Widows

Widows åbner med et brag. 

Harry Rawlings (Liam Neeson) og hans bande er på vild flugt efter et kup, der er gået galt. Det hele ender med, at politiet massakrerer dem alle sammen. 

Tilbage står forbrydernes enker. Harrys kone, Veronica (Viola Davis), opsøges af gangsteren Jamal Manning (Brian Tyree Henry), der truer hende. Det var Jamals penge, som Harrys bande havde stjålet, og de gik op i røg sammen med forbryderne. Veronica får en måned til at skaffe to millioner dollars. 

Hun beslutter at udføre det, der skulle have været Harrys næste kup. Det er beskrevet i detaljer i en efterladt notesbog. 

Modvilligt indvilliger to af de andre enker i at deltage. Alice (Elizabeth Debicki) er en blond trofækone, som ikke aner, hvordan hun skal klare sig økonomisk. Hendes mand tævede hende, men han sørgede for det materielle. Linda (Michelle Rodriguez) er pludselig alene med to små børn og har mistet den butik, hun og manden har forsøgt at bygge op. De er alle tre tvunget af økonomien til at følge i deres mænds forbryderfodspor. 

Det er det eneste, som er at gøre i et land uden noget socialt sikkerhedsnet. 

I en parallelhistorie følger vi Jamal, der er på valg som lokalpolitiker i Chicago. Han er oppe imod Jack Mulligan (Colin Farrell), en Kennedy-agtig karrierepolitiker, hvis far (Robert Duvall) trækker i trådene. Mulligan-klanen lugter af gammel magt og gamle penge. Familien har været med til at lede byen i generationer. 

Widows er baseret på en BBC-serie fra 1983, som blev gennembruddet for den britiske krimidronning Lynda La Plante (Prime Suspect). Opdateringen er skrevet af Gillian Flynn, der med David Finchers Kvinden der forsvandt og miniserien Sharp Objects er en af tidens skarpeste, kvindelige manuskriptforfattere. 

Britiske Steve McQueen har flyttet historien til USA, og han instruerer med den store pensel. Filmen er kup-thriller, politisk drama og en historie om sårede kvinder, der kæmper for at overleve i en verden, hvor mænd, penge og vold bestemmer. 

De store temaer står i kø. 

Her er kønsroller og #MeToo, Black Lives Matter, racespændinger, social kritik, magtmennesker med daddy issues, ære og forræderi blandt forbrydere, politik, løgn, spin og religion. 

Filmen er solidt spillet, sindrigt konstrueret og ofte visuelt opfindsom. Men som thriller er den sært uspændende. McQueen – der for første gang laver en genrefilm – får ikke rigtig thriller, politik og social kommentar til at smelte sammen. Det er, som om thrillerdelen er det mindst vigtige for ham i Widows. 

Kup-plottet føles lidt umage kilet ind mellem alle de store temaer og komplicerede sidehistorier. 

Måske er Steve McQueen bare ikke nogen særligt stærk genreinstruktør. Efter den muskuløse åbningsscene viser han hurtigt sin tendens til at forveksle mørke med dybde. 

Hans tidligere film – Hunger, Shame og 12 Years a Slave – nærmer sig lidelsespornografi. Også Widows er en barsk historie. 

Veronica er martret af sorg. Hun har mistet både sin mand og, erfarer vi, sin søn. Alice indleder – i endnu en sidehistorie – et forhold til en velhavende mand, men det handler kun om sex. For ham er forholdet mellem mænd og kvinder et køligt, økonomisk anliggende. 

Jack Mulligan bærer på et ædende had til sin racistiske far. Det er Kennedy mod Trump. Volden i filmen er styg og sadistisk. Det er tunge sager. 

En styrke ved genrefilm er, at de kan rumme et væld af tematikker. Men McQueen læsser så mange store temaer i sin 130-minutters film, at den sprækker som thriller. Da vi endelig når til kvindernes kup, har vi så mange forskellige handlingstråde og temaer i hovedet, at historiens klimaks mest føles som noget, der skal overstås. 

Widows kunne have haft gavn af en mere subtil hånd på materialet. En thriller om tre seje kvinder, der finder ud af, at forbrydelse faktisk betaler sig, bør ikke føles som en pligt at komme igennem.