Vores børnehjem

På Sydsjælland ligger børnehjemmet Skovgården. I landlige og idylliske omgivelser får 32 børn fra seks til sytten år lov til at bo, boltre sig og bare være børn.

Atten af børnene bor på døgnafdelingerne, så skole- og behandlingshjemmet er deres hjem.

Det er der mange årsager til. En forælder kan være dødeligt syg eller afgået ved døden, og så har de resterende voksne måske svært ved at tage sig af et barn.

Men i instruktør Ulla Søes dokumentarserie Vores børnehjem træder forældrenes fortællinger og perspektiver i baggrunden. Her er det børnene og deres oplevelser, som er i centrum.

Der er ingen voksen fortællerstemme, der pædagogisk forklarer, hvad børnene laver i hvert afsnit. Selv dét står børnene for. På nogle måder føles serien som en dokumentarversion af Charles M. Schulz’ Radiserne: Alt foregår i børnehøjde!

Hver af de ni korte afsnit på ti-femten minutter fokuserer på et enkelt barn, der bor mere eller mindre permanent på en af Skovgårdens døgnafdelinger. De har det tydeligvis sjovt med at blive filmet og forholder sig undertiden til kameraets tilstedeværelse.

På den måde får man virkelig en fornemmelse af at kommet tæt på børnenes hverdag og følelsesliv.

Det er hovedsagelig hverdagen på børnehjemmet, der udforskes. Den unge dreng Thais holder fødselsdag, og det er reelt spændende at få et indblik i, hvordan det foregår, når det ikke er i familiens skød.

Børnene får kanelsnegle, og Thais får af folkene på institutionen en gave, som han bliver utroligt glad for.

Der er dog tvivl om, hvorvidt Thais får gaver af sin mor. Nogle gange sker det først, når han kommer hjem i weekenden. Men denne gang kommer hans mor og besøger ham.

Det går lige i hjertet at se ham blive så uendeligt glad for at se hende. Og da hun går igen, siger han tårefyldt: ”Det er noget lort. Hun kunne godt have været her lidt mere.”

For både små og store seere bliver det tydeligt, hvordan livet på et børnehjem adskiller sig fra, hvad der foregår inden for hjemmets fire vægge. Samtidig bidrager serien til at komme fordomme om børnehjemsbørn til livs.

For børnene fremstår helt og aldeles almindelige. Thais vil gerne se sine forældre, spise kanelsnegle og få gaver. Det kan enhver forstå og identificere sig med.

Netop seriens fintfølende skildring af hverdagshændelser gør den til en fascinerende oplevelse.

Pigerne Lærke og Sofie skal i et andet afsnit til prøvetime i ridning. De er tydeligvis spændte, og de elsker at klappe og børste hestene. Men det er grænseoverskridende at ride. De er både frygteligt høje og utilregnelige, de store dyr.

Lærke og Sofie overkommer frygten og tager hjem til Skovgården med verdens største smil. Man kan spejle sig i børnene og måske endda blive inspireret. Det er ikke utænkeligt, at ens barn får blod på tanden til selv at gå til ridning eller dyrke fodbold.

Vores børnehjem er en dokumentar om specifikke børn på et børnehjem, men serien handler også grundlæggende om at være barn.

Der opstår også anderledes spørgsmål. Hvordan kan man se, om en hest er en dreng eller en pige? Og hvordan knytter man en følelsesmæssig forbindelse til en hest?

Børnenes nysgerrighed og livslyst er skøn at følge. Den danske dokumentarscene kunne godt bruge flere af den slags fortællinger, for det er uhyre virkningsfuld fortællekunst.