Wednesday

En sekstenårig pige immun over for hierarkier, autoriteter og sociale medier er netop det overnaturlige væsen, som man gerne vil forestille sig i disse år.

Vi skal nok komme til at se langt mere til både Wednesday Addams og skuespilleren Jenna Ortega, som vækker karakteren til live. Præstationen giver associationer til Christina Riccis bud på rollen i The Addams Family fra 1991, men er alligevel helt sin egen.

Serien Wednesday tilsidesætter familien Addams’ hverdagskomik til fordel for et stort, stygt krimimysterium. Men mysteriet skulle have haft nogle flere gennemskrivninger, før man slap det ud i det fri.

I begyndelsen går Wednesday på en almindelig, pastelfarvet, amerikansk high-school. Men hun bliver smidt ud, da hun tager grusom hævn over svømmeholdet, efter de har mobbet hendes lillebror.

Mod sin vilje bliver hun sendt til kostskolen Nevermore Academy. Her er eleverne overnaturlige væsner som vampyrer, varulve, sirener og hvad der nu ellers tjener plottet og de visuelle jokes.

Først er Wednesdays plan at flygte så hurtigt som muligt. Hurtigt opdager hun dog både et morderisk monster i skovene omkring skolen, en gammel drabsanklage mod sin far og en mystisk profeti, der har hende selv i centrum.

Med tiden går det også op for Wednesday, at andre mennesker undertiden kan være mere til gavn end gene.

Wednesday er en underholdende serie fuld af sidehistorier, overnaturlige fænomener, indtagende karakterer og en æstetik, der kan beskrives som Harry Potter møder Sleepy Hollow.

At Tim Burton er instruktør af fire afsnit, fornægter sig ikke.

Men der sker meget og langt mere, end serien formår at færdiggøre. Konklusioner, konflikter og sløjfer i plottet kommer ud af det blå og med ringe opbygning. Nærmest som om det højere formål har været at overraske publikum i stedet for at skrive et sammenhængende værk.

Hovedkarakteren har til tider rædselsfuldt konstruerede replikker, som ingen vil kunne få til at lyde godt: ”Selvfølgelig taler jeg italiensk. Det er jo Machiavellis modersmål.”

Den slags gyseligheder skal konstant minde os om, at Wednesday interesserer sig for det mørke og morbide. I øvrigt kan hun alt fra at spille Rolling Stones på cello over at reparere espressomaskiner til at være synsk, når det gavner historien.

Men Jenna Ortega er en meget charmerende skuespiller, der med sin underspillede humor og sit dragende ansigt lykkes med at gøre karakteren til et interessant bekendtskab.

En dansescene fra serien, der er koreograferet af Ortega, har været svær at undgå på sociale medier. Fjerde afsnit er seriens mest vellykkede, fordi det holder sig til teenagedramaet under en skolefest. Det klæder Wednesday, når den skruer lidt ned for gyserfilmenergien og koncentrerer sig om, hvordan figurerne interagerer med hinanden – akkurat som ældre bidrag til Addams-universet.

Kostskolescenerne er filmet på et rumænsk slot med stenmure, glasmosaikker og knirkende gitterporte, der bidrager til det stemningsfuldt antikke, man forbinder med uhygge.

Men magien og de overnaturlige elementer er forløst med CGI, der ser underligt ufærdig ud. Gorgonerne har ikke nogen større funktion i historien, hvorfor det undrer, at man ikke i det mindste har gjort sig den ulejlighed at animere flotte slangehår på dem.

Mange af kampscenerne er træge, og der er generelt noget teknisk underlegent ved serien.

Wednesday er visse steder en veludført ungdomsserie, hvis karakterer udfordrer etablerede stereotyper, og hvor især drengene har fået det rige følelsesliv, som de ofte bliver snydt for i teenagedramaer.

Ofte er serien også en skæv lille installation i Addams-universet. Den fine rollebesætning afkodes straks som de ikoniske figurer, men der er også visse nyskabelser. Fred Armisens Onkel Fester måtte gerne have haft mere spilletid.

Men for det meste er Wednesday et sjusket krimimysterium med, hvad dertil hører af deus ex machina-redninger og plotnonsens.