Filmuniversitetet: Bergmans kulmination

Liv Ullmann er skuespilleren, der pludselig ikke formår at sige et ord. Bibi Andersson er sygeplejersken, der skal passe hende under et ophold i overlægens sommerhus. En meget enkel handling er rammen om en mystisk rejse ind i identitet og psyke.

Bergman begyndte sin karriere i 1940’erne med eksistentialistiske dramaer, brød stort og humanistisk igennem med Ved vejs ende og Det syvende segl i 1950’erne og gik nye veje i 1960’erne, hvor hans film søgende kredser om traume og fortvivlelse.

Det gælder det psykiatriske kvindestudie Som i et spejl, den allegoriske Stilheden, hvor erotikken blev et opsigtvækkende element, men Persona er kulminationen.

Svar på oprør
Det var her i begyndelsen af 60’erne, at den unge generation i svensk film, med Bo Widerberg og Jan Troell i spidsen, gjorde oprør mod faderskikkelsen Bergman. Som svarede igen med det mest modernistiske værk i svensk filmhistorie.

Persona er et lille kammerspil om to kvinder. På dansk havde filmen undertitlen Sonate for to.

Bergman har selv fortalt, at han tilfældigt så nogle fotos fra optagelserne af en svensk film, hvor Bibi Andersson, som havde spillet hovedroller i flere af hans tidlige film, spiller sammen med en ung norsk skuespiller, Liv Ullmann, som han ikke kendte.

Kort er sommeren, hed filmen, instrueret af danske Bjarne Henning-Jensen og baseret på norske Knut Hamsuns Pan. Ikke nogen særligt vellykket film, men det slog ham, at Anderssons og Ullmanns ansigter på en interessant måde både lignede og ikke lignede hinanden.

Mester i kvindelig psykologi
Mødet med Liv Ullmann blev som bekendt begyndelsen til en hel række film og serier – samt til nogle års samliv plus en datter, romanforfatteren Linn Ullmann. Det blev også begyndelsen til, at Bergman slog sig ned på Fårö, nord for Gotland, hvor han med afbrydelser tilbragte resten af sit liv.

Bergman blev hyldet som en mester i den kvindelige psykologi (den var nok ikke gået i dag), og med Persona er vi inde i sindets irgange. Der er referencer og symbolik ad libitum. Der er dobbelthed og identitetsforbytning. Og forfatteren Susan Sontag så den som en slags vampyrfilm, ikke helt uden grund. Oprindelig skulle den hedde Kannibalerne.

Filmen gennemspiller også Bergmans store tema om kunstneren, den stakkels forpinte kunstner, som ikke har det let. Og så er den en metafilm, der med Bertolt Brecht-agtig Verfremdung belærer os om, at det ikke er virkelighed. Det er bare en maskine, der er på færde. Kameraet kører, filmstrimlen brænder.

Sex i skærgården
Svensk film nød dengang international berømmelse for sin erotiske frimodighed.

Tidligt i 50’erne vakte den poetiske samlejescene i Hun dansede en sommernat opsigt, fulgt af dristig nøgenhed i Bergmans egen Sommeren med Monika. Og i slut-60’erne gik det endnu vildere til i Som havets nøgne vind, sex-i-skærgård-genrens absolutte kitsch-hovedværk.

Men faktisk er det Persona, der byder på den mest pornografiske scene nogensinde i skandinavisk film. Ganske flot for en intellektuel artfilm-instruktør, som vel at mærke ikke viser os noget som helst uartigt. Det hele ligger i ordene, i sygeplejerskens beretning om en lidt speciel strandtur.