Walesa – håbets mand

Det er et meget gråt, trist og forarmet Polen, da det i 1970 trækker op til demonstration ved Lenin-værftet i Gdansk.

Politiet går hårdt til demonstranterne, der sættes tanks ind. Fagforeningsmanden og elektrikeren Lech Walesa, hvis kone er på nippet til at føde, bliver arresteret og bragt ind på politistationen til hårde forhør. Men han klarer frisag som den ikke-voldelige og kompromissøgende demonstrant for større frihed og løn til arbejderne.

Sådan begynder den 88-årige Andrzej Wajdas film Walesa – håbets mand om den legendariske Lech Walesa, grundlæggeren af protestbevægelsen ”Solidaritet”.

Den lille mand, som blev verdensberømt med sin karakteristiske, massive moustache, rapkæftede flab, vævre figur og et selvværd på størrelse med en svejsehal.

I årene efter de vilde strejker i 1970’erne var han Polens absolutte frihedshelt. Han blev fængslet under undtagelseslove i 1982 og fik Nobels fredpris året efter. Hans karriere toppede i 1989, da han opnåede en epokegørende overenskomst med det kommunistiske styre.

I manges øjne var hans medvirken til denne begivenhed begyndelsen til Jerntæppets fald samme år.

Allerede ni år før havde Wajda haft fokus på den karismatiske leder med den halvdokumentariske arbejderfilm Jernmanden om Solidaritets første gennembrud i 1980. Filmen fra 1981 præsenterede Walesa både i klip fra virkeligheden og spillet af en skuespiller.

Det kan undre, at den intellektuelle, belæste og frankofile filminstruktør er så fascineret af en politisk dygtig demagog, men ærkekatolsk proletar, som praler af, at han aldrig har læst en bog og helst ikke vil forstyrres, når han ser amerikanske fjernsynsserier.

Men den antikommunistiske Wajda er i sit historiesyn noget af en romantiker og en marxist. I alle sine film tænker han samfund og klasse ind i skildringerne.

I den nye film ser han i Walesa ikke kun arbejderhelten, som lejligheden gør til leder, men også inkarnationen af selve den irrationelle polske sjæl i heroisk kamp for frihed.

Wajda sætter sin historie ind i en ramme af et rekonstrueret interview, som den legendariske italienske journalist Oriana Fallaci lavede med Walesa i 1989. Herfra udfoldes fiktionen om Walesas heroiske liv og levned, konfrontationer med kommunismen og problemer i det private.

Den fortæller solidarisk og nøgternt om hans evner som den fødte anfører.

Filmen lægger heller ikke skjul på hans eskalerende storhedsvanvid og stenalderagtige mandschauvinisme. Konen, spillet blidt, men bestemt af Agnieszka Grochowska, får lov til at hænge på parrets seks børn født over ti år!

Der berettes også om hans meget tætte tilknytning til den katolske kirke i almindelighed og pave Johannes Paul II i særdeleshed. Ærkekatolikken Walesa gik ind for de dogmer og dødssynder, vi mere protestantisk frisindede har det svært med.

Momentvis viser Wajda os også en anden og mere dialektisk side af Polens frisættelse – at Walesa ikke var populær i hele Polen, især ikke hos bønderne, som han heller ikke selv kunne døje.

Det er dog ikke nemt at dreje en kritisk film om en så populær mand, der sågar stadigvæk er i live.

Og filmen er afgjort ikke Andrzej Wajda fra øverste skuffe.

Den hæver sig akkurat over den middelmådige reportage med strejf af kritisk tvetydighed over hele processens forløb og i skildringen af Walesa med hans enøjede snuhed og demagogiske tæft.

Der er også poetiske glimt midt i den politiske montage. Såsom Walesa, der blidt vasker sin kones fødder, og en kvindelig politibetjent, som i arresten ammer en af hans mange børn.

Men ikke mere end at filmen alt i alt ligner et bestillingsarbejde.