Biografanmeldelse
20. jan. 2017
xXx: Return of Xander Cage
Vin Diesel spiller over for den indiske filmstjerne Deepika Padukone, som får taget sin Hollywood-mødom i xXx: Return of Xander Cage. Foto | Michael Gibson

xXx: Return of Xander Cage

Den skaldede testosteronbamse Vin Diesel er tilbage som xXx-agent i monoton actionfilm, hvis høje tempo virker mere søvndyssende end opkvikkende.

Af Jens Steinicke Kjær

For femten år siden så verden det sidste til ekstremsport-superagenten Xander Cage i actionbraget xXx.

Vin Diesel, som spillede rollen, havde nemlig ikke tid til at være med i efterfølgeren xXx: The Next Level, hvor rapperen Ice Cube i stedet tog hans plads som ny xXx-agent i 2005.

I år fylder den skaldede testosteronbamse Diesel så igen biograflærredet og forsøger at se så cool ud som muligt, når han dræber ligegyldige bad guys i massevis. Uden nærmere forklaring har Xander Cage åbenbart været erklæret død i flere år og skjult sig i de varme lande.

Men da hans gamle ven og chef for xXx-agenturet, Augustus Gibbons (Samuel L. Jackson), bliver sprængt i stykker sammen med ”fodboldidioten” Neymar, som ellers skulle være den nye xXx-agent, hiver NSA igen fat i Cage.

Det er lidt synd, for scenen med Samuel L. Jackson, der prøver at overtale fodboldspilleren til at blive superagent, er faktisk den bedste i hele filmen. Men videre skal vi jo, for det vigtigste er vel action?

En fjollet, men trods alt selvironisk ski-og-skateboard-tur senere møder Cage powerdamen Jane Marke (Toni Collette). Hun forklarer, at en gruppe kampsportsdygtige slyngler har tyvstjålet en dims kaldet ”Pandoras æske”.

Som navnet antyder, er dimsen ret farlig. Den kan nemlig få alle verdens satellitter til at falde ned i hovedet på folk, som var de brændende meteorer!

Derfor må Cage samle et hold bestående af sine gamle xXx-buddies for at få fat i dimsen.

Herfra er filmen primært én lang actionsekvens, som kun overrasker to gange.

Slynglerne bliver ledet af den adrætte og cirkelsparkende Xiang, spillet af Donnie Yen, som leverer filmens mest velkoordinerede kampscener.

På et tidspunkt har han Pandoras dims og prøver at flygte på en motocross-cykel. Heldigvis får Cage i et snuptag også fat i en motocross-cykel og sætter efter Xiang hurtigere, end man kan sige ”greenscreen”.

De når ud til havet, og bedst som man skulle tro, at jagten ville udvikle sig til en triatlon, transformerer motorcyklerne sig tilpas meget til, at de nu kan køre på vandet!

Scenen, hvor Cage og Xiang surfer gennem azurblå bølger med motorcykler, der kan køre på vandet, er en original ide, som sammen med farverige billeder og en spændende lydside får én til at vågne op i biografsalen.

Dog døser man hurtigt hen igen i en ensformig actionstrøm, på trods af at flere semikendte og letpåklædte kvinder ofte kommer Cage til undsætning.

Mest nævneværdig er den utilregnelige, men sexede Serena Unger, som spilles af den indiske filmstjerne Deepika Padukone.

Den smukke kvinde er god til at få det til at se ud, som om hun kan finde ud af at skyde med en pistol. Men det er svært at fokusere på megen skønhed eller høj pistolføring, når klipningen går så hurtigt.

Tempoet virker mere søvndyssende end opkvikkende – ligesom i de mest actionfyldte Transformers-film. Det er monotont og kedeligt.

Men da Cage pludselig befinder sig i vægtløs tilstand, åbner man lige det ene øje for at finde ud af, hvad i alverden der nu sker.

Han er ombord på et kæmpe fragtfly, der er ved at styrte lodret ned i høj fart, så alt i flyet svæver rundt, som var de ude i rummet. Der ser sjovt ud.

Hvordan han slipper ud af flyet, er svært at huske, fordi filmens slutning tangerer et hav af andre middelmådige actionfilms slutninger.

Titel:
xXx: Return of Xander Cage 

Land:
USA

År:
2017

Instruktør:
D.J. Caruso

Manuskript:
Rich Wilkes, F. Scott Frazier

Medvirkende:
Vin Diesel, Donnie Yen, Deepika Padukone

Spilletid:
117 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
19. januar

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
09. maj 2018
Greyzone

Greyzone

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro