festivalanmeldelse
22. feb. 2024
Vogter

Sidse Babett Knudsen overbeviser som en følelsesmæssigt forstenet fængselsbetjent, mens Sebastian Bull er imponerende uhyggelig som den snedige morder.

Foto | Nordisk Film

Vogter

Gustav Möller følger op på Den skyldige med endnu et veldrejet kammerspil, der næsten bogstaveligt fængsler publikum med sit etiske dilemma.

Af Bo Tao Michaëlis

Eva er en indesluttet, men alligevel sympatisk og empatisk fængselsbetjent.

Hun hjælper fanger med deres lektier, siger god morgen, når hun kommer med morgenmaden og forsøger i det hele taget at forsøde livet for de indespærrede.

Men i et fatalt glimt ser hun en bøs og bister ung mand ankomme til fængslet. Mikkel giver hende en mindelse om en forfærdelig hændelse i hendes fortid.

Den unge mand er hendes søns morder – en kendsgerning, som ingen på hendes arbejde ved besked om. Eva ansøger om at blive overflyttet til den unge mands afdeling. Det er afdelingen for særligt farlige fanger med et ganske anderledes barsk og brutalt miljø end dér, hvor hun kommer fra.

Således bliver hun en hemmelig hævner.

Optakten til Gustav Möllers Vogter er fantastisk med sin stille melodi om en kvindes hævn, som støt og stædigt bliver til personlig terror og tortur versus samfundets egen straffeudmåling: at resocialisere de dømte.

Det sidste er ikke noget, som afdelingens leder tror på, og derfor tolereres hårdhændet vold over for de indsatte. Så Evas psykologiske dilemma omkring at tage loven i egen hånd og udøve selvtægt i sin egenskab af vogter passer som hånd i håndjern.

Længe lykkes hendes misgerninger over for morderen. Men så vender bøtten, og det bliver til en anderledes magtkamp mellem de to.

Vogter er på alle måder et veldrejet kammerspil.

Den dansk-svenske instruktør Gustav Möller fik sig et veritabelt gennembrud med Den skyldige, som i 2018 stolt fik verdenspremiere ved Sundance-festivalen i USA. Krimikammerspillet med en mand, en telefon og en kvinde blev sågar genindspillet på amerikansk.

Siden instruerede han den svensk producerede Mørkt hjerte, som er en af de bedste skandinaviske true crime-serier.

Gustav Möllers røde tråd er det etiske dilemma i forhold til den ubodelige og uforklarlige ondskab – et tema, som også står centralt i film fra det forrige århundrede af den fransk-katolske instruktør Robert Bresson.

Eva har en alvorlig samtale med en fængselspræst, da hun begynder at løbe sur i sit hævntogt.

Sidse Babett Knudsen overbeviser som en følelsesmæssigt forstenet kvinde, der mere og mere bliver offer for sin egen hævngerrighed.

Sebastian Bull er imponerende uhyggelig som den infame, men snedige morder. Scenen hjemme hos hans mor, hvor Marina Bouras bravt leverer karakteren som en skævvredet og snobbet kvinde, er næsten filmens bedste.

Vi får indtryk af det moderdyr, der skaber en morder – en indsigt med ekko af Evas egen opdragelse af sin myrdede søn.

Rundt omkring de to hovedpersoner er der lutter gode kræfter. Dar Salim er den skrappe, men solidariske afdelingsleder med kæft trit og retning. Jacob Lohmann er den forstående og forsonende præst på sporet af en ulykkeligt ensom og såret kvinde.

Det er alt sammen filmet minimalt i glidende seancer af hverdag i et indelukke. Farven gul i diverse nuancer af kulde er gennemgående lys over volden latent til stede konstant.

Når jeg finder, at Vogter er knapt så vellykket som Gustav Möllers forrige værker, skyldes det, at filmens intention er lidt labil.

Skal den være en spændende fængsels-thriller med sit klaustrofobiske voldsregime eller et signalement af et stakkels menneske stedt i en etisk tragedie?

Filmen har to bolde i luften.

Der er eskaleringen af Evas vold mod den indsatte og Mikkels modtræk på deres fælles skakbræt. Og så den binding, som opstår mellem de to og mimer et mor-søn-forhold.

Men denne tvetydighed gør paradoksalt nok filmen så stærk, at man alligevel helt bogstaveligt forbliver fængslet. Af en fængselsfilm, som vil noget andet og mere end at fortælle, at helvedet er de andre. Især når de er lukket inde sammen.

Titel:
Vogter

Land:
Danmark, Sverige

År:
2024

Instruktør:
Gustav Möller

Manuskript:
Emil Nygaard Albertsen, Gustav Möller

Medvirkende:
Sidse Babett Knudsen, Sebastian Bull, Dar Salim, Jacob Lohmann

Spilletid:
100 minutter

Titel:
Kun os to

 

Originaltitel:
L’amour et les forêts

Land:
Frankrig

År:
2023

 

Instruktør:
Valérie Donzelli


Manuskript:
Audrey Diwan, Valérie Donzelli


Medvirkende:
Virginie Efira, Melvil Poupaud, Dominique Reymond, Romane Bohringer, Virginie Ledoyen


Spilletid:
105 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra elleve år

Premiere:
22. februar på Berlinalen og 12. september i danske biografer

Relevante artikler

Biografanmeldelse
12. juni 2018
Den skyldige

Den skyldige

Sundance 2018
29. nov. 2017
Begrænsningens kunst

Gustav Möller: Begrænsningens kunst

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Tak for ingenting

Tak for ingenting

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten