Whitney: Can I Be Me

En af Whitney Houstons korsangere siger det for rullende kamera: Hvor er det dog ærgerligt, at man kun kan tale om Whitney Houstons stofmisbrug og ulykkelige kærlighedsliv i stedet for hendes enorme talent.

Den fede ironi er så, at Whitney: Can I Be Me kun overfladisk berører hendes stemme og musikalitet.

Jeg gik ud af biografen og var blevet lidt klogere på hendes private, omtumlede liv, men ikke på det, der gjorde hende til en stjerne. Lavede hun egentlig andet end ”bare” at synge?

Whitney Houston er en af vor tids store popstemmer, men denne film efterlader én med et andet indtryk.

De få afsnit, der handler om Whitneys stemme, fokuserer mere på, at hun var så ødelagt af stoffer og kroppen så udmattet, at hun ikke kunne nå de høje toner. Sangene blev sat ned, men hun kunne stadig ikke nå de høje toner.

Man skal altså bare tage det for pålydende, når korsangere, venner og musikere siger, at hun havde et gudgivent talent.

Hvor dokumentaren om den beslægtede Amy ændrede Amy Winehouses eftermæle og lod alverden forstå, at vi var blevet berøvet et særligt musikalsk talent i en sådan grad, at hendes tumultariske liv gled i baggrunden, så fokuserer denne film på skandalerne.

Vi skal svælge i dumhed og dårlige valg.

Den unge Whitney, datter af gospelstjernen Cissy Houston, blev meget hurtigt headhuntet til at være det næste store poptalent. En sanger, der kunne formes, en kvinde uden for meget erfaring – og først og fremmest en sort kvinde, der kunne appellere til det hvide publikum.

Og det gjorde hun.

Hendes første album Whitney Houston fra 1985 blev et hit. På coveret ligner hun en afrikansk prinsesse. I virkeligheden kom hun fra ghettoen i New Jersey.

Det andet album, Whitney fra 1987 med kæmpehittet I Wanna Dance with Somebody (Who Loves Me), blev også en hvid succes og gik direkte ind på førstepladsen på Billboard-listen – som den første kvindelige kunstner nogensinde.

Den bedrift omtales slet ikke i filmen, hvis ene instruktør ellers er erfarne Nick Broomfield, der er kendt for Kurt & Courtney og Aileen: Life and Death of a Serial Killer.

Ved Soul Train Music Award, der hylder sorte kunstnere, blev der imidlertid buhet, da et klip med Whitney Houston blev vist. Ifølge det sorte samfund havde hun solgt ud.

Den usikre kvinde tog det nær og ville ændre stil. Hun ville ikke længere være en hvid mands poplegetøj, men vende tilbage til sine musikalske rødder.

Man skulle tro, at det var det perfekte oplæg til at dykke ned i hendes musikalske udvikling, ikke sandt? Men vi hører intet mere.

Filmen The Bodyguard fra 1992 med Kevin Costner gjorde hende til megastjerne. Hun lignede en engel og sang som en drøm. Men filmens komponist fortæller med et fjoget smil, at det faktisk var Kevin Costner, der kom på, at hun skulle synge introen til I Will Always Love You uden baggrundsmusik.

Der er ingen optagelser fra pladestudiet, og nogle hidtil usete optagelser fra en verdensturne i 1999 er rent ud sagt ikke spor interessante. Hun virker sgu som en kedelig performer.

”Whitney døde af et knust hjerte,” siger en stemme, mens vi ser det hotel, hvor sangerinden blev fundet død i et badekar.

Filmen vil meget gerne slå fast, at Whitney Houston havde et romantisk forhold til sin tætte barndomsveninde Robyn Crawford. Men at moren, der for øvrigt var jaloux på datterens succes, ikke kunne acceptere en lesbisk datter – ligesom musikindustrien.

Så Whitney faldt for den skidte knægt Bobby Brown. Og så er der en masse medvirkende i filmen, der slår fast, at kærligheden mellem de to var unik. De var sjælefrænder, og verden har aldrig oplevet mage til kærlighed.

Men Bobby Brown var vist notorisk utro, og parret blev skilt efter femten år i et turbulent og gensidigt misbrugsforhold. Så det er nogle vildt flagrende postulater.

Whitney: Can I Be Me prøver at være sensationel, men ender med at være en kedelig vampyr, der suger løs af Whitney Houstons talent.