Yesterday

En verden uden The Beatles? Utænkeligt. Verdens mest populære rockband ligger i de fleste generationers dna, men Jack Malik befinder sig pludselig i den absurde situation, at han er den eneste i verden, der kender bandet.

Efter en uforklarlig global strømafbrydelse, hvor Jack cykler ud foran en bus i det pludselige mørke, har Beatles simpelthen ikke eksisteret. Det dæmrer for ham, da vennerne giver ham en ny guitar, og han spiller Yesterday for at indvie den med et mesterværk.

Det er den ret kreative idé, som Yesterday bygger på. Desværre smides den på gulvet i en pladder-romantisk film, der ligner noget, en amatør har flikket sammen – ikke Oscar-vinderen Danny Boyle (Slumdog Millionaire og Trainspotting).

Manuskriptet er af Richard Curtis, der har kæmpesucceser som Love Actually og Fire bryllupper og en begravelse på samvittigheden – men måske lever veteranen bare for meget i fortiden. I hvert fald skurrer det, når Jacks veninde gennem tyve år, Ellie, klandrer ham for ikke at vide, at hun er vild med ham, og nu er det bare for sent!

Hvorfor pokker har hun så ikke sagt det? Kvinder er faktisk i stand til at tage initiativ, Richard!

Da Jacks forældre skal høre et af sønnens ”nye” numre, Let It Be, bliver han hele tiden forstyrret. Jack bliver rasende og råber, at de jo for pokker er vidne til noget, der kan sidestilles med, at Leonardo da Vinci maler Mona Lisa.

Men kan det virkelig det?

Filmen har mange problemer, men det største er nok, at den elsker The Beatles så meget, at den uden videre antager, at hele verden ville falde pladask for The Fab Four i 2019.

Hey Jude og Something er vidunderlige sange – selv som akustiske covers – men de er del af en større sammenhæng og en anden tid. At Jack bliver en kæmpestjerne overnight, er utroværdigt. En af grundene til, at The Beatles blev så kæmpestore, er jo, at de var foregangsmænd og genreskabende tilbage i 60’erne – men den udvikling er allerede sket i nutiden.

Interessante problematikker bliver kørt i stilling, men kommer aldrig i mål, som da Jack har kvababbelser med at tage æren for noget, der ikke er hans. Men de refleksioner forbliver overfladiske, og andre steder er manuskriptet slet og ret dovent, når Jack for eksempel i små montager kæmper for at huske teksterne til sangene.

Det lyder skam som et meget sjovt greb, hvis det skete én eller to gange. Men her gentages det så ofte, at det bliver plat. Richard Curtis og Danny Boyle har åbenbart ikke kunnet finde andre måder at vise Jacks udvikling på.

Det er heller ikke det eneste, der gentages. Da Jack vil fortælle Ellie, at musikken ikke er hans, bliver han afbrudt. Da hun har erklæret ham sin kærlighed, bliver de afbrudt.

Afbrydelser og misforståelser er fast stof i komedier, men sker i Yesterday så mange gange, at det ender med at fremstå, som om Richard Curtis på sine gamle dage har glemt, hvordan man skriver dialoger.

Kate McKinnon, der til daglig slår sine komiske folder i tv-programmet Saturday Night Live, grabser Jack og bliver hans uundgåeligt onde og grådige manager – i stil med den sleske type, vi så i A Star Is Born.

Hendes fornærmelser hører til genren, men da hun bliver ved med at kalde Jack for tyk og grim, bliver det ubehageligt. Himesh Patel, der spiller Jack, er en flot, nærmest modellækker fyr. Men han er også indisk, så det ender med, at hendes kritik af hans udseende fremstår racistisk.

Den utroværdige musikfilm og utilfredsstillende romantiske komedie toppes således med et gammeldags kvindesyn og hyggeracisme.