Wish Upon

Det er ganske imponerende, at man i løbet af en film på kun 90 minutter kan nå at se på sit ur en håndfuld gange.

Men det var ikke desto mindre det mest mindeværdige indtryk, da rulleteksterne til ungdomsgyseren Wish Upon løber over lærredet efter et anonymt favntag med alle de velkendte genrekonventioner.

Det starter efter forskriften selvfølgelig voldsomt. Tiårige Clare hører efter en idyllisk cykeltur sin mor græde, da hun kommer tilbage til huset.

Clare finder moren oppe på loftet, hvor hun har bundet en løkke om halsen og sparker taburetten væk under benene i samme øjeblik, som datteren træder ind ad døren.

Så er der grobund for et solidt traume, men hvorfor tog moren sit eget liv? Har det noget at gøre med den mystiske æske, som der i filmens begyndelse bliver zoomet ind på gentagne gange?

Skulle man alligevel ikke have fanget pointen, knurrer hunden også af æsken, så vi forstår ondskaben. Den er dyr nemlig særligt opmærksomme på, har vi lært af andre gysere.

Derfor ved vi også straks, hvad klokken er slået, da Clares far (Ryan Philippe) syv år senere tilfældigt finder æsken og giver den til sin nu teenageramte datter. Der er noget med det eventyrlige syvtal i filmen, for Clare (Joey King) opdager, at den som en anden lampeånd kan opfylde syv ønsker for hende.

John R. Leonetti, der startede som filmfotograf, forlader sig i sin afviklingsagtige instruktion på pludselige chok fremmet af høje lyde. Men i virkeligheden byder filmen ikke på en eneste overraskelse.

Normalt vil man have naturlig sympati med den mobbede skolepige, som har mistet sin mor. Men enhver indledende sympati med Clare forsvinder hurtigt, når hun begynder at få opfyldt sine ønsker og bliver både rig og populær.

Den hastigt voksende antipati for Clare skyldes ikke kun, at hun viser sig lige så overfladisk som skolens populære gruppe, der er grinagtig i deres overdrevne modbydelighed.

Selv om det måske ikke er fair at blive irriteret over en teenagepiges dumhed og selvoptagethed, bliver man dybt provokeret af, hvor tungnem eller ligeglad, hun er med folk omkring sig.

Selv når det omsider går op for hende, at noget overnaturligt er på spil, og at det koster ofre omkring hende, hver gang et ønske går i opfyldelse, tænker hun ikke videre over det. Hun bader bare videre i den pludselige og irrationelle popularitet på skolen samt opmærksomhed fra klassens lækre fyr af en skiderik.

Det er da altid spændende at undersøge grimme sider af en hovedperson, men i en gyser er det et problem, hvis publikum ikke har noget problem med udsigten til hovedpersonens forestående død.

Hendes venner og familie er dog mest udsat, og Wish Upon finder da lidt uhyggelig spænding og morbid humor i at lege med, hvem der står for tur næste gang. Svigter donkraften, så farens bil klemmer ham ihjel, eller bliver det veninden i elevatoren, der må tage en grim tur mod bunden?

Der er mange fantasifulde måder at dø på, og det er faktisk mere morsomt end skræmmende, når Clares nabo (Sherilynn Fenn) kommer i livsfarlig kontakt med en affaldskværn. Om det er tilsigtet komik, er dog svært at finde ud af, for selv om filmens producere ville lave en ungdomsfortælling a la John Hughes’ The Breakfast Club og Ferris Bueller’s Day Off tilsat grufulde dødsscener, er der ikke megen sjov i figurerne.

”Pas på, hvad du ønsker dig,” lyder filmens slaglinje, men man kunne altså godt have ønsket sig en knap så gennemskuelig film.