Westworld – sæson 3

Jonathan Nolan og Lisa Joys serieversion af en science fiction-film fra 1973 er et paradoks i sig selv.

Den uhyre komplekse historie har fra starten gjort forklaringsvideoer på YouTube til en nødvendighed for et stort antal seere, og de mange politiske og filosofiske metaforer kan nemt føles et tandsæt for prætentiøst.

Men samtidig er serien så mirakuløst effektiv i sit filmsprog, at man efter otte timers tv kan have forstået en brøkdel af handlingen uden at misse det essentielle.

Fra første sæson har Westworld overskudsagtigt hoppet rundt mellem genretraditioner og fortælleformer og elegant brugt sin cinematografi til at fortælle en historie om fri vilje.

En lille gruppe robotter forlader den forlystelsespark, de er skabt til at bemande, og siden begynder de forskellige oprør i menneskenes verden.

Det viser sig, at menneskerne er lige så ufrie, som robotterne var engang. Den ubehagelige, franske trillionær Serac (Vincent Cassel) besidder en maskine, der ved at forudsige alle menneskers potentiale kan kontrollere hele verdens befolkning.

Robotten Dolores (Evan Rachel Wood), som hidtil kun har villet hævne sig på menneskeheden, forsøger nu at sætte menneskene fri sammen med krigsveteranen Caleb (Aaron Paul).

Imens kæmper en anden robot, Maeve (Thandie Newton), en desperat kamp for at leve et simuleret liv med sin falske datter.

Der er et hav af andre vigtige karakterer med egne missioner, som man med stor fornøjelse kan forsøge at hitte redde i, men det er som sådan ikke vigtigt.

For serien bæres af Dolores og Maeve, der med hver sin filosofi og nyerhvervede frihed sætter dagsordenen for, hvad Westworld handler om. Og i tredje sæson krydser de centrale, eksistentielle filosofier bogstaveligt klinger.

Handlingen risikerer at blive reduceret til filosofiundervisning i allegoriform. Og når kamprobotter med døde øjne diskuterer eksistentialisme, samtidig med at de bekriger hinanden med samuraisværd, kan det føles komisk.

Det samme gælder den skiftevis mekaniske og teatralske skuespilstil, som de fleste af robotterne har tillagt sig. Men det illustrerer glimrende, at der ikke er tid til at agere menneskeligt. Nu skal der handles!

Hvis første sæson er en historie om vækkelse og anden sæson om befrielse, så er tredje sæson en fortælling om, hvad frihed i sidste ende skal bruges til – og om den overhovedet eksisterer.

I femte afsnit bliver Caleb udsat for feststoffer, der lader ham opleve forløbet, som var det scener i forskellige genrefilm. Han gør fra en sort-hvid noir-scene til en actionbiljagt akkompagneret af Wagners Valkyrieridtet og videre ind i en romantisk scene, hvor han midt i en ildkamp fortrylles af den smukke Dolores, der er i færd med at myrde sine fjender.

Og både Dolores og Maeve bevæger sig fra westerngenrens idylliske, men farligt forældede univers til et noir-mysteriums chokerende afsløringer i sæson to for senere at ende i en udpenslet sci-fi-krig.

Ligesom Caleb og hans narkotika samler historiens subtile genreskift os op og tager os med på en emotionel rejse, der er næsten uafhængig af handlingen.