Nyhed
23. mar. 2014
Danske dokumentarer er brandvarme
Emil Langballes Beach Boy, der handler om sexturisme i Kenya, er blandt de film, den store canadiske festival Hot Docs viser i programmet Made in Denmark.

Danske dokumentarer er brandvarme

Der bliver i år sat ekstra fokus på Danmark på den canadiske Hot Docs, som er en af verdens største festivaler for dokumentarfilm.

Af Claus Christensen

Med Oscar-nomineringer til såvel The Act of Killing som Burma VJ og priser på festivaler som Cannes (Armadillo) og Sundance (Det røde kapel) nyder dansk dokumentarfilm i disse år stor anerkendelse internationalt.

Nu har Nordamerikas største dokumentarfilmfestival, Hot Docs i Toronto, Canada, besluttet sig for at give dansk dokumentar yderligere opmærksomhed.

Når den 21. udgave af Hot Docs løber af stablen 24. april – 4. maj, sætter festivalen særligt fokus på dansk dokumentar. Det sker med programmet Made in Denmark, hvor otte film vises for det canadiske publikum og udenlandske presse- og branchefolk.

”Danmark er foregangsland, når det gælder dokumentarfilm af højeste kvalitet, og Danmark flytter konstant kunstformens grænser,” siger Hot Docs’ programdirektør Charlotte Cook i en pressemeddelelse.

Kærlighed og kønsskifte
Hot Docs’ Made in-program har de senere år sat fokus på film fra lande som Polen og Italien og områder som Sydøsteuropa og Sydamerika, men i år er det altså Danmark, der står for tur.

”Danske film har altid været publikumsfavoritter på festivalen, så det er vidunderligt at kunne fremhæve og fejre dem i år,” siger Charlotte Cook.

Programmet, som støttes af Det Danske Filminstitut, byder på to verdenspremierer, der på hver deres måde handler om kærlighed.

Elvira Lind fortæller i Songs for Alexis historien om den attenårige musiker Ryan. Han blev født som pige, men besluttede sig for at skifte køn for fire år siden. Ryan er kæreste med sekstenårige Alexis, men hendes forældre har meget vanskeligt ved at acceptere deres forhold. De gør alt, hvad de kan, for at holde de unge elskende fra hinanden.

Datingfilm for seniorer
Hvordan jeg bor, som du gerne ville vide
, som er den anden danske verdenspremiere på Hot Docs, er slags datingfilm for seniorer.

Filmen opstod, efter at instruktør Christian Einshøjs farfar, Norman, havde spurgt sit barnebarn, om han ville tage nogle billeder af hans hus, så Norman kunne vise dem til en dame, han havde mødt på nettet.

Christian Einshøj overtalte sin farfar til, at de i stedet skulle lave en film, hvor Norman kunne vise sit hus og fortælle om sit liv.

Unge med diagnose
Karen Stokkendal Poulsens Forhandleren blev allerede vist på Cph:Pix i november 2013, men nu kommer den ud i den store verden via Hot Docs.

Filmen handler om EU’s chefforhandler Robert Cooper, som sættes på sit livs prøve, da han skal forsøge at få repræsentanter fra Serbien og Kosovo til at forhandle en aftale om sameksistens på plads.

Hot Docs viser også Ulrik Wivels En anderledes dreng. Den handler om den attenårige autist Alexander, der skal til at flytte hjemmefra.

Jeg hader ADHD sætter ligeledes fokus på unge mennesker med en diagnose, idet Mo i filmen følger en specialklasse på Lindevangskolen på Frederiksberg.

Hvide damer og sorte mænd
Beach Boy
er danske Emil Langballes afgangsfilm fra The National Film and Television School i England.

Ligesom østrigske Ulrich Seidls berømte spillefilm Paradis: Kærlighed handler den om, hvordan midaldrende, hvide kvinder fra Europa rejser til Afrika for – med god hjælp fra pengepungen – at score unge, sorte mænd.

I Beach Boy følger Langballe den arbejdsløse Juma, som forsøger at tjene penge ved at servicere den 50-årige britiske kvinde Lynn. Samtidig er Jumas gravide kæreste rejst til Qatar for at arbejde og tjene penge, så de kan have et liv sammen.

De øvrige danske film på Hot Docs er Andreas Johnsens Ai Weiwei the Fake Case, om den kinesiske kunstner og aktivist, og Anne Eborns Pine Ridge, der giver et indblik i, hvad det vil sige at være ung indianer i nutidens USA.

Der bliver vist i alt 197 film i det officielle program på Hot Docs. Festivalen finder sted i Toronto i Canada 24. april – 4. maj.

Relevante artikler

Cph:Dox
05. nov. 2013
Ai Weiwei the Fake Case

Ai Weiwei the Fake Case

Nyhed
28. aug. 2013
Dansker laver film om Ai Weiwei

Dansker laver film om Ai Weiwei

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten