We Live in Time

”Kvalitet over kvantitet,” bliver Almut og Tobias enige om at kalde deres tilgang til livet, da Almut for anden gang på få år rammes af kræft i æggestokkene.

På vej ud af onkologens kontor har hun vendt blikket indad, indtil hun lufter idéen om, at hun måske ikke ønsker at tilbringe det potentielt sidste halve år af sit liv med bare at holde sig i live.

We Live in Time er instrueret af John Crowley, der stod bag Brooklyn med Saoirse Ronan i hovedrollen. Dramatikeren Nick Payne har skrevet manuskriptet, som man sagtens kunne have forestillet sig som teater.

Historien føles ultimativt som et intimt indblik i, hvordan to mennesker holder sammen, selv om Almuts sygdom hviler tungt over forholdet.

Det er den slags film, der lever eller dør med rollebesætningen. Florence Pugh og Andrew Garfields kemi holder sammen på et romantisk drama, som trods nogle sprækker i fundamentet får bygget op til masser af rørende øjeblikke.

På en måde redder Almut Tobias’ liv, da han, desperat efter en kuglepen at underskrive sine friske skilsmissepapirer med, bogstavelig talt væltes omkuld af sit livs kærlighed. En form for meet cute, som er set i lignende variationer.

Men man må tage hatten af, når det spektakulære første møde bruges så effektivt til at etablere et par.

Kontrasten kunne dårligt være større mellem den sanselige og ambitiøse stjernekok Almut og den ordentlige Tobias, der arbejder for Weetabix, et smagsløst, ultraforarbejdet morgenmadsprodukt, der ligner en grim fætter til tvebakken. Florence Pughs Almut kunne nemt være endt i Manic Pixie Dream Girl-kassen, men kommer til at føles som en velafrundet karakter, hvis familie, traumer og drømme vi undervejs lærer at kende.

Andrew Garfield spiller ikke en uopnåelig drømmemand, men ham, man burde lede efter: stabilt job, afklaret følelsesliv og ikke bange for hverken intimitet eller ansvar.

Men tag ikke fejl! Man skal være hårdere end Weetabix for ikke at smelte, når han kigger på Florence Pugh med blanke, brune øjne på kanten af sorgblandede glædestårer.

Han fatter ikke, hvor heldig han er, og man under ham det. Garfields talent for at spille en helt almindelig mand bærer de følelsesmæssige højdepunkter. Og det er skønt, at der endelig er en instruktør, som har luret, at Pugh fortjener bedre end at være hende, som Timothée Chalamets roller gifter sig med af pligt, selv om de elsker en anden.

We Live in Time finder magien i det hverdagslige og de begivenheder, der i et liv er lige så ordinære, som de er fantastiske. At deres senere snak med datteren om mors sygdom ødelægges af en ivrig tryllekunstner, og at kræftlægen oven på dårlige nyheder byder på chokolader fra en æske med teksten ”Celebrations”, tilfører den alvorlige film et klædeligt anstrøg af sort humor.

Historiens tidslinje er brudt op, så der springes rundt imellem romancens højdepunkter og hverdagssituationer. Filmen føles undertiden som en serie af rosentintede erindringsbilleder.

I princippet arbejder vi os hen imod et klimaks, hvor Almut og Tobias finder ud af, at de faktisk ikke er enige om, hvad det vil sige at leve fuldt ud. Han vil gerne styrke forhold og familieliv, mens hun har et personligt prestigeprojekt, der skal i hus, før hun dør.

Det kan forekomme teatralsk at bede om mere drama i en film, der handler om liv, død og den store kærlighed. Men der mangler noget konflikt, både på de indre linjer og mellem hovedpersonerne. De løser deres uoverensstemmelser lidt for hurtigt.

Alligevel når vi takket være filmens jordbundne tilgang til romantik at forelske os i Almut og Tobias. Man efterlades måske ikke med et knust hjerte, men trods alt med en voldsom lyst til, at nogen skal kigge på én, sådan som Tobias ser på kvinden, han elsker.