Den sidste fra Hollywoods gyldne æra er død

Ved Oscar-uddelingen i 1998 træder Stanley Donen frem på scenen. Salen rejser sig for at hædre en af musical-genrens helt store skikkelser. Foran branchen og store dele af verden modtager han velfortjent æresprisen. 

”Ord er overflødige,” starter han sin takketale og bryder ud i sang.

”Heaven, I’m in heaven / And my heart beats so that I can hardly speak,” synger han fra Cheek to Cheek, som Fred Astaire gjorde udødelig i den henrivende musical Top Hat.

Verden har mistet en af de sidste tilbageværende fra Hollywoods gyldne tid. 

21. februar blev Stanley Donen ramt af hjertestop i sit hjem i New York. Han døde 94 år gammel og efterlader sin kone, instruktøren Elaine May, og to voksne børn. 

Stanley Donen var om nogen manden, der bragte nyt liv til musicalen i 40’erne og 50’erne med succeser som Singin’ in the Rain, Bryllupsklokker og Syv brude til syv brødre. 

Men han vil også blive husket for romantiske komedier og thrillers som Tre mand frem for en enke med Cary Grant og Audrey Hepburn. 

Dansens magi
Stanley Donen blev født i Columbia, South Carolina, i 1924 som søn af Helen Donen og faren Mordeqai Donen, der drev en tøjbutik for kvinder. 

Han voksede op i et almindeligt middelklassehjem, men som niårig så han Fred Astaire i Flying Down to Rio. Den oplevelse skulle han sent glemme, og den unge Donen blev fuldstændigt bjergtaget af filmens og dansens magi. 

”Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være, hvem jeg ville hænge ud med eller noget som helst. Jeg vidste bare, at der var noget magisk over film og i særdeleshed Fred Astaire og musik, der fangede mig,” har han udtalt. 

Heldigvis havde faren forståelse for sønnens interesse. Når han skulle på forretningsrejse, tog han sønnen med til New York. Om aftenen gik de ind og så musicals på Broadway. 

I en alder af seksten år forlod Donen high school og flyttede til New York i 1940. Her fik han hurtigt en rolle i musicalen Pal Joey på Broadway. Det var også her, at han mødte den tolv år ældre Gene Kelly, der spillede hovedrollen i stykket. 

Mødet skulle blive starten på et mangeårigt ven- og partnerskab. 

Perfekt timing
Året efter debuten på scenen hjalp han Kelly med at koreografere musicalen Best Foot Forward, først på scenen og siden på tv-skærmen. 

Allerede som attenårig koreograferede han Kellys alter ego-dans i musicalen Cover Girl. I den mageløse scene bryder Kelly ud i en dans med sig selv. Det krævede en perfekt timing. 

Filmens instruktør, Charles Vidor, fandt idéen vanvittig. Men producenten Harry Cohn spurgte Kelly, om han troede, at Donen vidste, hvad han lavede.

”Det er jeg fuldstændigt sikker på,” lød hans svar. 

I de næste år koreograferede og instruerede Stanley Donen adskillige musicals sammen med Kelly, men også uden. I Royal Wedding arbejder han endda sammen med barndomshelten Fred Astaire. Det hele kulminerede i 1952 med den folkekære, vittige og kulørte Singin’ in the Rain. Scenen, hvor Gene Kelly høj på kærlighed danser og synger i regnen, er en af de mest berømte i filmhistorien. 

På en måde var det oplagt, at Donen skulle lave Singin’ in the Rain. Det er selvfølgelig en romantisk komedie, men det er også en fortælling om filmmediet, der genopfinder sig selv: overgangen fra stumfilm til lydfilm – opfindelsen, der muliggjorde musicalen på det hvide lærred. 

Talenter til at blomstre
Samarbejdet med Gene Kelly stoppede dog i midten af 1950’erne, da det kreative partnerskab var blevet erstattet med uenigheder og skænderier. 

Tiderne skiftede, og Stanley Donen måtte tilpasse sig. Han begyndte i stedet at instruere romantiske komedier og thrillers. Han lavede fire film med Cary Grant, hvor Tre mand frem for en enke med Audrey Hepburn er en romantisk thriller af absolut bedste skuffe. 

Stanley Donen var kendt for at være en beskeden og stille mand. Han var ikke en lige så strålende en danser som Kelly, men han kunne få folks talenter til at blomstre. 

Han formåede at bringe nyt liv og form til musicalen ved at få dansen og sangen til at fungere som en filmoplevelse.