Vilde vidunderlige Danmark

Er du en af dem, som troligt har lyttet til David Attenboroughs rolige stemme, når han siden 1954 har fået publikum til med måbende øjne og mund at opdage den verden, som dyrene lever i?

Så vil Vilde vidunderlige Danmark bestemt kunne fange dig ind. Spørgsmålet er, om du efter de første to afsnit har lyst til at blive hængende.

I den engelske statskanal BBC’s naturprogrammer har der været en utroligt høj standard. Men DR’s naturserie viser i sine foreløbigt to ud af fem afsnit et nærmest imponerende svingende niveau.

Første afsnit tager os ind i skovens dybe stille ro.

Det virker opstillet og tamt med et manuskript, der mest lyder som en skolelærer, der læser højt for en af de små klasser: ”Hornuglen kan høre nogen gnaske … Rævemor venter på, at rævefar kommer hjem.”

Afsnittet drukner i en nærmest religiøs sløvhed med et kor, der i baggrunden synger pompøst, mens ørne og fugle i slow motion breder vingerne ud og flyver afsted.

Det lugter langt væk af at være opsat, og programmet er da også blevet kritiseret for at være falsk. Seere følte sig snydt, fordi der i rulleteksterne efter første afsnit stod, at visse scener var iscenesat og optaget i studie og akvarier, ligesom der var blevet brugt tamme dyr.

Det bliver der også i andet afsnit, som alligevel virker mere autentisk og er langt mere underholdende. Her er fokus på det rige liv i landets hav og floder.

De første billeder viser glitrende vand og små havdyr, og det føles, som stod man ved siden af havet og mærkede bølgernes brus og vindens salte blæst gennem håret.

”Har man nogensinde slugt havvand, har man også slugt plankton,” lyder Lars Mikkelsens fløjlsbløde fortællerstemme.

Den udmelding kan godt få én til at tænke over, hvor mange milliarder plankton man har fortæret gennem årene som strandgæst. For bare én mundfuld havvand indeholder flere millioner planktonskabninger.

At dette afsnit fungerer så godt, kan have noget at gøre med fascinationen af at se verdenen under havoverfladen, hvor vi mennesker sjældent får lov at være særligt længe.

I en scene, hvor der er brugt studieoptagelser, ser man en havtaske på jagt, og hvordan den bruger camouflage. Her følger vi havtaskens taktik og snilde for at få en stakkels fisk til at gå i dyrets gab.

Scenen er optaget i et akvarium, fordi en havtaske kun kommer op for at spise hver syvende dag. Det er mere, end dykkere kan svømme rundt og vente på, som programmets redaktør Erling Groth har forklaret.

Men selv om den jagende havtaske ikke befinder sig i naturskabte omgivelser, brydes illusionen denne gang på ingen måde.

Det er nemmere at fordybe sig i de smukke billeder, fordi vi befinder os under vand eller opholder os ved de fredfyldte kyster. Afsnittet bevæger sig fra Møns Klint med havtasker, marsvin og vandrefalke til Skagen med larver og dødskampe i det porøse sand.

Og informationerne følger lige så elegant med billederne, så man straks får lyst til at google videre og få uddybet det, der bliver fortalt.

Miljøproblemet med den megen plastic i havene, som vi senest er blevet gjort opmærksomme på i Netflix-serien Our Planet med Sir David Attenborough, berøres også.

Det er et velskrevet, informativt og billedskønt afsnit, og den dedikation, som holdet bag programmet viser i skabelsen af en storslået naturserie, er bestemt værd at tage hatten af for.