Dansk dokumentar den store Dox-vinder

På tilskuerrækkerne i Bremen Teatret i København kunne man høre nysgerrige folk spørge Joshua Oppenheimer, om han allerede havde fået besked om, at han ville vinde årets Dox:Award.

”Jeg har faktisk ingen anelse, men jeg tror ikke, jeg vinder,” svarede den amerikanske, herboende instruktør ærligt og ydmygt. Men der var ingen tvivl om, at hans The Act of Killing var det helt store samtaleemne ved den tiende udgave af Cph:Dox-festivalen.

Filmen gik for fulde huse. I Ekkos stjernebarometer pegede hele fem ud af seks kritikere på filmen som deres personlige favorit til at vinde prisen. Og undervejs fik filmen, der kontroversielt behandler det indonesiske folkemord i 60’erne, fremragende anmeldelser. 

Godt modtaget i Indonesien
Der var da heller ikke nogen vej uden om for juryen, og festivalens hovedpris blev meget passende overrakt af det indonesiske jurymedlem, instruktøren Edwin.

”Filmen ser ikke bare tilbage. Den forstår den fulde relevans af de forbrydelser, der er fundet sted,” sagde han, før Joshua Oppenheimer takkede de indonesere, der havde risikeret deres liv i de seks år, det tog at lave filmen.

Han bemærkede også, at filmenvar blevet overvældende godt modtaget i Indonesien, hvor fortidens bødler ellers stadig hyldes som helte. 

Fuck this film!
The Act of Killing er dansk produceret, og prisuddelingen var i det hele taget en cadeau til dansk dokumentarfilm.

Daniel Dencik fik årets talentpris, Reel Talent Award, for sin cykeldokumentar Moon Rider. Politikens Publikumspris gik til Mikala Kroghs A normal life om en dansk families kamp med den ene datters leukæmisygdom, mens Jonas Poher Rasmussens road movie-dokumentar gennem udkants-USA, Searching for Bill, blev belønnet med Nordic:Dox-prisen.

I New:Vision-programmet, der hylder værker i feltet mellem film og billedkunst, kom en engelsk-fransk film dog til fadet: Lucien Castaing-Taylor & Véréna Paravels Leviathan om livet på en fiskekutter. Franske Paravel leverede aftenens bedste takketale og bemærkede, at hun ville have taget noget pænt tøj og lidt makeup på, hvis hun havde vidst på forhånd, at hun ville vinde.

Og så fortalte hun, at hendes mor, der ikke forstår engelsk, altid sender hende artikler, hvor ordet Leviathan indgår. Én af dem var en mindre begejstret anmeldelse, der sluttede med ordene: ”Fuck this film!” 

En mur af had
Musikfilmen Beware of Mr. Baker fik Sound & Vision-prisen. Filmen følger den hårdtslående, aldrende trommeslager Ginger Baker, og instruktøren sendte en i sig selv temmelig underholdende videotakketale hjem fra New York – eller som han udtrykte det: ”Sandys røvhul.”

Aftenens værter, Mads Brügger og Mikael Bertelsen, bidrog også til en munter stemning, der dog i flere tilfælde efterlod de mange udenlandske gæster temmelig forvirrede.

”Snart vil den dårlige stemning indfinde sig,” indledte Brügger på dansk og opremsede derefter den jalousi, vrede og forsmåelse, der ville ramme salen, efterhånden som priserne ville skille vindere fra tabere.

”Vi vil blive mødt af en mur af had, men det er vi selvfølgelig vant til fra Radio 24syv,” sagde Brügger, før Bertelsen oversatte til engelsk.

”The festival shows that documentaries can make the world a better place,” begyndte han i det, der må kaldes en fri oversættelse. Det udenlandske publikum havde svært ved at forstå resten af salens latterbrøl. 

Check til Carsten Jensen
Mads Brügger og Mikael Bertelsen kastede sig også ud i en længere udredning med afsæt i den nu afsluttede konflikt mellem Zentropas Peter Aalbæk Jensen og Filmmagasinet Ekko.

Brügger ville have haft Aalbæk og Ekkos chefredaktør Claus Christensen på scenen for at møde hinanden til en krammer.

Først havde de begge sagt ja, og Aalbæk ville overrække en check på 1.700 kroner. Den skulle gå til Carsten Jensen, der havde støttet Ekko undervejs, så han kunne købe en prostitueret.

”This man from Zentropa wants do make a donation in the fight against prostitution,” oversatte Mikael Bertelsen.

I sidste ende sprang både Aalbæk og Christensen dog fra, og tilbage stod værtsparret med det, de rettelig kaldte en ”ikke-begivenhed”.

”Det havde ellers været en god ting at skrive på cv’et,” konstaterede Mikael Bertelsen tørt.