Nyhed
26. sep. 2012
Bøddeldokumentar møder modstand
The Act of Killing Foto | Final Cut for Real

Bøddeldokumentar møder modstand

Den danskproducerede The Act of Killing om det indonesiske folkemord risikerer censur i Indonesien. De amerikanske anmeldere roser til gengæld filmen til skyerne.

Af Anne-Sophie Thostrup

Bødlerne fra det indonesiske folkedrab i 1960’erne rekonstruerer deres groteske forbrydelser i Joshua Oppenheimers kontroversielle, danskproducerede dokumentar The Act of Killing.

Det kan man læse om i det aktuelle nummer af Ekko, hvor instruktøren Joshua Oppenheimer fortæller om den opsigtsvækkende tilblivelse af filmen.

Filmen har netop haft premiere på de nordamerikanske festivaler i Toronto og Telluride, men nu hersker der tvivl, om filmen slipper gennem censuren i det land, den portrætterer: Indonesien.

”Vi ved, at den muligvis bliver forbudt i de indonesiske biografer, så vi kan blive nødt til at vise den på en undergrundsmåde. Lige nu arbejder vi især på at få den vist for menneskerettighedsorganisationerne i landet,” fortæller producer Signe Byrge Sørensen.

Skal nok blive set
Når det indonesiske styre er skeptisk over for at skulle give grønt lys til The Act of Killing, skyldes det, at gerningsmændene, der stod bag organiseret forfølgelse af uønskede befolkningsgrupper som kommunister, aldrig er blevet bragt for en domstol.

Faktisk betragtes de stadig som helte, fordi de banede vejen for Suhartos mangeårige diktatur, og The Act of Killing viser, hvordan de aldrende massemordere stadig praler med deres handlinger i landsbyerne.

Efter planen skal filmen vises for menneskerettighedsorganisationerne i hjemlandet omkring 1. november, og herefter håber folkene bag filmen, at den vil blive vist i de indonesiske biografer.

Uanset hvad skal den nok nå ud til den indonesiske befolkning, fortæller amerikanske Joshua Oppenheimer, der i dag er bosat i Danmark.

”Hvis filmen bliver forbudt i de indonesiske biografer, betyder det ikke, at indoneserne ikke kommer til at se den. Hvis den bliver lagt ud på internettet, er jeg overbevist om, at den nok skal blive set alligevel,” siger han.

Morder blev fysisk syg
Kommissionen for menneskerettigheder i Indonesien har allerede fået et smugkig på filmen, og de har modtaget filmen med åbne arme.

”De er meget begejstrede og siger, at det er utrolig vigtigt for Indonesien, at filmen er blevet lavet,” fortæller Joshua Oppenheimer.

I The Act of Killing følger man den 71-årige, tidligere gangsterleder Anwar Congo, som deltog i de brutale myrderier, der ofte var spektakulært iscenesat med inspiration fra amerikanske gangsterfilm. Scenarier, Oppenheimer altså lader Congo rekonstruere i filmen.

I begyndelsen beretter Anwar Congo med stolthed om sine morderiske gerninger, men senere viser det sig, at han samtidig hjemsøges af tilbagevendende mareridt om grusomhederne.

Congo så løbende nogle af scenerne fra filmen, men har endnu ikke overværet det færdige resultat.

”Da han så en af scenerne, blev han så følelsesmæssigt berørt, at han blev fysisk syg. Jeg har spurgt ham flere gange, om han ville se den endelige film, men han er ikke klar til det endnu,” siger Oppenheimer, som har været i løbende kontakt med Congo efter optagelsernes afslutning.

Ros fra Werner Herzog
Det er ikke mindst The Act of Killings forsøg på at forstå de psykologiske mekanismer bag massemordet, der gør, at filmen formentlig vil dele vandene. De kritikere, der har set filmen i Toronto eller Telluride, har dog taget særdeles godt imod filmen.
 
The Act of Killing er den mest foruroligende film om massemord siden Shoah,” skriver Indiewires Eric Kohn med henvisning til Claude Lanzmanns klassiske dokumentarfilm om holocaust fra 1985. 

Også branchemagasinet Screens anmelder Anthony Kaufman er begejstret.

 ”En surrealistisk, skræmmende og enestående undersøgelse af grusomhed og ansvarlighed – det er svært at komme i tanke om en dokumentar, der fanger en massemorders samvittighed så omhyggeligt og samtidig karakteriserer hans udvikling,” skriver han.

Den legendariske, kultdyrkede filmskaber Werner Herzog har fungeret som executive producer på filmen, og han har også de store ord fremme om resultatet: ”Jeg har ikke set en så stærk, surrealistisk og frygtindgydende film i det sidste årti,” har han sagt til The Wrap.

The Act of Killing
får dansk premiere 7. november.

Relevante artikler

Nyhed
01. sep. 2012
Trine Dyrholm pryder nyt Ekko

Trine Dyrholm pryder nyt Ekko

Nyhed
31. juli 2012
Dansk dokumentar til Toronto

Dansk dokumentar til Toronto

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro