De syv fede år

Efter syv fede år kommer syv magre, står der i Det Gamle Testamente. Men da dansk film - Dogmer eller ej - jo ikke er specielt bibeltro, kalder vi med sindsro, og uden profetiske ambitioner, temaet om dansk film 1996-2002 for DE SYV FEDE ÅR.

Året 1996 er ikke tilfældigt valgt. Det er her, en ny generation af filmfolk med Thomas Vinterberg og Nicolas Winding Refn i spidsen spillefilmdebuterer. De bryder med pænheden i dansk film, åbner døren til samtidsvirkeligheden og forkaster de bestående værdier i en personlig søgen efter nye værdier.

Resten er historie.

Det er denne historie, vi her går i dybden med. Historien om Dogme, der starter med et salvelsesfuldt manifest og ender med en perlerække af film; historien om Lars von Trier, som forvandler sig fra en kølig æstetiker til den store melodramatiker med et mystificerende, satanisk smil; historien om nye dansk genrefilm, der trækker et stort publikum i biografen, og ikke mindst historien om de intime og bittersøde hverdagsdramaet, som får os til at le og græde, som vi spejler os i og måler os med.

Vi skriver historien, ikke for eftertidens skyld, men for at opfordre og inspirere lærere og andre interesserede til at bruge disse film her og nu. Gudskelov er mange af filmene tilgængelige for undervisere. Og netop som man troede, at nu kunne der ikke siges mere om Dogme, kommer Jesper Jargils fremragende dokumentarfilm De lutrede, som helt nede på jorden redegør for, hvad Dogme-reglerne går ud på. Den yderst underholdende dokumentarfilm kaster et forklarende lys over det noget gådefulde projekt.

Dogme drejer sig hovedsagelig om filmæstetik, men de danske film er også en oplagt indgang til at undersøge og diskutere vores samtid.

"I det seneste årti har kritikere ofte bebrejdet den nye danske litteratur, at den har forsømt at give billeder af Danmark ... så skal man hellere se på filmen," opfordrer lektor Peter Schepelern i artiklen Små helte på bænken, hvor han tager hul på analysen af det billede, som de sidste syv års film tegner af Danmark. Hvordan har vi det med hinanden? Hvordan har vi det med kærligheden og familien? Danskheden og de fremmede, de royale og b-holdet på bænken?

Trods filmsuccesen er alt dog ikke fryd og gammen. Den hæderkronede danske børne- og ungdomsfilm har - bortset fra enkelte perler - oplevet syv magre år, og producenten Regner Grasten, der laver familiefilm efter Far til fire-konceptet, har næsten haft hele arenaen for sig selv. I interviewet Vi gad ikke se flere bløde mænd forklarer producenter Ib Tardini og instruktøren Per Fly, hvorfor den yngre målgruppe er blevet svigtet. De advarer samtidig mod, at dansk film bliver så publikumsvenlig, at ingen længere tør komme med markante udsagn, som kan vække anstød. Hvis de syv fede år skal fortsætte, gælder det om at fortsætte det vovemod, som har kendetegnet dansk films største guldalder.