Den korteste vej mellem folk er humor

I 2011 bragede den franske komedie De urørlige igennem verden over. Herhjemme indløste flere end 360.000 danskere billet til filmen, der dermed blev den mest sete franske film i Danmark nogensinde.

Bag publikumshittet stod makkerparret Olivier Nakache og Eric Toledano, der både har skrevet og instrueret filmen i fællesskab.

Nu, fire år efter De urørlige, er de to franskmænd endelig klar med deres nye film, Samba, der fik dansk premiere i torsdags.

Som en del af deres aktuelle europæiske promoveringstur kiggede begge instruktører forbi Danmark på et kort visit, og vi kom i audiens hos Olivier Nakache: Vi starter med at tale om den gigantiske succes for De urørlige, en film om en småkriminel, afrikansk indvandrer, der bliver handicaphjælper for en stenrig, men lam franskmand.

Et vigtigt emne
”Successen var en stor overvældelse, for det var ikke en blockbuster til at starte med. Men det var fantastisk. Og så var det godt at være to instruktører. Det var selvfølgelig vidunderligt, måske også for stort, men vi kunne bedre klare det, fordi vi var to. Vi var helt kørt ned til sidst, og så valgte vi at fortsætte med Samba,” fortæller Olivier Nakache.

I Samba spiller Omar Sy igen hovedrollen, denne gang som den senegalesiske Samba, der arbejder i Frankrig som illegal emigrant. Da han opdages og udvises af Frankrig, møder han sagsbehandleren Alice (Charlotte Gainsbourg). På trods af deres forskelligheder knytter de to hurtigt et særligt bånd, der sættes på prøve af de franske emigrationsregler.

”Samba er en film, der er modnet over lang tid. Før De urørlige var vi ikke store nok til at tage fat på det emne. Vi vidste, at efter De urørlige ville folk holde øje med os, og vi følte et vis ansvar, så vi ville berøre et vigtigt emne. Men vi ville også lave en romantisk komedie, så vi forenede begge de ting, vi havde lyst til i Samba.”

Modsætninger mødes
Både De urørlige og Samba er bygget op omkring mødet mellem to meget forskellige mennesker. Og det er langt fra en tilfældighed, for alle Nakache og Toledanos film handler om mødet mellem mennesker.

”Samba handler om mennesker. Det er vores femte film, og jeg ved ikke hvorfor, men i alle vores film vil vi skabe forbindelse mellem mennesker. Måske fordi vi selv er tæt forbundet. Ligesom andre instruktører forsøger vi at sige det samme hver gang.”

Hovedpersonerne Samba og Alice befinder sig begge i usædvanlige situationer. Samba lever uden en egentlig identitet som illegal arbejder, mens Alice er på orlov fra sit arbejde, da hun har oplevet et burn out, som det hedder i filmen. I virkeligheden en eufemisme for at have slået sin chef i hovedet med en mobiltelefon.

”Samba og Alice er begge ensomme. De har begge mistet sig selv. De har mistet meningen og retningen i livet. De er to fortabte sjæle, der finder sammen.”

”Man taler hele tiden om statistik og problemer med illegale arbejdere. Vi havde lyst til at fortælle om individer,” forklarer Olivier Nakache.

Humor og optimisme
Samba behandler politisk betændte emner som illegale emigrantarbejdere, omkostningerne ved at arbejde for meget og det multikulturelle, men også polariserede Frankrig.

”Vi lever i en tid, hvor folk fjerner sig fra hinanden. Store politiske følelser og socialklasserne fjerner sig fra hinanden. Vi forsøger med vores film, uden at moralisere, at bygge nogle broer. Vi mener, at den korteste vej mellem to mennesker er humor. Det er oprigtigt talt en vanskelig tid lige nu, men vi vil fortsætte vores arbejde, fordi vi dybest set er optimistiske.”

– Ville I sige noget politisk med Samba?

”Vi er ikke politikere. Vi ville lave en spillefilm – ikke en dokumentarfilm. Vi vil lave film, der viser virkeligheden. Det er en historisk film, men om nutiden. Politikere er nødt til at få ting til at ske. Vi viser, hvad der sker.”

”Mange emigranter taler fransk og kommer til Frankrig for at arbejde. Vi fandt ud af, da vi lavede research til filmen, at de illegale arbejdere er den nye arbejderklasse. De laver ikke andet end at arbejde og arbejde hele tiden.”

”Vi er ikke naive. Vi ved godt, at det er et meget komplekst problem, men jeg har indtryk af, at ved at snakke sammen kan man faktisk ordne mange ting. Man skal bekæmpe frygten. Bare man snakker lidt sammen, nedbrydes murene.”

”Eric (Toledano, red.) og jeg er selv et produkt af det multikulturelle samfund. Frankrig har en historie, der har gjort, at der har været forskellige emigrationsbølger frem til det land, vi kender i dag. Det er vi meget stolte af. Så selvom det ekstreme højre vokser i Frankrig, er jeg optimist.”

Virkeligheden som inspiration
Både De urørlige og Samba er delvist inspirerede af virkelige historier, og for begge instruktører er det skuespillerne, der skal drive de historier.

”Eric og jeg arbejder sammen ved, at vi ser en situation i virkeligheden, og så tænker vi på, hvordan den kunne gøres til en filmscene.”

”For os er det skuespillerne, der giver os brændstof til at skrive manuskriptet. Vi blandede et par historier, som vi havde hørt, i Samba. Vi lavede cirka tre måneders research for at skaffe føde til vores manuskript. Det er det mest troværdige, for så kan man efterfølgende tilføje komedien.”

Efter successen med De urørlige er bevågenheden omkring makkerparret blevet endnu større. Populariteten og de mange filmpriser og nomineringer forpligter, men Nakache og Toledano vidste, at det var afgørende at bevare fokus.

”Vi vidste, at vores næste film ville blive meget vigtig, og vi ville ikke miste os selv og vores sjæl i det, så vi er meget stolte af Samba.”