Nyhed
15. maj 2025
Alexander Payne laver dansk film

64-årige Alexander Payne har to gange tidligere haft gang i projekter med dansk islæt, men med Et sted derude lader det til at lykkes. 

Foto | Scanbox Entertainment

Alexander Payne laver dansk film

Den amerikanske instruktør bag The Holdovers og Sideways tager til Danmark for at optage Et sted derude, der foregår på dansk og har den norske stjerne Renate Reinsve på rollelisten.

Af Frederik Hoff

Man har ført hørt om store amerikanske instruktører, der tager til Danmark for at optage, men det er sjældent, at de kommer hertil for at lave en decideret dansk film.

Det er ikke desto mindre, hvad der sker, når Alexander Payne i begyndelsen af 2026 kommer hertil for at optage Et sted derude, skriver Scanbox Production i en pressemeddelelse.

Den 64-årige stjerneinstruktør kendes for humoristiske dramaer som Nebraska og The Holdovers og vandt en Oscar for bedste manuskript med både Sideways og The Descendants. Allerede i august 2024 fortalte Payne, at han udviklede på en dansk film, og nu er projektet klar til produktion.

Et sted derude bliver instruktørens første spillefilm på et andet sprog end engelsk – nemlig dansk! – og er baseret på et manuskript af den norske forfatter Erlend Loe efter en idé af dansk-svenske Åke Sandgren.

”Danmarks rige filmhistorie strækker sig tilbage til stumfilmtiden, så jeg føler mig privilegeret over få lov til at lave en dansk film, og jeg håber, at jeg kan yde Erlend Loes fremragende manuskript retfærdighed,” udtaler Alexander Payne i pressemeddelelsen.

Filmen produceres af Birgitte Skov for danske Scanbox Production med Scanbox Entertainment som distributør.

”Vi stod for toethalvt år siden med en skøn idé til en film undfanget af svenske Åke Sandgren, men vi manglede en instruktør. Vi tog chancen og rakte ud efter stjernerne. Erlends gode kontakt til Payne startede en inspirerende samtale om projektet, som vi nu sammen gennem længere tid har udviklet til en dansk spillefilm. Vi glæder os umådeligt til næste kapitel,” udtaler Birgitte Skov og Erlend Loe i pressemeddelelsen.

Norsk stjerne
Historien melder ikke noget om, hvad Et sted derude handler om, men ifølge pressemeddelelsen har norske Renate Reinsve en ”bærende birolle”.

Reinsve blev et verdensnavn med sin hovedrolle i Joachim Triers Verdens værste menneske, som hun vandt skuespilprisen i Cannes for. Hun er også i front for instruktørens Sentimental Value, der får premiere på Cannes-festivalen om få dage, og tidligere på året brillerede hun i forældredramaet Armand.

Udover Reinsve vides det ikke, hvem der skal spille med i Et sted derude. Dog har Alexander Payne tidligere haft forbindelse til en kendt dansk skuespiller.

I 2019 havde instruktøren nemlig planer om en Netflix-film, hvor Mads Mikkelsen skulle spille succesforfatteren Karl Ove Knausgård. Men stikket blev trukket, kort før optagelserne i Danmark, Sverige og USA skulle begynde.

Samme år kastede Alexander Payne sig over et nyt projekt med dansk klang: en genindspilning af Gabriel Axels Oscar-vinder Babettes gæstebud, baseret på Karen Blixens klassiker, men med handlingen rykket fra Vestjylland til Minnesota i USA.

Der har ikke været noget nyt om det projekt i over fem år, men nu lader det til, at Alexander Payne endelig har fundet vejen til Danmark.

Et sted derude har forventet premiere i foråret 2027.

Relevante artikler

Biografanmeldelse
05. jan. 2024
The Holdovers

The Holdovers

Nyhed
03. dec. 2019
Instruktør kaster sig over ny dansker

Instruktør kaster sig over ny dansker

Nyhed
21. okt. 2019
Mads Mikkelsen går glip af storfilm

Mads Mikkelsen går glip af storfilm

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten