ZeroZeroZero

Det første, man ser, er en døende og blødende Gabriel Byrne ligge på et gulv med glasskår. Så stiger en ældre, gråhåret mafiapatriark op af sin underjordiske bunker på en bjergside fuld af geder et sted i Calabrien i Syditalien. I blød hat, bondsk tøj og med stok.

Sådan begynder HBO Nordics nye gangsterserie ZeroZeroZero: yderst dramatisk, flamboyant og et stykke tid noget retningsløst og meget mystisk.

Faktisk får man først i seriens fjerde afsnit endelig at vide, hvorfor den ældre herre, Don Minu, er gået under jorden og kun færdes ude efter solnedgang. Men snart aner man, at der er tale om en familiefejde inden for narkokartellet med netværk til kolleger i Mexico.

Don Munis barnebarn er en anderledes moderne mand. Han ønsker andre boller på blodsuppen. Mønsteret til et opgør tegner sig støt, langsomt og blodigt. Samtidig følger vi Gabriel Byrne og hans to voksne børn i New Orleans med deres skibsrederi, der kun kan reddes, hvis en stor forsyning på fem tons kokain skjult i blikdåser sejles til Europa.

Samtidig følger vi en sergent i et mexicansk antinarko-elitekorps, som får en åbenbaring, efter han i en skududveksling har dræbt en uskyldig, ung kvinde. Fra nu af følger han kun Guds stemme, og den fører ham over på det ondes side, hvor narkokartellerne hersker.

Således er der hele tre spor, som krydser hinanden i denne historie om, hvorledes kokain kynisk bliver til en destruktiv og drabelig kapitalisme med tråde ud i hele den ganske verden. Fra kvinder, som i undertøj og mundmaske pakker det hvide stof i hemmelige laboratorier, til narkobaronernes boblende luksusliv.

Det er ikke første gang, vi får en episodisk og panoramisk gennemgang af narkoens infame vej på tværs af klasser og nationer.

Mon ikke Steven Soderberghs Traffic fra 2000 er den første spillefilm med dette tema og denne struktur? Den er sågar drejet over en britisk tv-serie, Traffik, fra 1989. For slet ikke at tale om de utallige serier – også danske – som handler om forbrydelser uden grænser.

ZeroZeroZero er baseret en bog af den italienske journalist og forfatter Roberto Saviano, ham med Gomorrah, der blev til både en prisbelønnet film og serie, hvilket klart borger for historiens lødighed og realisme.

Seriens bedste afsnit er da også dem, der foregår på gadeplan og i slumkvarterer i Italien og Mexico.

Den halvdokumentariske, håndholdte kamerastil sat sammen med pludselig død og langsom tortur, hæslig vold og hærværk, hvor der både skåles i landvin og griseblod, virker på en gang afskyeligt inciterende som melodrama og objektiverende fremmedgjort a la en reportage.

Derimod har man set de mere mondæne afsnit med overklasse i store villaer og skuddueller fra sorte muskelbiler før – i Miami Vice og omegn.

Men som helhed er der tale om en smuk serie. Vi kommer i øjenhøjde med et internationalt cast. Foruden irske Gabriel Byrne er der britiske Andrea Riseborough og amerikanske Dane DeHaan som hans to børn samt franskmanden Tchéky Karyo som slesk skibskaptajn.

Det er alt sammen i ørnehøjde med de handlingsmættede begivenheder, som strækker sig fra USA over Mexico og Italien til Senegal, hvor skibsrederbørnene skal redde deres last fra korrupte toldere og lokal mafia.

Dog er serien bestemt ikke for svage sjæle, når grise spiser en gangster, en anden bliver brændt i en bil, og en tredje får smadret hjernen med en hammer.

Kameraet giver med dybdeperspektiv et snit ned igennem den globaliserede organiserede kriminalitet. Der er lækker production value og ferm instruktion af Pablo Trapero, Stefano Sollima og så vores egen Janus Metz, som står for afsnit tre til fem af de i alt otte.

Ganske underholdende og ganske uhyggeligt.