Wild

Wild er blevet promoveret som en potentiel prissluger på grund af stjernen Reese Witherspoon, der er blevet kaldt ”modig” for at påtage sig en rolle langt fra sine vanlige muntre, viljefaste perfektionister.

Desværre er Wild en mild skuffelse. Hermed ikke sagt, at det er en dårlig film – faktisk er det en meget seværdig, formfuldendt og upåklageligt fotograferet filmatisering af Cheryl Strayeds selvbiografiske bog.

Her beskriver hun sin 1770 kilometer lange vandretur på The Pacific Crest Trail, som hun begav sig ud på, efter hendes mor døde, og hendes liv faldt fra hinanden. Rejsen skildres med sirupssøde selvhjælps­konnotationer, som – for nu at parafrasere en replik i filmen – hjalp Strayed med at finde vejen tilbage til den kvinde, hendes mor troede, hun ville blive.

Men dem, der forventer at se Witherspoon kradse i sit blankpolerede image, bliver nok skuffede.

Der er da en smule nøgenhed, stofmisbrug og eder og forbandelser, men Witherspoons version af Strayed ser stadig ud, som om hun bærer ”ingen makeup”­-makeup. Og hendes markerede kæber er fastlåst i den samme stålsathed, som hun legemliggjorde i rollen som stræber­studinen Tracy Flick i Election.

Her føles hun ærgerligt fejlcastet på trods af alt det hårde arbejde, der er lagt i præstationen, inklusive det sjuskede tøj og fedtede hår. Og billederne af virkelighedens Strayed under rulleteksterne bekræfter blot mistanken.

Det er et problem, for man kan ikke komme udenom, at hun er hele filmens omdrejningspunkt. En stor del af spilletiden bruges på at se hende traske beslutsomt gennem først den barske Mojave-ørken, så Sierra Nevada­bjergene og endelig de frodige skovlandskaber i Oregon.

Vi hører hendes tanker i en voice-over, eller også taler hun højt med sig selv om sin frygt og frustration, når hun ikke, ganske charmerende, synger Simon & Garfunkel­ eller Leonard Cohen-­sange.

I sin kerne er det en film om en kvinde, der lærer at være alene med sig selv, og som higer efter at nå til en form for åbenbaring på sit selvvalgte eksil i naturen. Det gør hun ekstra svært for sig selv ved at overpakke sin rygsæk så meget, at hun dårligt kan løfte den og slet ikke bære den otte kilometer om dagen.

Strayed presser ikke sig selv til de samme farlige og ensomme ekstremer, som for eksempel Chris McCandless (Emile Hirsch) gør i Into the Wild, der også er en virkelighedsbaseret overlevelsesfortælling. Men filmen er ærlig omkring den risiko, hun løber ved ganske enkelt at være en kvinde alene i vildnisset.

Den veldrejede fortælling brydes op af en række møder med fremmede – de fleste er mænd, og mange af dem har ikke ædle intentioner.

Men langt hen ad vejen er det værste, hun kommer ud for, at miste en tånegl, da hun starter turen i alt for stramme støvler – og aldrig har en virksomhed i øvrigt fået en bedre product placement­-platform, end støvlemærket Rei får her.

Strayed strides mindre med naturelementerne end med sit eget sind, som er i sorg og oprør over tabet af moren. Laura Dern er strålende som matriarken, der i filmens flashbacks fremstår som en fri sjæl, utynget af modgang i livet.

At kræften tog hendes mor, og at faren tog hendes barndom gennem årevis af voldeligt misbrug, efterlod dybe ar i Strayed. Hun tyer til selvmedicinering med stoffer og masser af sex.

Det er i disse flashbacks, at Witherspoon er mindst troværdig, selvom instruktøren Jean­Marc Vallée (C.R.A.Z.Y., Dallas Buyers Club), production designeren John Paino og fotografen Yves Bélanger fremmaner Portlands snuskede barer og narko­reder på smukkeste, smudsige vis.

Modsat Cheryl Strayed sætter filmen stort set aldrig en fod forkert, når det kommer til praktisk og håndværksmæssig snilde. Men den betræder ikke meget nyt land undervejs.