Wolf Hall – sæson 1 & 2

På Louvre i Paris hænger et af verdens mest fatale, men også fascinerende fagre malerier. Nemlig den tyske maler Hans Holbeins portræt af den tyske prinsesse Anna af Kleve. Hun blev på grund af dette yndefulde skilderi den engelske kong Henrik 8.’s fjerde kone.

Holbeins engelske mæcen var kongens mest betroede statsmand og seglbevarer, Thomas Cromwell. Han ville skaffe sin konge en ny kone og valget faldt på denne tyske protestantiske fyrstinde.

Men siger historien, at virkelighedens Anna ikke var så smuk som maleriets. I hvert fald faldt hun ikke i Henriks smag, og Cromwell mistede hovedet under øksen på Tower.

Maleriet ses i begyndelsen af femte afsnit af den fantastiske engelske serie Wolfhall. Skabt over forfatteren Hilary Mantells historiske romaner, Wolf Hall, Førte kvinderne frem og Spejlet og lyset, om den både gådefulde og geniale Thomas Cromwells karriere som grovsmedens søn. Han var muligvis lejesoldat, i hvert fald spekulant og jurist, og så kong Henriks spindoktor og statsminister.

Maleriet af Anna var langt fra den eneste årsag til hans fald fra kongens nåde i 1540. Han var opkomlingen, der var modstander af den gamle adels magtvælde og som lutheraner modstander af katolicismen.

Som Mantells romaner og denne serie viser det, var Cromwell den entreprenante borger forud for sin tid. Han var født ind i en despotisk feudalisme og splittet mellem den gamle reaktionære romerkirkes centralisme og den nye protestantismes verdslige decentralisme.

Man plejer at kalde kong Henrik 8. for et renæssancemenneske med alle hans koner og krige. Thomas Cromwell er i modsætning til ham humanisten, som forsøger at forsone gamle tider med de nye. Protestant i hjernen, men som elev af Kardinal Wolsey har han et stort hjerte for katolicismen.

Serien er domineret af sin generations bedste Shakespeare-skuespiller Mark Rylances formidable portræt af mennesket bag magtmasken.

Thomas Cromwell bliver ellers mest set som en skurkagtig og sinister hofsnog, som spillede sine kort dårligt og tabte spillet om tronen.

Seriens signalement er netop med accent på en moderne mand og et honnet menneske. Han er stedt i et kongerige styret af maniske adelsmænd og en monark, der runden af walisiske bønder partout vil gøre sin Tudor-slægt til et enerådigt og patriarkalsk dynasti.

Damian Lewis’ fortolkning af kong Henrik er fabelagtigt frygtindgydende. Serien strækker sig produktionsmæssigt over to sæsoner med en lang pause fra 2015 til 2024.

Lewis’ monark med spontant spottende udbrud af terror, vulgaritet og despotisk dæmoni ud af en hønserøvsmund får én til at tænke på Donald Trumps apparition, en magtgalning hinsides raison og realiteter. Og alle kongens mænd, selvfølgelig spillet suverænt af britiske skuespillere, er underdanige spytslikkere, som ved, at et spyt for langt kan koste et halshugget hoved.

Peter Kosminskys Wolf Hall er en uhyre delikat serie, hvor ikke kun kunstneren Holbein optræder som person, men hvor også billedværket i den grad bærer præg af hans malerkunst.

Titlen Wolf Hall er en virkelig herregård – Wulfhall, som Cromwell og Henrik fik bygget – men i romanerne er det også en metafor for magtspil og intriger ved hoffet.

Serien er optaget på oplagte steder og i bygninger, der kendetegner 1500-tallets Tudor-stil. Smuk middelalder, men bag det ydre hersker terror og pludselig død. Dialogerne er på et særdeles højt intellektuelt niveau, som kræver både forkundskaber og opsøgende nysgerrighed.

Det er modigt og mesterligt orkestreret, hvor europæisk historie forudsættes bekendt. Man skal også kende lidt til teologiske forskelle mellem de kristne religioner fra og med reformationen.

Men fremfor alt er seriens force de to hovedstjerner. Mark Rylance gør sin statsræsonnable hovedperson på godt og ondt til et stykke Shakespeare. Damian Lewis gør sin gale konge til et angreb mod alle egocentriske og horrible magthavere.

Hilary Mantel ønskede at udstille royalismens rædselsfulde irrationalitet, dens udemokratiske umenneskelighed. Det lykkes i den grad sublimt med denne serie.