X-Men: Days of Future Past

Først lidt forbrugervejledning: Før du tager ind og ser X-Men: Days of Future Past, så gør din research.

Skim et par plot-resumeer på Wikipedia og se den direkte forgænger First Class. X-Men-universet, som er befolket af mutanter med alverdens kulørte superkræfter, kan virke labyrintisk. Det er tungt lastet med komplekse roller og mudrede motiver, folk der skifter skikkelse og andre, der vender tilbage fra de døde. Og Simon Kinbergs manuskript er ikke særlig pædagogisk, men forudsætter, at tilskueren færdes hjemmevant i universet.

Så gør lidt forarbejde. Filmen er det værd. Days of Future Past er skamløst medrivende eskapisme og formentlig den bedste X-Men-film til dato.

Filmen springer mellemregningerne over og plumper os ned i en nær-apokalyptisk fremtid med formørket himmel og dynger af kadavere på de affolkede gader. De bedste fjender Magneto (Ian McKellen) og kørestolsbundne Professor X (Patrick Stewart) har indgået et fornuftsparti i kampen mod en fælles fjende, de såkaldte sentinels, en felthær af monstrøse robotter skabt af menneskeheden til at udrydde mutanterne.

Nu er mutanterne paradoksalt nok menneskenes eneste håb for redning, efter at robotterne har vendt sig mod deres ophav. Der er ikke så lidt Matrix over den golde dystopi.

Dræberrobotterne er imidlertid for sejlivede for selv Wolverine (Hugh Jackman) og resten af slænget, så planen er at sende manden med kløerne tilbage til 1973 for at ændre historiens gang og forhindre præsident Nixon i at sanktionere sentinel-projektet.

Det kræver dog, at han får opildnet en ung, modfalden og nusset Professor X (James McAvoy), der er gået i hundene efter at være blevet svigtet af Magneto (Michael Fassbender) og kamæleonen Mystique (Jennifer Lawrence). Nu svælger han i selvmedlidenhed og doper sig med et serum, der giver ham førligheden tilbage på bekostning af hans telepatiske evner.

Og Wolverine skal oven i købet overtale professoren til at befri hans eks-ven Magneto, der er buret inde for mordet på JFK.

Ja, det er en ordentlig mundfuld. Fortid og nutid flettes sammen og vikles ind i Vietnamkrigen.

Men Kinberg og instruktør Bryan Singer tøjler den vildtvoksende fortælling i en imponerende stram og organisk struktur. Tidsrejser er et minefelt af plothuller, og fortællingens indre logik tåler næppe en systematisk analyse.

Men med filmens konstant skrånende spændingskurve, levnes der ikke tid til den slags pedantiske eftersyn.

Bryan Singer instruerede de to første, vellykkede X-Men-film i starten af nullerne. Siden har han forfinet sit blockbuster-håndelag. Actionscenerne er fremragende og overskudsagtig orkestreret med legesyge og overblik i både klipning og beskæring. Og X-mændene får virkelig lov at vise sig i et pompøst og overvældende effektorgie.

Højdepunktet er en fangeflugt fra Pentagon-bygningen, hvor vi oplever verden i samme bullet time-tempo som den gesvindte Quicksilver, spillet af Evan Peters.

Mens han frejdigt flintrer rundt til Jim Croces guitar-ballade Time in a Bottle, tager han sig tid til at smage på en sauce, før han med fingrene ændrer kursen for tre pistolkugler, som skærer sig gennem luften i skildpaddefart. Peters er uimodståelig kæk og nørde-cool i rollen, som desværre er alt for lille.

Hvis Peters er den sjove, er James McAvoy den alvorlige, der forlener sine scener med Fassbender med en resonansbund af inderlig sorg og smerte.

Hugh Jackman forener de to toner som filmens samlende figur, mere behersket i sit udtryk end i tidligere film og med en velgørende underspillet humor. Skuffende er det dog, at man ikke får mere ud af den slyngelagtige Dr. Bolivar Trask, når man har hyret en så talentfuld skuespiller som Peter Dinklage til rollen.

Slutningen vil skille vandene.

Denne anmelder har sine reservationer, men Singer skal alligevel berømmes for at gå planken ud og lade alle døre stå vidt åbne for fortsættelsen. Så hvis Days of Future Past bliver den voldtægtsanklagede instruktørs sidste X-Men-film, kan han trøste sig med, at han efterlod serien friskere end nogensinde før.