Yellowstone – sæson 5, del 2

Noget af det første, John Dutton alias Kevin Costner gør som guvernør af Montana i serien Yellowstone, er at fyre sine embedsmænd. De er uduelige papirnussere og næsten lige så slemme som de banditter i habitter, der forsøger at overtage Dutton-slægtens ranch på størrelse med Rømø.

Vi befinder os i cowboyland, hvor kvæg stadigvæk er dyrenes konge, og fjender er oprindelige indianere, nutidens veganere, venstreorienterede klimaktivister og andre kritiske røster fra storbyerne på den nordamerikanske Vest- og Østkyst.

Og så selvfølgelig hovedstaden Washington med dens skattevæsen og arvelovgivning. The Deep State, som Donald Trump og hans tilhængere kalder ethvert tiltag i retning af et velfærdssamfund.

Frihed og familie var de fænomener, som gjorde USA stor og nu altså skal være ”great again”.

Der er næppe tvivl om, at Yellowstone med sin enorme nationale succes – fulgt op af de to pre-sequels 1883 og 1923 med store navne som Sam Elliott, Helen Mirren og Harrison Ford – kan tolkes som skriften på væggen om Donald Trumps popularitet og tilbagekomst som USA’s præsident.

Nok er serien elegisk omkring cowboylivets arkaiske livsstil, der snart er borte med blæsten. Men værdierne – frihed uden grænser og familien som grundlov – dirrer igennem historiens ret banale slægtssaga om at danne et dynasti oppe i Montana, en af USA mindst moderniserede stater.

Og så sker der det, at stjernen Kevin Costner, som har båret serien som den gennemgående patriark, hellere vil lave noget andet og mere historisk. Således har man måttet tage tyren ved hornene og skrive ham ud af serien på en så naturlig måde som muligt. Akkompagneret af udrykningskøretøjer og en stortudende datter, nemlig den både alkoholiserede og kæderygende, men synkefri Beth. Hun græder uden for guvernørboligen, hvor farmand boede og tog sit liv med sin egen revolver.

Hvilket er lige så sandsynligt som en skinkesandwich i en synagoge.

Anden del af sæson 5 kan bedst ses som et eksempel på, hvorledes man fejlbehandler en handling, som mest er bygget op omkring en hovedrolle og stjerne. Kevin Costner er Hollywoods sidste cowboyhelt, den eneste der kan gå i samme støvler som Gary Cooper og John Wayne.

Costner har båret serien på sine skuldre og fået seerne til at se igennem seriens dybt reaktionære verdensbillede og menneskesyn. Vi har levet med disse sidste dages cowboys, som aldrig tager hatten af.

Men nu hvor Costner er væk, fremstår de som anakronistiske klovne – cowboys fra hedenold. Anført af Kelly Reilly, som mere og mere er blevet en parodi på en rapkæftet og stålsat datter Beth, som både slår en proper næve og rider med drengene.

Hendes mand Rip – Cole Hauser – udarter sig til en østers af en cowboy, en karikatur af det lakoniske, men standhaftige mandeideal, som kræver mere end manerer for at virke troværdigt og rimeligt.

Værst er seriens skaber, Taylor Sheridan, ananas i egen saft som cowboyen, der i bar overkrop og cowboyhat kan det hele med både heste, kvæg og unge kvinder.

Den stolte slægtsbevidsthed bliver i de sidste afsnit afløst af sæbeoperaens sentimentale småborgerlighed. Det kulminerer med begravelsen af John Dutton med mahognikiste og hele molevitten, blomster, præst og bedemænd i sort.

Samtidig bliver der stort set lagt låg på alle buldrende gryder. De onde dør makabert, de gode smiler forsonende.

Yellowstone var et langt stykke af vejen værd at se som en moderne hesteopera, en hyldest til den eneste genre, som USA selv har skabt. Blut und Boden på hesteryg, retten til at være sin egen herre i sadlen med kaskader af kvæg ude på vidderne.

Da Kevin Costner stod af hesten, endte vi med biedermeier i et lille hus på prærien i stedet for en storslået herregård i det sidste vilde vesten.