The Visit – An Alien Encounter

Michael Madsen brød igennem med dokumentarfilmen Into Eternity (udgivet på Ekko-dvd #17), der handler om, hvordan man gemmer atomaffald af vejen, når det skal forblive gemt de næste 100.000 år, fordi det er så giftigt.

Et nørdet emne, som blev forrygende levendegjort med en kunstfilmlignende æstetik og filosofiske overvejelser, der fik filmen til at handle om den menneskelige tilstand i bredere forstand.

Siden har Madsen lavet The Average of the Average, et meget alternativt bud på en Danmarks-film – i 3D og med gennemsnitsbyen Middelfart som omdrejningspunkt – samt en episode om det moderne Halden-fængsel i Norge, der blev omskabt til en tv-dokumentar-serie om arkitektur.

Nu er Michael Madsen så tilbage med en halvanden time lang dokumentarfilm om noget, som er fri fantasi. The Visit – An Alien Encounter er en udforskning af, hvordan et besøg på Jorden af ikke-jordisk liv ville kunne foregå.

Der er altså tale om en gennemspilning af et fiktivt scenarie, hvor en alien besøger Jorden. En lang række fagfolk giver deres bud på, hvordan scenariet kunne udspille sig, og så får publikum selv rollen som alien i en række scener, hvor eksperterne stiller spørgsmål direkte til kameraet, som om de sad over for en alien og kommunikerede direkte med den. Michael Madsen sætter os dermed raffineret i rumvæsenets sted.

Ikke fordi vi skal opleve, hvordan det er at være en entitet fra det ydre rum, men fordi spørgsmålene handler om eksistens og i høj grad peger tilbage på os selv som mennesker.

Filmen er hovedsageligt optaget i FN’s retrofuturistiske hovedkvarter i Wien, der gør sig fantastisk på film.

Billedsiden er et miks af gadebilleder med mennesker, naturbilleder, billeder af den ingeniør, som har meldt sig til at gå ind i det fremmede rumskib iført beskyttelsesdragt, samt billeder fra diverse kontorer, hvor eksperterne udspørger publikum.

Bortset fra interviewene og ”afhøringen” af rumvæsenet er scenerne i ekstrem slowmotion. Det giver en udtalt drømmeagtig fornemmelse, hvilket passer perfekt til den stemning, som Michael Madsen gerne vil fremmane. Men det er desværre også et af de mest tyndslidte stilgreb i kunstnerisk anlagte dokumentarfilm. Det samme gælder Arvo Pärts musi, der fylder lydsiden undervejs. Garvede dokumentarfans skal koncentrere sig om at abstrahere fra de klichéklodser, der opereres med.

Lydsiden er i øvrigt stemningsfuld i sjælden grad med elektronisk støj, knas, pulsslag og dyb, subwooferudfordrende rumlen.

Højstemtheden i den langsomme og monumentale form er også rigtig godt for emnet. For jo længere vi kommer ind i kernen af spørgsmålet ”hvad ville der ske, hvis en alien besøgte os?”, jo mere klart står det, at en sådan nærkontakt af tredje grad også ville blive et afslørende møde med os selv som race.

Filmen stiller for eksempel spørgsmålet: Hvad nu, hvis rumvæsenet ikke siger noget? Vi ville formentligt hurtigt begynde at føle os alvorligt truede, fordi det ligger så dybt i mennesket at være angst for det ukendte.

Måske vil vi angribe eller tilfangetage den fremmede. Vi vil skulle forklare, hvorfor vi har omringet hans rumskib med soldater. Hvorfor vi ikke lader ham gå frit omkring. At besøg fra fremmede og mere avancerede civilisationer i vores egen historie næsten uden undtagelse har betydet slaveri, sygdom og undertrykkelse for dem, der blev besøgt.

Spørgsmålene og forklaringerne hober sig hurtigt op, og måske vil rumvæsenet bare skride igen. Rejse uden at sige noget eller efterlade noget.

Og hvordan ville vi have det med det? Der er mange gode spørgsmål og drilske pointer i The Visit – An Alien Encounter.