Weapons

Blandt synsindtryk egnet til at fremmane spontan glæde er et barn, der løber lystigt af sted med armene spredt ud til siden – legende, at det er en fugl eller flyvemaskine i befriende himmelflugt. 

Synet får dog selvsagt en bitter eftersmag, hvis man bagefter informeres om, at det var sidste gang, nogen så barnet. 

Sådan starter Weapons, hvor hele sytten børn samme nat løber ud i mørket med spredte arme og forsvinder sporløst. 

Ligesom med skolebusulykken i Atom Egoyans Oscar-nominerede drama The Sweet Hereafter fra 1997 efterlader hændelsen et traumatiseret lokalsamfund. Forældrene ønsker en forklaring, men i deres sorgbearbejdelse og afmagt vælger de i stedet en uskyldig syndebuk: børnenes skolelærer (vi er i en Hollywood-parallelverden, hvor skolebørn kun har én lærer). 

Det er den unge og sårbare Justine Gandy, som spilles stærkt af Julia Garner. Gandy har en hang til alkohol og et lettere flosset seksualliv som menneskelige svagheder i et ellers godt hjerte. Lærerens oplevelse af mysteriet udgør en af filmens syv sammenkædende plottråde. Ligeså med den mere robuste og meget vrede far, Archer Graff (Josh Brolin, der også er executive producerer på filmen). 

Blandt filmens markante voksenpersoner er også den excentriske Gladys Lilly (Amy Madigan, der blev Oscar-nomineret for rollen som Gene Hackmans datter i dramaet Twice in a Lifetime fra 1985). Kun ét barn i skoleklassen forsvandt ikke, nemlig drengen Alex, og Gladys Lilly er hans tilsyneladende småtossede tante. 

Hun er en excentrisk skikkelse med klovneagtig makeup og primitiv paryk. Skiftevis komisk og dæmonisk, men mest det sidste, især da filmen med stor behændighed gentager den berømte dobbelt-opvågnen fra An American Werewolf in London (1981), et af horrorgenrens mest mindeværdige jump scares. 

Weapons er skrevet og instrueret af komikeren Zach Cregger, der brød stærkt igennem med Airbnb-gyseren Barbarian. Filmen imponerede med en kombination af stærke karakterer, et uforudsigeligt plot, tematisk dybde og virkelig effektiv uhygge. 

Det er kvaliteter, vi genfinder i Weapons. 

Samtidig byder filmen på en ambitiøs plotstruktur, hvor samme hændelsesforløb gennemspilles et antal gange, oplevet fra forskellige personers synsvinkel. Det er en fortælleform, som blev verdenskendt i 1950 med Akira Kurosawas samuraidrama Rashomon – Dæmonernes port, hvor den bruges til at undergrave vores tro på en objektiv virkelighed. 

Men fortælleformen kan også bruges som et puslespil, hvor et motiv toner frem efterhånden, som nye brikker tilføjes. Hvilket i Weapons’ tilfælde kun gør katastrofen værre, end de involverede har anet. 

I centrum af instruktørens diabolske edderkoppespind venter et af lillebyens huse. Det er den ikke-forsvundne drengs hjem, hvor ildevarslende sager skimtes gennem sprækker i de tildækkede vinduer. At politiet ikke har været indenfor og opklaret alt, hører til plottets usandsynligheder, som man gerne tilgiver, fordi der er så mange andre ting at glæde sig over. 

For eksempel en handlingstråd om en sympatisk betjents problemer med en lokal narkoman, han under en arrest kommer til at håndtere hårdere, end loven tillader. Ikke moralsk utilgiveligt, men lige foran politibilens nådesløse dashcam. 

Horror/fantasy-film om forsvundne børneflokke er en meget lille subgenre, hvoraf den surrealistiske drømmestemning i Peter Weirs Picnic at Hanging Rock fra 1975 og Marc Caro & Jean-Pierre Jeunet De fortabte børns by fra 1995 hører til et godt livs mest uforglemmelige biografoplevelser. 

Weapons adskiller sig fra begge med sin episodisk overlappende struktur og en mere naturalistisk stil, men det bør ikke berolige nogen. Vi er i mareridtets baggård, og Zach Cregger står klar til at rive tæppet væk under os. 

Ifølge gammel overtro blev børn kidnappet af hekse, som brugte deres fedt til magisk heksesalve, så heksene kunne flyve til djævlesabbat på Bloksbjerg. Det er ikke tilfældet her, men der er grund til at nævne sagen. Filmens trekantlogo burde snarere have været et pentagram, idet Weapons er en Hans og Grete for modige voksne. 

Som horrorfan spreder man armene af glæde og flyver med.