshandicappede og mennesker med psykiatriske diagnoser.

Relevante artikler

Serieanmeldelse
24. nov. 2025
The Beast in Me

The Beast in Me

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro