Biografanmeldelse
04. sep. 2018
Whitney
Whitney Houston fløj til toppen af hitlisterne med sin imponerende stemme, men privat kæmpede hun med dæmoner, der kommer til udtryk i dokumentaren om hende. Foto | Lightbox

Whitney

Dokumentar om Whitney Houston graver ned i skjult traume og skaber et betagende portræt af en talentfuld og fejlbarlig kvinde.

Af Wendy Ide

Det er en velkendt historie.

Overstrømmende musikalsk talent, strålende succes og glitrende berømmelse, indre dæmoner, usunde forhold, afhængighed, sladderblads-hetz og et fald fra den øverste showbiz-tinde.

Whitney Houstons liv passer som smurt i samme skabelon som Asif Kapadias Amy, Amy Bergs Janis og Nick Broomfields tidligere, uautoriserede portræt, Whitney: Can I Be Me.

I sin dokumentar holder instruktør Kevin Macdonald sig pligtskyldigt tæt til formatet, hvad der unægteligt er lidt skuffende.

Heldigvis er Macdonald en både intelligent og selvsikker instruktør, hvis største talent består i at balancere psykologisk indsigt og ren underholdningsværdi. Med det væld af arkivmateriale, han her har haft til rådighed, indfanger han Whitneys gudgivne talent på scenen og hendes sprudlende personlighed blandt venner.

Det er afslørende intimt at se den unge Whitney putte sig ind til sin mor eller se hende bitche over sine rivaler (”Paula Abdul ain’t shit!”). Men Macdonald har en klædeligt afdæmpet tilgang til historien, der står som en stærk kontrast til den hånende sensationalisme, der kendetegnede mediedækningen af Houstons sidste år.

At instruktøren efter eget udsagn ikke var synderligt interesseret i sangeren, før han blev hyret til at lave filmen, er både en fordel og en ulempe.

På den ene side forfalder Macdonald ikke til heltedyrkelse. Selv om hans mål er at give den ofte udskældte Houston oprejsning, er hans film ikke en uforbeholden hyldest. Den er snarere en indgående og medrivende granskning af hendes image som kunstner, og af de indre og ydre dæmoner, hun kæmpede med til det sidste.

På den anden side får man det indtryk, at Macdonalds interesse er mere teoretisk end dybfølt. Det er, som om han føler, at hendes brede popularitet mindsker hendes betydning som kunstner.

I stedet for at lade Whitney Houstons hits spille til ende klipper han abrupt væk for at forklare sangenes politiske og kulturelle ophav. Det er nyttigt, når nu han forsøger at forklare, hvordan lille ”Nippy” gik fra at være ghettopige til at blive det globale fænomen Whitney – men det føles nærmest ubehøvlet at afbryde den silkebløde, formidabelt kraftfulde stemme.

Skulle der være nogen tvivl om hendes talent, fejer Macdonald dem til side i en sekvens om den radikale nyfortolkning af den amerikanske nationalsang, hun stod for til Super Bowl-åbningsceremonien i 1991. Ikke blot ændrede hun tempoet, hun turnerede sangen diskret væk fra militaristisk slagsang til en inderlig hyldest til frihed.

Det er umuligt at beskæftige sig med Whitney Houstons liv, uden at hendes druknedød i et hotelbadekar som 48-årig farver historien. I lydklip beskriver en ung Houston et genkommende mareridt, hvor hun bliver ”jaget af djævlen”, et billede, der antager et tragisk skær i lyset af hendes endeligt.

Ordvalget i filmens interviews er også afslørende, som da en fast samarbejdspartner sammenligner hende med en tornado: ”Hun blæste taget af bygningen.” Whitney var ikke blot et naturfænomen, men en naturkatastrofe!

Behandlingen af filmens store afsløring – nemlig anklagen om, at Houston blev seksuelt misbrugt som barn af sin kusine Dee Dee Warwick – vidner også om Macdonalds dygtighed. En anden instruktør kunne have brugt det scoop som et billigt chok, men han behandler emnet med medfølelse og betænksomhed. At begge parter i dag er døde, gør det umuligt at dykke dybere ned i traumet, men historien bekræftes af både Whitneys assistent og hendes bror.

Selv om Houstons barske liv og uomgængelige deroute gør det svært, er filmen et betagende portræt og en stærk cadeau til en talentfuld, temperamentsfuld og fejlbarlig kvinde.

Titel:
Whitney

Land:
USA, England

År:
2018

Instruktør:
Kevin Macdonald

Manuskript:
Kevin Macdonald

Medvirkende:
Whitney Houston, Bobby Brown, Bobbi Kristina Brown

Spilletid:
120 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
6. september

Relevante artikler

Cannes 2018
17. maj 2018
Overgreb fra alle sider

Overgreb fra alle sider

Biografanmeldelse
26. juli 2017
Whitney: Can I Be Me

Whitney: Can I Be Me

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
05. jan. 2024
The Holdovers

The Holdovers

Biografanmeldelse
29. nov. 2023
Maestro

Maestro

Biografanmeldelse
26. okt. 2023
Reality

Reality

Biografanmeldelse
09. maj 2023
Tori og Lokita

Tori og Lokita

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten