Wrong Man

True crime-genrens eksplosivt voksende popularitet er uden tvivl forbundet med fortællingen om den lille mands kamp for at blive frifundet for en forbrydelse, han ikke har begået. 

Der er simpelthen noget fundamentalt engagerende i manden mod systemet og den langsomme optrævling af sandheden bag en forbrydelse. 

Det er lige nøjagtig den fascination, true crime-serien Wrong Man, der har premiere på C More, er gjort af. 

Præmissen i Wrong Man er simpel, men også en anelse skabelonagtig. 

Det anslås, at op mod fire procent af alle indsatte i de amerikanske fængsler sidder indespærret for forbrydelser, de aldrig har begået. Serien sætter et hold af advokater, undersøgere og privatdetektiver til at granske en række udvalgte sager, hvor man stiller spørgsmålet: Har vi her at gøre med en uskyldig mand, der har siddet uretmæssigt fængslet i årevis? 

Manden bag serien er filmskaberen Joe Berlinger, der står bag den berømte true crime-dokumentar Paradise Lost fra 1996. Her undersøgte han også den mangelfulde bevisførelse bag et par unge fyres morddomme. 

I modsætning til hit-serier som Making a Murderer, The Jinx og senest Netflix’ storroste The Staircase sætter Wrong Man ikke blot sin lup under én, men flere forskellige sager, som hver granskes over to afsnit. 

Hvor mange true crime-serier for tiden er filmisk indbydende, dramaturgisk velkomponeret og neglebidende engagerende, er Wrong Man mere en metervareproduktion. Formen er skrabet og dramaturgien rodet, hvilket desværre smitter af på resultatet. 

Omdrejningspunktet er holdet af efterforskere, som man lige skal lære at kende, men efterhånden træder i karakter med deres lidenskabelige engagement i sagerne. 

De kulegraver sagerne i et hovedkvarter omgivet af gule sedler, landkort og forbryderbilleder. 

I de første to afsnit tager holdet fat på sagen om Evaristo Salas, der i 90’erne som sekstenårig blev dømt på mordet på en mand med banderelationer i den amerikanske by Sunnyside. Igennem minutiøs gennemgang af sagsakterne viser holdet, at grundlaget for morddommen langt fra er juridisk holdbart. 

Der kommer dog ikke nogen egentlig forløsning i sagen, og det er en af seriens mangler. 

Dramaturgisk bliver de enkelte sager ikke afrundet tilstrækkeligt, ligesom vi heller aldrig for alvor kommer under huden på de måske uskyldigt dømte. Kun i korte dele af serien møder vi rent faktisk hovedpersonerne, og det er ærgerligt, fordi det er nødvendigt at få et menneskeligt ansigt på. 

Undervejs er der bestemt elementært spændende detektivarbejde, når holdet opsøger implicerede i sagerne. De bliver skiftevist mødt af imødekommende og tilknappede vidner, der så skiftevis lyver, glemmer eller leverer afgørende nyt. 

For true crime- og krimifans er de fleste af genrens typiske træk på plads. Arkivmateriale i form af nyhedsindslag og avisudklip, retsakter, opsigtsvækkende drejninger i sagerne og detektiver i lidt for store jakkesæt med dreven amerikansk accent. 

Det er et sympatisk projekt, Wrong Man tager på sig ved at kulegrave tre tvivlsomme sager over seriens i alt seks afsnit. Men eksperternes rundbordssamtaler virker opstillede og kunstige – en kunstighed, som står i kontrast til en sandhedsstræben, der er seriens drivkraft og raison d’etre.