Nekrolog
17. mar. 2025
Cannes-vinder dør i en alder af 43 år

Det mest rørende øjeblik i Lukas Dhonts Close opstår, da Émilie Dequenne i rollen som mor tilgiver sin søns kammerat for det svigt, der tyngede ham.

Foto | Menuet bvba

Cannes-vinder dør i en alder af 43 år

Den belgiske skuespiller Émilie Dequenne er gået bort alt for tidligt, men efterlader et stærkt aftryk på europæisk filmkunst med Lukas Dhonts Close og Dardenne-brødrenes banebrydende Rosetta.

Af Claus Christensen

I går døde den belgiske skuespiller Émilie Dequenne på et hospital i udkanten af Paris.

Det oplyser hendes agent til AFP, skriver det amerikanske medie Deadline. Dequenne fortalte i 2023, at hun led af en sjælden kræftsygdom i binyrerne.

Hun blev kun 43 år og efterlader sig datteren Milla samt manden Michel Ferracci, som også er skuespiller.

Émilie Dequenne brød markant igennem som syttenårig i sine landsmænd Dardenne-brødrenes Rosetta, der tog Cannes-festivalen med storm i 1999. Den vandt Guldpalmen, og Dequenne fik prisen for bedste kvindelige skuespiller.

I filmen bor hun i en campingvogn med sin mor, der er alkoholiker. Det skaber en hård og utryg opvækst for teeangeren, som på daglig basis må kæmpe for sin overlevelse. Dardenne-brødrenes fotograf Alain Marcoen følger Émilie Dequenne på tæt hold med et håndholdt kamera, som var der tale om en krigsfilm. Og for teenageren er hverdagen en uafbrudt kamp for overlevelse.

Filmen har dannet skole med sin dokumentariske realisme, stilistiske minimalisme (herunder et sparsomt soundtrack), brug af ukendte skuespillere og fokus på samfundets marginaliserede mennesker.

En smuk sløjfe
Émilie Dequenne fortsatte karrieren i den franske, historiske thriller The Brotherhood of the Wolf (2001) og det amerikanske kostumedrama The Bridge of San Luis Rey (2004), hvor hun spiller sammen med Gabriel Byrne, Robert De Niro og Kathy Bates.

Deadline har optalt 61 skuespilkrediteringer til Dequenne, heriblandt belgiske Joachim Lafosses familiedrama Our Children fra 2012, hvor hun spiller over for Tahar Rahim.

De fleste af hendes film har ikke fået dansk biografpremiere, men Lukas Dhonts Oscar-nominerede Close blev en succes i danske biografer i 2023.

Her spiller hun meget rørende moren til en teenagesøn, der forelsker sig i en kammerat. Forholdet ender tragisk, og filmen drejer i retning af temaer som skyld og tilgivelse. Med denne præstation beviste Émilie Dequenne, at hun var en fremragende karakterspiller, der med stor værdighed formåede at tackle en kompleks rolle.

Med sit fokus på moral og valg knytter Close på en måde an til debuten Rosetta og binder således en smuk sløjfe på en alt for kort karriere, der alligevel har sat et varigt aftryk i europæisk filmkunst på højeste niveau. 

Relevante artikler

Biografanmeldelse
16. apr. 2023
Close

Close

Nyhed
31. jan. 2026
Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Spillefilmdebutanten Zinnini Elkington løb med priserne for bedste film, bedste instruktør og bedste originale manuskript for Det andet offer, mens forhåndsfavoritten Pigen med nålen hjemtog flest statuetter – i alt otte.

Nyhed
30. jan. 2026
Deluca har opsagt sine medarbejdere

Deluca har opsagt sine medarbejdere

Melania
Biografanmeldelse
31. jan. 2026

Melania

Heated Rivalry
Serieanmeldelse
29. jan. 2026

Heated Rivalry

Greenland 2: Migration
Biografanmeldelse
29. jan. 2026

Greenland 2: Migration

Mest læste

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington
Nyhed
31. jan. 2026

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Deluca har opsagt sine medarbejdere
Nyhed
30. jan. 2026

Deluca har opsagt sine medarbejdere