Voyage of Time

Der er ikke noget så irriterende som en film, man gerne vil elske helhjertet for dens vilje til at gå hele vejen, men hvor stenen i skoen – den detalje, man ellers så gerne vil forlige – gnaver sig dybere for hvert bombastiske skridt, filmen tager.

Mother. Born. Now. I am. Life.

Præcis sådan en film er Terrence Malicks Voyage of Time, hans fjerde kosmisk-filosofiske essay-drama siden The Tree of Life i 2011.

Ambitionsniveauet er ikke svundet ind i de fem år, siden Malick blæste både mig, Cannes-juryen og et stort biografpublikum bagover.

Tværtimod.

Man kan nærmest kalde Voyage of Time et vellykket mashup af Kubricks filosofiske Rumrejsen år 2001 (1968), Yann Arthus-Bertrands ballonfærd jorden rundt i Home (2009), Werner Herzogs febrile oliebrand Lessons of Darkness (1992) og ikke mindst de kaleidoskopiske billed- og musikcollager Koyaanisqatsi (1982) og Sans soleil (1983).

Voyage of Time er i IMAX-format og består af farveoptagelser af uovertruffen cinematastisk kaliber. Her er algeregnbuer, stjernestøv i tusind nuancer, lavafloder, kaskelot-øjne, planetens mangefold af skønhed samlet til en collage, der vil kunne få blinde til at se igen.

Vi er med, når en celle befrugtes, følger abemenneskets første rituelle handlinger, og vi ser det ubegribelige Burj Khalifa-tårn fra oven. Håndholdt og computerskabt mødes, sjæl og støv.

Will we always be together? All light of love. Don’t be far from me.

Malicks projekt er at få os til at reflektere over det mirakel, det er, at vi kan sanse alle disse ting, inden vi igen bliver ét med det store sorte rum.

Men det er et projekt med en væsentlig detalje: Projektet har intet subjekt. Det er forskudt fra det personligt kommenterende (a la Herzog) og er blevet til en tidløs, himmelsk stemme, der taler med Cate Blanchetts røst og Terrence Malicks valg af ord.

Ord, som fungerer kontrapunktisk til billedsiden og som, hmm, forhåbentlig er en smuk oplevelse for mange.

You. The light. The dark. The moth. The flame. The friend and the stranger. The wine and the cup. The dawn. Our light. Oh Mother.

Men for hvert sekund billedsiden – understøttet af kor- og orkesterværker af Mahler, Beethoven, Poulenc, Pärt med flere – suger mig ind i et tænksomhedens og skønhedens rum, bliver jeg mere distraheret af denne stemme.

Malick har godt nok altid været en sucker for fortællerstemmer, men der er en verden til forskel på denne films repetitive kalden på Moder (Jord) og så Sissy Spaceks og Linda Manz’ naive pigestemmer i Badlands (1973) og Days of Heaven (1978), hvor sydstatsaccenterne og den overraskende detaljefokusering er karakterdefinerende.

Det lykkedes at forene de to perspektiver – det kosmiske og det fatalt jordbundne – på en tankevækkende og sorgfuld måde i Sean Penns og Brad Pitts karakterer i The Tree of Life, mens Knight of Cups indikerede, at Terrence Malick har gået og lommevarmet en stor forkærlighed for kabbalistisk-mystiske citater og lykkekage-bonmot’er.

I Voyage of Time toner han rent flag – det er patos med patos på.

Men hvis man kan læse hen over de indskudte kursivsætninger i denne anmeldelse uden at stejle, har jeg kun anbefalinger at give.

Du skal se Voyage of Time for dens tankecentrifugerende, sublime desorientering. Filmen lader dig fare vild i en verden af strukturer, skvulp, organiske fraktaler, eksplosioner og tysthed.

Sans den som en koncert af lys, en skulptur af velklang. Følg Malicks eksempel og opsøg mennesker, der ligesom du selv sanser kosmos fra et sæt øjne og et sæt ører, tag til Sulawesi og dans døden i møde, rejs til Latinamerika og Japan med et kamera. Kig ind i din søn eller datters øjne og se både din egen fortid og menneskehedens fremtid. Sluk mobilen. Sid ned. Tænk dig om.

Mother. I take your hand. I dream no more. Joined with you. Leaf to branch. Branch to tree. Love binds us together.