Claude Chabrol 1930-2010

Claude Chabrol startede den franske nybølge med sin debutfilm Vennerne fra 1958. Han lavede filmen for penge, som hans daværende kone havde arvet, og beviste, at den dengang indspiste franske filmindustri kunne infiltreres af en outsider.

Chabrol instruerede ni film i nybølgeperioden og fortsatte gennem sit liv med at være en af de mest produktive og indflydelsesrige franske instruktører.

Hans sidste film, Bellamy, et mordmysterium med Gérard Depardieu i hovedrollen, havde premiere sidste år.

Depardieu sagde i går på fransk radio: ”Claude var livsglæden selv. Jeg kan ikke forstå, at han er væk. På intet tidspunkt talte han om døden.”

Chabrol blev 80 år gammel og døde i Paris i går, søndag.

Kameraet som pensel
For nybølgen var filminstruktøren en kunstner og kameraet hans pensel.

Forestillingen om instruktøren som auteur opstod i miljøet omkring tidsskriftet Les Cahiers du Cinema, hvor Claude Chabrol bedrev filmkritik med sine kolleger François Truffaut, Jean-Luc Godard, Eric Rohmer og Jacques Rivette.

Instruktørens kunstneriske sensibilitet skulle stå i centrum for en filmproduktion. Det skulle give fransk film en autenticitet og en nutidsnerve, som samtidens historiske dramaer savnede.

Bog om Hitchcock
Forbillederne var ikke bare de franske instruktører Jean Renoir og Jean Vigo, men også Hollywood-instruktører som Alfred Hitchcock og John Ford. De havde en særlig stil, der var genkendelig fra film til film, og netop dette kendetegnede nybølgens idé om den sande auteur.

Inden han debuterede som instruktør, skrev Claude Chabrol i 1957 en bog om Alfred Hitchcock sammen med kollegaen Eric Rohmer, der døde tidligere i år.

Hitchcock fik stor indflydelse på Chabrols film. I perioden efter nybølgetiden instruerede Chabrol en række eksistentielle, psykologiske thrillere, der blev hans egentlige gennembrud.

Ondskabens natur
Han var som Hitchcock dybt optaget af ondskabens natur. Hovedværket Slagteren fra 1970 handler om lærerinden Helene, der retter sin mistanke mod den lokale slagter, da en række unge piger bliver myrdet under mystiske omstændigheder.

Hitchcock har efter sigende udtalt, at han ville ønske, han selv havde lavet Slagteren.

Chabrols fornemmelse for suspense og psykologiske eksistentielle problemstillinger gjorde også, at Dyret skal dø fra 1969 – en moralsk fabel om hævn – blev fast inventar i gymnasieundervisningen både i Frankrig og i Danmark.

Muserne
Chabrols kunstneriske muse var skuespillerinden Stéphane Audran, der spiller hovedrollen i Slagteren og var med i over 25 af hans film. De to dannede par, også uden for filmsamarbejdet, frem til 1980, hvor de blev skilt.

Herefter overtog Isabelle Huppert rollen som førstestjerne i Chabrols film.

Huppert, også kendt som den dysfunktionelle musiklærerinde Erika i Michael Hanekes Pianisten, spiller blandt andet Madame Bovary i Chabrols filmatisering fra 1991 af Gustave Flauberts litterære klassiker.

Hun spiller også hovedrollen som koldblodig morder i en af Chabrols nyere storværker, Ceremonien fra 1995, der blev fornemt modtaget, ikke mindst på grund af Hupperts præstation.

Sarkozy: ”Et stort tab”
Claude Chabrol er med sit imponerende bagkatalog på omkring 60 film en af sin periodes allermest produktive instruktører.

Hans død bliver betragtet som et stort tab for kunsten, og i en offentlig meddelelse sammenligner Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, ham med de allerstørste franske forfattere.

”Han havde en evne til at beskrive samfundsforhold som Balzac. Han havde en humor og en skarphed som Rabelais, men først og fremmest var han sig selv. Både i sine film og i livet,” siger Sarkozy.