Biografanmeldelse
10. mar. 2020
Weathering with You
Den unge mand Hodaka forelsker sig i Hina, der med sine magiske kræfter kan få solen til at skinne smukt på den japanske himmel. Foto | Kadokawa

Weathering with You

Fantasifuld, japansk animationsfilm af instruktøren bag Your Name er fyldt med kærlighed og magiske øjeblikke.

Af Claus Nygaard Petersen

Tokyo er et vildt sted. Og det er markant anderledes end gymnasiedrengen Hodaka har været vant til. Han er stukket af fra den ø, hvor han er født og opvokset, i håbet om at storbyen kan give ham noget ekstraordinært.

Det går ikke helt som planlagt. I en kort, men morsom og mindeværdig montage bliver det klart, at Tokyo ikke flyder med arbejde til en ung knægt som ham.

”Går du i gymnasiet?” brøler yakuza-bossen ind i hovedet på Hodaka, mens to håndlangere holder drengen fast. Han skal næppe forvente at blive ansat hos gangsterne.

To personer ændrer dog livet for knøsen: skribenten Suga og den unge kvinde Hina.

Suga giver ham et job som assistent på sit forlag, og Hina stjæler hans hjerte – en solstråle i et ellers regnfuldt Tokyo.

Historien i Weathering with er umiddelbart ikke noget ud over det sædvanlige, men Makoto Shinkai er en instruktør og manusforfatter af høj kaliber. Tidligere har han tryllebundet publikum med den fabelagtige Your Name, og unikummet har også noget specielt i godteposen med sin nye film.

Hina har nemlig evnen til at kontrollere vejret. Hun kan i hvert fald i korte øjeblikke afbryde den konstante regn, så der kommer solskin i det område, hun befinder sig i.

Den evne tilegner hun sig i filmens magiske åbningsscene.

”Det startede med en lille sø af lys,” siger fortællerstemmen, mens Hina er på toppen af en bygning – en lille oase af frodighed og ro midt i storbyens inferno af travlhed.

I midten er der et shinto-alter med en port. Hun lukker øjnene og beder en bøn, mens hun går igennem porten. Da hun åbner øjnene igen, falder hun igennem luften højt oppe i himlen, mens fiskelignende væsner sværmer omkring hende.

Men der er ingen frygt at spore i Hina. Hun ved, at det nok skal blive okay.

Kontrasten mellem det moderne Tokyo og gamle tider fletter instruktøren flere gange ind i fortællingen. Desværre er det ikke altid lige elegant.

Og den nostalgiske længsel efter fordums tid trækker filmen ned i kedeligt hul på bekostning af det fantastiske. Når der bliver talt om hvaler og drager i himlen, bør man også levere varen.

Fraværet bliver ekstra ærgerligt, når vi får en gudesmuk sekvens, hvor Hina har skaffet skyfri himmel, så der kan komme et stort fyrværkerishow.

Kameraet flyder igennem den ene mere storslåede og farvestrålende raketeksplosion efter den anden. For virkelig at kunne nyde det magiske minut, skal Weathering with You ses på så stort et lærred som overhovedet muligt.

Kernen i filmen er forholdet mellem Hodaka og Hina. De beslutter sig for at udnytte hendes evner til at tjene penge og gøre gode gerninger, samtidig med at de overvejer at blive kærester.

Den del af filmen er dog lige så forudsigelig som en hvilken som helst romantisk komedie fra Hollywood.

Det, som gør Weathering with You til noget særligt, er det visuelle og de glimt af fantasifuld genialitet, som er spredt ud over filmen. Det er ren skattejagt, hvor gevinsten er åndedrætsrøvende øjeblikke.

Tokyo er i den grad et vildt sted.

Titel:
Weathering with You

Originaltitel:
Tenki no ko

Land:
Japan

År:
2019

Instruktør:
Makoto Shinkai

Manuskript:
Makoto Shinkai

Medvirkende:
Kotaro Daigo, Nana Mori, Shun Oguri

Spilletid:
114 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
28. maj

Relevante artikler

Biografanmeldelse
02. maj 2017
Your Name

Your Name

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
27. nov. 2023
Thanksgiving

Thanksgiving

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro