Dansk filmkunst har et mindreværdskompleks

Som en filmskaber med sund distance til den etablerede filmbranche mener jeg at kunne iagttage, at et mindreværdskompleks kendetegner den nuværende kunstneriske tilstand.

At talentmassen er stor, er en kendsgerning. Jeg er selv cand.musicae fra konservatoriet på Holmen, og Kulturministeriet poster fortsat penge i samtlige kunstskoler, inklusive Den Danske Filmskole.

Men selv om talenternes potentiale fortsat finpudses, ændrer det ikke på, at den danske mentalitet hæmmer det kunstneriske ambitionsniveau markant.

Hvis man kigger på de seneste års danske film som helhed betragtet, konstaterer man, at der håndværksmæssigt ikke er noget at indvende. Et europæisk højt niveau. Problemet er til gengæld indholdet, visionerne og mangel på samme. Dét, man så at sige ikke kan tilegne sig på Filmskolen alene eller i det nuværende danske klima.

Et mantra synes at herske blandt mange filmskabere. Man må ikke stikke for meget ud. Der er en frivillig ensretning i gang.

Instruktørerne efterstræber at være så meget i tiden som muligt. Af flere årsager. Frygten for økonomiske tab er en dominerende faktor. Der skal ganske enkelt sælges nogle billetter. En anden årsag er, at der forekommer at være en angst for at blive sær. 

Man vil godt være genial, men det skal ske på en bestemt måde. Dermed bliver opgaven umulig.

Naiviteten tilbage
Kritikken af dansk film har undertiden ofte været rettet mod filmselskaberne og Det Danske Filminstitut. Men min påstand er, at det i lige så høj grad er filminstruktørerne, der går i for små sko.

Hvis man vil lave film, skal man turde insistere på, at man er verdens bedste filminstruktør. Det sidstnævnte udtalte den hæderkronede Lars von Trier. Folk grinte, men dér var da trods alt en mand med en vilje.

Naiviteten skal tilbage i den danske kunstnerskare, hvis noget visionært skal se dagens lys.

Jeg vil i denne diagnosticering af den filmiske tilstand holde mig for god til at nævne konkrete eksempler. Men hvis en film intet andet erklæret mål har end at hylde den københavnske ungdom, må man med det samme betvivle interessen i at nå ud over landets grænser. 

At tænke sig ind i en europæisk kontekst, må man da som et minimum bestræbe sig på. 

Hermed opfordring til et filmmiljøs selvransagelse. Længe leve dansk film!