Young Wallander

Noget tyder på, at Nordic Noir ikke længere er det nye sorte. Genren eksisterer stadig, men den er slet ikke dominerende som for år siden.

Nu er det Finland og Island, som serverer interessante og seværdige politiserier med sne og kulde, melankoli og mørke. Den skandinaviske af slagsen, særligt den svenske, synes at være på retur.

Måske er det derfor, Netflix med Young Wallander tyer til at skabe en opdateret og nutidig forløber – en prequel –til Henning Mankells verdensberømte strisser Kurt Wallander. Fra og med Mankells første roman i serien om forbrydelse og straf i Ystad og omegn – Mordere uden ansigt fra 1991, skrevet på en kreativ harme over stigende svensk fremmedhad just hjemvendt fra Afrika – har han succesfuldt båret arven videre efter Nordic Noirs skelsættende pionerer: Sjöwall og Wahlöö.

Tre skuespillere har gestaltet Kurt Wallander i tv-film. Først Rolf Lassgård med svedig tyngde, seriøst spiritusforbrug og skånske suk over, at det er surt at være Kurt. Han lægger sig tæt op ad bøgernes skabning, mens den mere forfinede og friserede stockholmer Krester Henriksson sleb kanter og polerede figuren til stille humanisme og bekymret alvor.

Endelig har den britiske Shakespeare-skuespiller Kenneth Branagh med stemningsfuldt spil gjort figuren den ære at trække en skandinavisk landbetjent op i den syvende, internationale himmel.

Det var på bekostning af det skånske islæt, den rustikke svenskhed og det kulturelle naboskab med København nærmere end hovedstaden Stockholm.

Henning Mankell døde i 2015, ikke så mange år efter, at Kurt var forsvundet ind i sygdom og endelig død. Dette endeligt skete som bekendt også for Colin Dexters kommissær Morse. Så skabte man den glimrende prequel Unge Morse, der stadig kører på skærmen verden over.

På bedste britiske facon føres tiden tilbage til dengang, Storbritannien var mere pauvert og puritansk, klassedelt og kynisk. Sociale omstændigheder skabte misantropen, ungkarlen, kvindejægeren og operaelskeren Morse.

Denne tidsrejse har man desværre ikke gjort med den unge Kurt. Young Wallander foregår i vor egen nutid med mobiltelefoner, globalisering og flygtningeproblemer.

Miljøet er en senmoderne storby, der koger af eskalerende bandekrig og politiske rævekager: Malmø netop nu, det Sverige man møder, når man kører over Øresundsbroen. Men i den svensk-engelske serie taler alle medvirkende engelsk i diverse afarter. Fra svensk skoleengelsk til varianter af amerikansk og britiske dialekter!

Plot og produktdesign er solidt, effektivt og energisk i sin narrative udformning for en politirutineserie med blå blink og skudsikre veste.

Adam Pålsson er udmærket som den unge Wallander i færd med sine læreår som patruljebetjent i asfaltjunglen. Men hvor Wallander i sine mere modne gestaltninger beholdt det svenske vemod over, at folkehjemmet ikke fungerer, er hans flade person denne gang påklistret en kunstig patos, en udtalt idealisme, som vist skal gå for at være ærkesvensk.

Men svensk altruistisk bekymring for andre mennesker hænger sammen med folkehjemmets indretning og udvikling inde i Henning Mankells socialkritiske krimier både som bog og serie.

Kan man se bort fra skævskuddene, er man rimeligt underholdt undervejs. Men en prequels eksistensberettigelse er både at fastholde en persons særheder fra den oprindelige sammenhæng og samtidig udvikle på en spændende måde.

Lige meget om det er Wallander, Morse eller Jane Tennisons ungdom, skal de unge år sammenklinge med de ældre, oprindelige og originale. Dette genbrug af en seriehelt er ganske fermt, men sande fans vil blive skuffede.