Warcraft: The Beginning

Der er en tegneserie-stribe med en graf, som viser et omvendt proportionalt forhold mellem kvalitet og antallet af selvopfundne ord. Jo mere fjollet det lyder, desto sværere er det at tage seriøst. 

Det er en god tommelfingerregel. 

Ork-hjemverdenen Draenor er døende, så troldkarlen Gul’dan bruger sort Fel-magi til at sende ork-hæren The Horde på invasionstogt til menneskenes hjemverden Azeroth.

Her genkender magikerknøsen Khadgar (Ben Schnetzer) den fæle Fel-magi (den er grøn), og sammen med general Anduin Lothar (Travis Fimmel) drager de til tårnet Kharazan for at advare rigernes vogter, troldmanden Medivh. 

Desværre for dem spilles han af Ben Foster, der er lusket som få og tillidsvækkende som en klapperslange.

Videre til rigets hovedsæde Stormwind for at lægge krigsråd med Kong Llane Wrynn (Dominic Cooper), dernæst på fangetogt til Elwynn Forest, hvor de napper halvorken Garona (Paua Patton), der viser sig ikke at have nogen moralske kvaler ved at skifte side. 

Orker kan også være gode nok, lyder filmens bud på moralsk kompleksitet. For Frostwolf-klanens høvding Durotan (Toby Kebbell) har luret, at den kutteklædte, magtliderlige Gul’dan, der får sine magiske kræfter ved at suge folks livskraft, måske ikke er helt fin i kanten. Så han pønser også på at hoppe af sammen med sin næstkommanderende Orgrim Doomhammer.

Jep. Doomhammer.

Vanvittige navne kan selvfølgelig dække over interessante karakterer, men det gør de desværre ikke her, og at følge handlingen er som at lege gemmeleg med en fireårig: kedeligt.

Warcraft: The Beginning er en fantasyfilm, der sigter mere efter Willow end Ringenes herre, men i sidste ende føles mere beslægtet med de tv-satsninger, der forsøgte at malke start-nullernes fantasyboble. 

Der er ingen overraskelser i vente. Personerne er papfigurer, funkis-dialogen varierer mellem eksposition og floskel, og som introduktion til universet føles manuskriptet, som om det er skrevet af en overivrig trettenårig, der snubler over sine ord af bare begejstring. 

Og selv i Imax og med opildnende krigstrommer af Game of Thrones-komponisten Ramin Djawadi er så godt som alle kampscener komplet uengagerende spektakler af den type, hvor statisterne parerer i baggrunden, mens hovedpersonerne tager en alvorssnak i kampens hede.

Manuskriptet til trods fejler effekterne ingenting, og særligt orkerne er imponerende med fejlfri menneske-mimik, til trods for at de har vildsvinestødtænder og statur som en oprejst flodhest. 

Det middelalderlige high fantasy-univers, hvor al dialog er selvhøjtidelig, rigtige mænd har fuldskæg, langt hår og ringbrynje, og elvere, orker og dværge er fast inventar, er selvfølgelig ikke dårligt i sig selv. Det er heller ikke umuligt at realisere, hvilket Peter Jackson har vist. 

Men når udgangspunktet er fotorealisme, er man nødt til at gå lidt på kompromis med fantasien. Lige som Hobbit-trilogien er Warcraft en af de film, der tydeligt føles computergenereret.

Det er til dels et bevidst valg, for filmen kredser om sit ophav på en måde, der bør få seriens fans til at klukke indforstået. Når kameraet trækker sig tilbage til fugleperspektiv og hurtigt panorerer fra den ene lejr til den anden, er det en visuel gengivelse af kampkortene fra de strategispil, der startede serien.

Den slags referencer har instruktør Duncan Jones – søn af salig David Bowie – et solidt greb om. Pressematerialet gør også en dyd ud af at understrege hans kærlighed til forlægget, men filmatisering kræver en hård vurdering af, hvad der hører hjemme på det store lærred.

Den er ikke foretaget her.

Skuffende, når man tænker på, at Jones, der også er medforfatter, er en af tidens mest begavede sci fi-instruktører efter kammerspillet Moon og den intelligente action-thriller Source Code.