Nyhed
07. aug. 2024
Fortsat strid om beviser i Baldwin-sag

I et tv-interview på ABC News fortalte Alec Baldwin i 2021 om den dødsulykke, han var involveret i samme år.

Foto | ABC News

Fortsat strid om beviser i Baldwin-sag

Tiltalen mod Alec Baldwin frafaldt på grund af tilbageholdt bevismateriale. Våbenansvarlig vil nu have sin dom omstødt, men Rust-sagens anklager står fast.

Af Frederik Hoff

En af Hollywood-historiens mest tragiske kriminalsager tog endnu en uventet drejning i juli, da tiltalen mod skuespiller og producer Alec Baldwin frafaldt.

Baldwin var anklaget for uagtsomt manddrab på fotografen Halyna Hutchins under optagelserne til westernfilmen Rust i 2021.

Skuespilleren affyrede en pistol, der skulle have været ladet med løst krudt, men en rigtig patron ramte og dræbte fotografen.

Filmens våbenansvarlige Hannah Gutierrez-Reed blev i foråret dømt til atten måneders fængsel for sin del af ansvaret for dødsfaldet, og meget tydede på, at Alec Baldwin stod til samme dom, da hans sag begyndte i New Mexico.

Men på ganske kort tid faldt hele den stort anlagte sag fuldstændigt til jorden.

Forsvareren informerede dommeren om, at anklagemyndigheden havde undladt at overdrage dem et særligt stykke bevismateriale: et parti patroner, der kan have været de anvendte på settet. Ifølge Variety fik det dommeren til at lade tiltalen frafalde.

Alec Baldwin græd og omfavnede sin familie af glæde, mens sagens anklageadvokater fik hårde ord med på vejen fra dommeren Mary Marlowe Sommers.

Hun sagde, at anklagerholdets adfærd kunne tyde på ond tro, og at Baldwin efter sagens afvisning ikke i fremtiden kan retsforfølges statsligt for samme forbrydelse.

Ingen ringeagt
Efter kendelsen sagde anklageren Kari Morrissey til Variety, at hun respekterer dommerens beslutning, men er uenig i den.

Ifølge Variety forlod Morrisseys medanklager, Erlinda Johnson, sagen i forbindelse med striden om patronerne. Da spørgsmålet blev diskuteret i retten, indkaldte Morrissey ganske usædvanligt sig selv som vidne for at forklare sine handlinger.

Forsvareren Alex Spiro krydsforhørte hende og spurgte, om Morrissey handlede ud af ringeagt for Baldwin. Hun svarede, at hun tværtimod holder af hans film og politisk er enig med skuespilleren, som er demokrat og dyrevelfærdsaktivist.

Afvisningen af Alec Baldwins sag har fået den dømte Hannah Gutierrez-Reed til at anmode om en ny rettergang.

Ifølge hendes advokater undlod forsvaret nemlig også at overdrage væsentligt bevismateriale til forsvaret i hendes sag, inklusive de omtalte patroner.

Tilbageholdte beviser
I en skriftlig anmodning, der blev offentliggjort mandag morgen og refereres af Variety, skriver Morrissey, at hun stadig ikke forstår dommerens beslutning i sagen om Baldwin, og at Gutierrez-Reeds rettergang ikke bør gå om.

Hun holder fast i, at efterforskningen længe før de respektive retssager nåede frem til, at patronerne ikke var væsentlige for sagen. Dommerens beslutning skyldes ifølge anklageren, at hun har misforstået bevismaterialet.

Baldwins forsvarsadvokater påstår, at Morrissey har undladt at overdrage retsmedicinske rapporter, emails og videoer til forsvaret.

Gutierrez-Reeds advokater siger, at de ligeledes ikke fik overdraget et interview med filmens våbenleverandør, Seth Kenney, såvel som en vigtig rapport, der kunne have frikendt den våbenansvarlige.

Morrissey mener ikke, at de pågældende stykker bevismateriale ville have bidraget til sagen eller hjulpet forsvarsadvokaternes argumenter.

Privat søgsmål
Ifølge Variety er der ikke sat nogen dato for høringen om en potentiel ny rettergang til Hannah Gutierrez-Reed. Hun har siddet i fængsel siden 6. marts.

Alec Baldwin kan stadig principielt retsforfølges i et borgerligt søgsmål. Det minder advokaten Biran J. Panish, som repræsenterer Hutchkins’ enkemand, om i en meddelelse.

”Vi ser frem til at præsentere alle beviser til en jury og til at holde hr. Baldwin ansvarlig for sine handlinger i forbindelse med Halyna Hutchins’ meningsløse død,” tilføjer advokaten.

Enkemanden Matthew Hutchins afsluttede en privat retssag mod Baldwin og Rust-produktionen allerede i 2022. Men ifølge Variety kom produktionen aldrig med de fornødne betalinger, så Hutchins’ advokater har mulighed for at genoptage sagen eller begynde en ny.

Relevante artikler

Nyhed
20. apr. 2022
Dødsulykke udløser den højeste bøde

Dødsulykke udløser den højeste bøde

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten