Zero Day

Hvis man nu gik og havde glemt, hvor vanvittigt følsomme vi er som et gennemdigitaliseret samfund, er serien Zero Day her for at minde os om det. På en helt almindelig dag sætter al elektronik ud på samme tid i USA.

Biltrafik, toge og metroer er pludselig uden koordinering, og flere tusind mennesker dør i løbet af kun et minuts nedbrud. Imens viser alle telefonskærme den samme, uhyggelige besked: ”This will happen again.”

Panikken breder sig, og præsidenten, der i denne fiktive udgave af USA spilles af Angela Bassett, nedsætter straks en kommission med udvidede efterforskningsbeføjelser.

Kommissionen skal afdække sandheden. Eller rettere: Den skal helst afdække, at russerne gjorde det, så man har en ydre fjende at samle sig imod.

I front for et statsligt organ med noget nær 007-beføjelser skal præsidenten bruge et menneske, der er afholdt på begge sider af det politiske spektrum. Valget falder på den tidligere præsident George Mullen, der i skikkelse af Robert De Niro udstråler al den troværdighed, som man ønsker sig fra sin aldrende landsfader.

Vi lærer straks om George, at han er regelret og korrekt. Han motionerer på samme måde hver dag og dokumenterer alle beslutninger og samtaler nøje med notater i nydeligt arkiverede dagbøger.

Serien er centreret omkring opklaringen af, hvem der hackede hele USA, og den stjernebesatte rolleliste kommer godt rundt om de arketyper, man forventer at møde i en film om computerforbrydelser og efterretningstjenester.

Dan Stevens laver eksempelvis en glimrende Tucker Carlson-type, der spytter konspirationer ud fra sin internetplatform. Men i virkeligheden bliver han rigtigt farlig for kommissionen, da de tager ham ind til afhøring og dermed fodrer hans fans’ forestillinger om den fascistiske stat.

Lizzy Caplan er både Georges lettere fremmedgjorte datter og leder af Zero Day-kommissionens kontrolorgan. En demokratisk idealist, men måske også en vred datter, der i afmagt udfordrer sin far politisk i stedet for at konfrontere gamle traumer.

Matthew Modine er herligt nedladende som småironisk Speaker of the House og stor modstander af næsten alt, hvad George Mullen gør.

Gaby Hoffmann spiller en kvindelig techgigant, der meget gerne vil være en del af løsningen. I hvert fald hvis hun kan slippe ud af en bunke tiltaler for økonomisk kriminalitet.

Problemet er, at George i tiltagende grad begynder at se og høre ting, som ikke er der. Han skriver også gyserfilmagtige noter i sine ellers pertentlige dagbøger, som han bagefter ikke kan huske.

Er han stresset? Bliver han udsat for avanceret, neurologisk terror? Eller har en mand med begyndende demens fået uindskrænkede beføjelser til at efterforske alt, hvad han måtte finde mistænkeligt?

Instruktør Lesli Linka Glatter og holdet slår sig løs i effekter ved Georges hallucinationer. Den visuelle del blander minder og forestillinger, når kontorinventar og møbler forsvinder og dukker op igen. Som om George tænker tilbage på engang, hvor møblerne stod anderledes, for at mindes en kontakt eller en samtale.

På lydsiden spilles der musik, som hele tiden skifter retning, og som kun George kan høre. Man er ofte i tvivl om, hvorvidt han er ved at hallucinere eller udtænker noget genialt. Det bidrager yderligere til spændingen.

Generelt er der fuld gas på plotmotoren, inklusive skjulte motiver og forviklinger ud over det hele. Krimikonstruktionen fejler ikke noget. Men uden at spoile er det vidst ikke for meget sagt, at nationen USA og landets store splittelse spiller en vis rolle i hele misæren.

Der ligger en form for systemkritik og ulmer. Den bliver dog aldrig rigtigt forløst, fordi serien bruger meget lidt tid på almindelige amerikanere, som mest bare er en stor grå masse, der skal holdes fra at hamstre og knuse butiksruder.

Der er masser at komme efter, hvis man skal have sig én på thrilleren, og Zero Day holder spændingen udmærket gennem sine seks afsnit.

Det var jo heller ikke til at vide, at den ville få premiere på et tidspunkt, hvor det er temmelig svært at engagere sig i en trussel mod USA, når de fleste aggressioner synes at gå den anden vej.