Wannsee-konferencen

En kold vinterdag den 20. januar 1942 mødtes en kreds af nazist-spidser til den herostratiske konference i en patriciervilla ved søen Wannsee.

De højtstående SS-officerer var anført af SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich og hans adjudant Adolf Eichmann, og sammen med Det Tredje Riges topembedsmænd – klædt i civilt tøj og med partiemblem i knaphullet – skulle de på under to timer ordne, hvad regimet kaldte ”Die Endlösung”. For Europas elleve millioner jøder.

Selv om konferencen ikke førte til en konkret konklusion, var det ikke et udvalg, der syltede sager. Over halvdelen af det angivne antal blev udryddet. Seks millioner jøder.

Hvad der egentlig foregik i denne kreds, bygger på et rudiment af et hemmeligt referat, der blev fundet i 1947.

Allerede i 1984 lavede tysk tv et dokudrama over den organiserede ondskab. I 2001 kom så Conspiracy, endnu en tv-dramatisering, hvor ingen ringere end Kenneth Branagh flirtende flamboyant spiller Reinhard Heydrich som en Henrik 5. af England i SS-uniform.

Colin Firth har rollen som departementschef dr. Wilhelm Stuckart. Han er tilsyneladende den mindst nazistiske blandt deltagerne, idet han forsøger at gå op imod den totale udslettelse af alt jødisk. Hvilket dog ikke er historisk korrekt.

Stuckart gør også indsigelser i Matti Geschonnecks Wannsee-konferencen. Men hvor han i den engelske version presses af Heydrich med trusler på livet, falder han her til føje med lidt intim snak mand og mand imellem.

I det hele taget er der i sidste ende ingen af de tilstedeværende, som viser glimt af medynk endsige medlidenhed. Alle rives med af den veltalende antisemitiske dagsorden: folkeudryddelsen. Faktisk vedtaget på forhånd før alle andre ankommer.

Kynismen bliver pakket ind i vat, omskrevet med eufemismer eller svøbt i kancellisprog og omtalt i pseudovidenskabelige vendinger. At udrydde alle jøder er, som når lægen amputerer en syg legemsdel, lyder det.

Jødeudryddelsen var i gang før Wannsee-konferencen, men efter mødet eskalerer den iklædt legitimitetens klæder.

Det er denne kuldslåede, manipulerende proces, som instruktøren Geschonneck har forsøgt at gennemføre næsten som advarende dokumentarisk historieskrivning.

Wannsee-konferencen er et kammerspil, hvor de ofte dæmoniserede nazister uden stor ståhej bliver fremstillet som professionelle militærmænd og servile bureaukrater, der effektivt gennemfører verdenshistoriens største organiserede folkedrab.

Det her er såkaldt almindelige tyskere, stolte over deres selvbevidste pligt, grundighed og orden, simpelthen en nation af problemknusere.

Lykkes så denne djøfisering af den embedsmandsagtige procedure af intolerant menneskeforagt og infam racisme?

Både ja og nej.

Ja, fordi den af de tre versioner af Wannsee-konferencen, jeg har set, er den mest uhyggelige med sin nøgterne nøgenhed. Det er selve intentionen om at normalisere det ekstraordinære over en harmløs tidlig frokost om vinteren.

Overbødlen Reinhard Heydrich underspilles godt af Philipp Hochmair, der ikke ligner ham, men formår at gøre ham farlig som marionetfører med en jernhånd i en fløjlshandske. Godehard Giese er også glimrende som den Stuckart, man længe tror, er mennesket midt i umenneskeligheden, men som falder i hak med den endelige løsnings menneskesyn.

Alligevel bliver det et klart nej med hensyn til at fremmedgøre seancens sataniske fascination, gøre den til blot en ordinær arbejdsdag i Det Tredje Riges embedsværk. Den mest rutinerede modbydelighed bliver i sidste ende rædselsfuld ubegribelig.