Cph:Dox 2019
23. mar. 2019
Vox Lux
Natalie Portman (tv.) spiller et popidol på berømmelsens skingre overdrev, mens Raffey Cassidy (th.) inkarnerer hendes datter, der har den alder, moren havde, da karrieren tog fart. Foto | Atsushi Nishijima

Vox Lux

Natalie Portman leverer en medrivende præstation som magnetisk og bidsk popdiva, der som barn overlever et skoleskyderi, men senere jagter samme udødelighed som terroristerne.

Af Lee Marshall

Hvis du efter den seneste inkarnation af A Star Is Born sidder med en fornemmelse af, at det dybest set er en Disney-film uden en lykkelig slutning, er den amerikanske indie-instruktør Brady Corbets Vox Lux den perfekte modgift.

Tænk på den som: ”En stjerne er dødsdømt – og det er vi også”. Jeg kan ikke komme i tanke om en anden film fra popmusikkens verden så fuld af spørgsmål om vores vestlige verdenstilstand, der konstant synes truet af en lurende katastrofe.

Lad os starte på overfladen.

Vox Lux er en todelt fortælling om forvandlingen af musikeren Celeste fra en sød skolepige – spillet af Raffey Cassidy (datteren i The Killing of a Sacred Deer) – til et fucked-up popidol på berømmelsens skingre overdrev (spillet af Natalie Portman). Hun har en datter, igen spillet af Raffey Cassidy, der nu har den alder, hendes mor havde, da karrieren tog fart.

Jude Law leverer en af sine bedste præstationer som Celestes manager, en kompleks, troværdig figur et sted mellem glubsk pengesuger og beskyttende faderfigur.

Men det er Natalie Portmans medrivende præstation, der virkelig skiller sig ud. Hun er en magnetisk, bidsk, skarp popdiva, der også er en vrængende, sårbar, sprutvædet katastrofe.

Brady Corbet har det med at splintre sine fortællinger. Ligesom hans bemærkelsesværdige debutfilm, den olme lignelse The Childhood of a Leader om fascismens gennembrud i Europa, er Vox Lux inddelt i kapitler, der viser Celestes forvandling ved at springe mange år frem i tiden.

Filmen har også enkelte passager med en lakonisk fortællerstemme leveret af Willem Dafoe, der nøje balancerer mellem højtidelighed og ironi.

Hver af filmens halvdele introduceres med en massakre. Det første blodbad er et skoleskyderi, hvor Raffey Cassidys blåøjede skolepige bliver slemt såret. Teenageren skriver sange fra sygelejet og bliver på kort tid en popstjerne. Den anden halvdel, sytten år senere, er et terrorangreb på en strand i Kroatien, hvor morderne er iført masker inspireret af en af Celestes musikvideoer.

Første halvdel tager fart i svenske studier og til musikvideooptagelser.

Den viser adrenalinsuset ved at opføre sig ældre, end man er, og det tab af faste værdier, der kan følge med. Det er i sådan et moralsk tomrum, en femtenårig overlevende fra en skolemassakre kan ende med en langt ældre kæreste, der laver den slags goth-musik, hendes angrebsmand lyttede til.

I filmens anden del følger vi den 31-årige superstjerne, som bliver befippet over datterens mulige graviditet, får hysterianfald og langer ud efter de få mennesker, der holder af hende.

Den voksne Celeste bliver slagtet af medierne (filmen rammer vor tids giftige kendissladder perfekt) og håndterer det hele ved at blive fuld og skæv og fraværende – lige indtil hun på mirakuløs vis får nok samling på sig selv til at levere et gigantisk sceneshow.

Den scene er optaget med tilbedende forundring over Celestes jernhårde tag i scene og publikum. Ellers er Vox Lux ofte en klaustrofobisk oplevelse, der udspiller sig i klasseværelser, hotelværelser, omklædningsrum og korridorer.

Det er sigende, at en af de få scener i dagslys foregår i New Yorks hektiske bybillede i skyggen af 9/11.

Der er en konstant følelse af trykkende gru, der forstærkes af Scott Walkers dunkle musik, og som står i skarp kontrast til de velskabte, upåfaldende popsange, den australske musiker Sia præsenterer som Celestes egne sange.

Der er ikke noget let bud på filmens allegori, ikke engang noget stensikkert tegn på, at den skal læses allegorisk.

Vox Lux er en film, der overlader det til publikum at tage ved lære af, hvordan vores overfladiske medieverden fremtvinger samtykke og forfalsker følelser, hvordan popstjerner og terrorister jagter den samme udødelighed, hvordan populisme farver både pop og politik.

Men Brady Corbets idémættede, nuancerede film er mere end arbejdet værd.

Titel:
Vox Lux

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
Brady Corbet

Manuskript:
Brady Corbet

Medvirkende:
Natalie Portman, Raffey Cassidy, Jude Law, Stacy Martin

Spilletid:
114 minutter

Premiere:
25. marts i Bremen Teater og 31. marts i Grand Teatret under Cph:Dox

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
04. dec. 2025
Den nye bølge

Den nye bølge

Biografanmeldelse
28. nov. 2025
I’m Still Here

I’m Still Here

Biografanmeldelse
27. okt. 2025
Bugonia

Bugonia

Biografanmeldelse
06. mar. 2025
Svære sandheder

Svære sandheder

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten