Wicked: Part II

Jeg elskede den første Wicked-film, men var bekymret for, om anden og sidste del ville kunne holde niveauet. Især fordi den populære teatermusicals bedste sange fyres af i del et, på nær den afsluttende duet For Good, som da også er blevet del af originaltitlen på fortsættelsen. 

Heldigvis udgør den nye film et berusende klimaks på fejden mellem de to hekse: den yndige Glinda the Good (Ariana Grande), fantasilandet Oz’ symbol på godhed, og dennes uretfærdigt udstødte modpol, Elphaba, the Wicked Witch of the West (Cynthia Erivo). 

Filmens originaltitel er et ordspil. 

Ordene ”wicked” og ”good” er modsætninger, men direkte oversat betyder titlen ”endegyldigt ond”. Dog kan ”wicked” også bruges positivt ladet, eksempelvis ”That’s wicked cool!” Den danske distributør har valgt en overfladisk romertalstitel, og det er synd, for det er en film, der leger med dualiteten i begreberne ”godt” og ”ondt”. 

Navnet ”Elphaba” refererer til forfatteren L. Frank Baum, der skrev børnebøgerne om Oz. Bedst kendt blandt de utallige filmatiseringer er MGM-musicalen The Wizard of Oz fra 1939 med Judy Garland som bondepigen Dorothy, der drømmer om en bedre verden ”Over the Rainbow”. 

En skypumpe sender hende til Oz, hvor hun bliver ven med et fugleskræmsel, en blikmand og en ængstelig løve. Hun vandrer langs The Yellow Brick Road til Smaragdbyen, hvor den lokale troldmand giver hende en opgave: Dræb The Wicked Witch of the West og bring mig hendes rubinrøde hjemmesko! 

The Wizard of Oz-filmen er et nøgleværk i amerikansk populærkultur, og enhver amerikaner kan citere den i søvne. I Wicked: Part II er den nærmest en film i filmen, en parallelhandling, som vi genser i glimt. Men i ly af, hvad filmen afslører om fejden mellem de to hekse, vendes den på hovedet og får ny betydning. 

Nok den mest elegant revisionistiske omfortolkning af et synsindtryk, filmmediet har givet os siden slutbilledet af Julie Christie på gondolen i Don’t Look Now fra 1973. 

Hvor Nicolas Roeg benytter sig af forvarsler, er de to Wicked-film konstrueret som lag af flashbacks. Ultimativt bringer toeren os frem til åbningsscenen i den første film. 

Men den starter et årti efter etterens finale med en spektakulær actionscene. Troldmandens folk er ved at konstruere den gule murstensvej. Det indebærer overbebyrdede trækdyr, men flyvende på sit kosteskaft ankommer Elphaba og frelser dyrene. Hun er en superheltinde med en lang, sort, blafrende kappe og glimt af grønt som visuel signatur. 

Troldmanden spilles af Jeff Goldblum, som er centrum i en af filmens flotteste sekvenser, hvor han synger Wonderful og balancerer indforstået med en Chaplin-globus. 

Sammen med magikeren Madame Morrible (Michelle Yeoh) har han manipuleret Glinda over på sin side. Glinda, iklædt lutter pink bling, er en velmenende, men imagebevidst cheerleadertype, afsporet af sit behov for at fremstå troldomskyndig trods nul magiske evner. Hendes svævende boblefartøj er ren teknologi. 

Der indgår flere kærlighedsforhold, inklusive duetten As Long As You’re Mine, som er sindssygt smukt udført, og en danset forførelsessekvens a la Legend. Disse tilføjer emotionel ballast og bliver på overraskende vis – som når filmens smagfulde sexscene krydsklippes med Dorothys skypumpe – en del af handlingstråden fra MGM-filmen. Især da Troldmandens familieliv blotlægges. 

Ydermere har den oprindelige sangskriver Stephen Schwartz skabt to nye sange til filmen: No Place Like Home og The Girl in the Bubble, der synges af henholdsvis Cynthia Erivo og Ariana Grande. 

De to sangstjerner har talrige store øjeblikke. Både når de synger duet eller kolliderer i en ilter tryllestav versus kosteskaft-catfight, samt hver for sig. Især Ariana Grandes evne til at lade undertrykt usikkerhed sive gennem den tilstræbt fejlfri facade er Oscar-værdig. 

Mest overrumplende er, hvor aktuel filmen føles. 

Selv om den har rod i en 125-år gammel børnebog, synes filmens elementer af smædefulde valgkampagner og racistisk grænsepolitik at afspejle en politisk virkelighed anno 2025. En eviggyldig kvalitet, der funkler, når fantasygenren gør det allerbedst. 

Sidst, men ikke mindst er filmens farvemættede billedside hamrende flot, med scenografi og fotografering på topniveau. Som var operatøren kommet til at sætte en 70mm-spole fra Borte med blæsten i IMAX-projektoren. 

Samtidig med, at toeren udgør en revisionistisk modpol til MGM-klassikeren, genopliver den således alle kvaliteterne i den klassiske Hollywood-musical. Et biografbesøg bliver vanskeligt mere endegyldigt wicked cool. Sammen funkler de to Wicked-film som et fælles symbol på, hvorfor vi elsker eller bør elske musicals. Og hekse!