Debat: Bille August gør valget for nemt

Spoiler Alert: Det handler om slutningen på Stille hjerte – så læs kun videre, hvis du allerede har set filmen!

Bille Augusts film er først og fremmest et familiedrama, men på sin egen stilfærdige måde også et indlæg i eutanasi-debatten.

Og når man som jeg og mange andre mennesker finder det meningsløst, at mennesker, der inden for en meget overskuelig fremtid, står foran den sikre død og stadig mere hjælpeløse skal gennemgå svære lidelser og en pinefuld død (i filmen ved kvælning), opleves filmens slutning som en befrielse.

Her tager den kvindelige hovedperson Esther (Ghita Nørby) i samarbejde med sin mand (Morten Grunwald), der er praktiserende læge, sagen i sin egen hånd og afslutter selv sit liv, inden det er for sent.

Der er heller ingen tvivl om, at filmens hensigt er, at publikum skal føle denne befrielse, og hele dens dramaturgi er derfor anlagt på at føre os frem til at opfatte denne selvvalgte død som det eneste rigtige punktum for kvindens liv.

Forinden har der nemlig været tvivl, ikke fra hendes egen, men fra hendes døtres eller tilsyneladende kun den ene datters side. Men som dramaet udvikler sig, bringes også den anden datter, der ellers har været meget stålsat – men netop lidt for stålsat – i sin tilslutning til forældrenes beslutning, i tvivl.

Det sker, fordi hun bliver usikker på farens motiver. Hun har overværet en situation, hvor faren kysser moderens nære veninde, der også er indviet i morens forestående død. Hun indvier sin søster i sin mistanke, og det fører frem til filmens dramatiske højdepunkt, hvor døtrene over for moren erklærer, at de ikke mere er parat til at acceptere hendes død.

Moren reagerer forfærdet ved tanken om, at hun nu skal vende tilbage til en position, hun for længst har forladt, og erklærer det for umuligt.

Umiddelbart derefter oplyses sagens rette sammenhæng for døtrene. Det viser sig, at det er morens klare ønske, at veninden skal træde i hendes sted, så hele mistanken til faren falder til jorden. Alle kan herefter helhjertet tilslutte sig den død, der bliver den endelige udgang på filmen.

Det lyder nemt og er også for nemt, et illusionsnummer, udført af en dygtig tryllekunstner, der formår at bortlede opmærksomheden fra det, der egentlig var problemet.

Det egentlige problem var, at den ene datter – og i virkeligheden også den anden – ikke havde accepteret morens beslutning. Det gør de så til slut, ikke fordi noget har ændret sig, men fordi deres opmærksomhed beslaglægges af farens rolle. Hokuspokus – kommer faren i fokus. Og i og med at han renses for mistanke, fjernes også deres mere grundlæggende tvivl.

Ved at løse et pseudoproblem lader filmen, som om det egentlige problem er løst, men det er det ikke. Det er blot vores og deres opmærksomhed, som er blevet bortledt fra, at de ikke kan udholde tanken om morens selvvalgte død.

Bille August og hans manuskriptforfatter giver moren en fredfyldt død, men den befriende følelse har svært ved at indfinde sig, i hvert fald hos mig. Jo, gerne eutanasi, men uden hokuspokus. Selv om det kan være uretfærdigt at sammenligne, er det netop fraværet af hokuspokus, der gør Michael Hanekes Amour til et langt stærkere vidnesbyrd.

Knud Michelsen er litteraturforsker og forfatter.