Zero Dark Thirty

Den måtte jo komme: filmen om jagten, indkredsningen, tilfangetagelsen og i sidste ende nedskydningen af Osama bin Laden. Verdens største menneskejagt på verdens – gennem vestlige øjne – største skurk.

At processen tog næsten ti år, fra den tragiske septemberdag i 2001 i New York til natten den 6. maj 2011 i Pakistan, gjorde fra start historien til samme stof som de ramasjangfilm, Hollywood elsker at lave, og meget af verden elsker at se. Mission Impossible-film, hvor Bruce Willis eller Sylvester Stallone i spidsen for ”a few good men” anfører missionen med bravur og mandhaftighed, og hvor kendsgerninger får en stramning i retning af megaloman heroisme tilsat krigsliderlighedens katarsis, når modstanderne skydes til rød støvregn på sidste spole.

Heldigvis faldt valget af instruktøren af et sådant epos fra den historiske virkelighed på Kathryn Bigelow. Med den Oscar-belønnede (anti)krigsfilm The Hurt Locker fra 2011 viste hun, at hun er den rette kvinde til sådan en nutidig genre. Det er blevet til filmen Zero Dark Thirty, som på næsten tre timer lader os følge USA’s mere eller mindre fanatiske forfølgelse af den ”onde” Osama.

Mere eller mindre. Thi en af filmens vinkler er, at med Barack Obama som nyvalgt præsident blev fokus mere rettet mod at beskytte hjemlandet mod terrorisme end mod at likvidere en dæmoniseret bagmand i en muslimsk mafia som led i et ideologisk hævntogt. Det blev også mere og mere tydeligt, at USA i almindelighed og CIA i særdeleshed selv brugte terror og tortur, flere gange brød både folkeret og menneskerettigheder, legaliserede lovløshed og negligerede diverse konventioner med hensyn til krigsførelse og tilfangetagelse.

Alle disse aspekter har Zero Dark Thirty indirekte med. Filmens første tyve minutter er en overbrutal afhøring af en mistænkt saudiaraber. Uden at dette i øvrigt fører til noget. Så når filmen griber fat om målet, der helliger midlerne, så fortæller den også indirekte, at tortur kun fører til forråelse og foragt. Filmen viser således tortur, men forherliger den ikke.

Tortur fører ingen vegne, men det gør derimod skrivebordsanalyser, tålmodigt sporarbejde og almindelig sund fornuft. Sågar kvindelig intuition. Bigelows film er til trods for sin meget mandfolkelige tone intet mindre end en feministisk actionfilm. Allerede før historien begynder, hører vi over lydsiden stakkels dødsangste kvinder i et af tårnene den 11. september. Siden tager vi med elegiens eftertanke afsked med den stædige CIA-agent Maya, som i sidste ende har betalt hjemløshedens eksistentielle pris for at sejre i en fasttømret kreds af karrieremænd.

Det er hende, der er filmens hårdkogte heltinde og menneskelige faktor, den nybagte agent, som i 2003 får kvalme af tortur, men otte år senere klarhjernet og kuldslået sender specialstyrker ud i natten for koldt at dræbe mænd og kvinder.

Maya spilles af Jessica Chastain, som allerede har haft markante roller i film såsom Niceville, Tree of Life og Lawless. Her spiller hun fremragende, intenst og inciterende sin smukke, men frigide og rigide spionchef til en sikker Oscar-nominering. Filmen er alt i alt hendes, men også mesterlig i hele sit dokudramatiske design, der aldrig forfalder til tom action, hidsige biljagter eller larmende skuddueller.

Filmens fascination er de episke, tekniske og logistiske fakta ved en hemmelig mission, som synes umulig. Men også den feministiske blotlægning af mænds fortrængte følsomhed, latente fascisme og homoerotiske sammenhold, udfoldet i et tætslynget kammerateri uden plads til kvinder. Hvad enten mænd læser Koranen eller Biblen, er de en del af dette ”band of brothers”. Et kønsbånd, visse kvinder drages og frastødes af, men som aldrig forekommer dem uinteressant, disse symptomer på en maskulin forening, de sjældent kan blive en del af.

På det sæt er Zero Dirty Thirty ikke kun en intelligent krigsfilm om en både spektakulær og i filmen neddæmpet, kontant likvidering. Den er også et sensationelt statement om kønnenes kamp netop nu i senmodernitetens sociale kaos.