Vilde Rolf

Vilde Rolf repræsenterer den fuldt ud gennemførte ”pixarficering” af gamle onkel Disney.

Mens Pixar de seneste tyve år har buldret derudad med det ene kommercielle og kunstneriske hit efter det andet, har Disneys forsøg på 3D-animerede spillefilm været temmelig famlende. Hvem husker for eksempel Lille kylling eller Familien Robinson, der blot har nogle år på bagen?

Disney opkøbte Pixar i 2006, og man kan mene, hvad man vil om harmoniseringen mellem de to selskaber, men der var lovende takter i både hundeactionfilmen Bolt (2008) og Rapunzel-moderniseringen To på flugt (2010). Og med Vilde Rolf får vi nu for alvor en Disney-ret a la Pixar: topprofessionel animation, et originalt og fantasifuldt univers, en spændende, morsom og bevægende historie og nogle drøncharmerende karakterer, der er lidt til den skæve side og døjer med problemer, som både er larger-than-life og universelt genkendelige.

Ligesom legetøjs-verdenen udgør universet i Toy Story-trilogien, skaber 80-90’ernes videospil den overordnede fascinationskraft i Vilde Rolf.

Filmens titulære muskelbundt er træt af altid at være skurken i det fiktive arkadespil Fix-it-Felix Jr. Ingen elsker jo en skurk. Hans eneste funktion i spillet er at smadre en lejlighedsbygning med sine overdimensionerede hænder, hvorefter helten Fikser-Felix reparerer det med sin magiske hammer – selvfølgelig styret af spilleren ude på den anden side af skærmen. Det er en fornem detalje i manuskriptet, at ikke blot klodsmajoren Rolf, men også den perfekte Fikser-Felix er fanget af sin egen identitet.

I jagten på heltestatus drager Rolf ud i arkadehallens andre spil, og i det mere moderne, voldelige skydespil Hero’s Duty slipper han uforvarende et ”super-kryb” løs, der snart truer med at destruere samtlige spil i arkadehallen. Rolf kastes ud i et eventyr uden for sit eget spils snævre rammer, hvilket giver filmen mulighed for at holde dampen oppe med stadig nye spiluniverser.

Det er en lille genistreg, og for en børnefilm er handlingen i det hele taget ret kompleks med mange hæsblæsende drejninger – ikke mindst rejsen ind i det særligt fantasifulde bilspil Sugar Rush Speedway, hvor alle elementer er lavet af pastelfarvet slik og andre søde sager.

Her må Rolf hjælpe en skøn lille ballademager med det fantastiske navn Vanellope von Schweetz med at vinde et bilræs. Hun har benzin i blodet, men lider tilsyneladende af en digital defekt, der får hende til at ”blinke”, og derfor modarbejdes og mobbes hun af spillets storsnudede Kong Kandis.

De danske stemmer, instrueret af Sonny Lahey, gør stort set over hele linjen en god figur. Nikolaj Steen udtrykker fint Rolfs depressive natur, mens Christiane Schaumburg-Müller er en ren charmetrold som Vanellope.

Filmens tre centrale arkadespil er hver især parodier på virkelige videospil fra 80’erne og 90’erne. Og animationen af beboerne i Fix-It-Felix Jr. imiterer arkadespillenes hakkende grafik.

De mange videospilreferencer vil nok ryge hen over hovedet på filmens kernepublikum, men for os, der er vokset op i 80’erne, er den pixellerede grafik, bib bib-lydene og paraden af ”gæstestjerner” fra virkelige videospil et herligt lille nostalgitrip.

Allerede i starten af filmen indfinder et højdepunkt sig, da Rolf er til et slags AA-møde for videospilskurke med deltagere fra klassikere som Pac Man, Street Fighter og Super Mario Bros. Og som en særlig hilsen til de hjemlige computerspilnørder dukker Troldspejlets (og Ekkos) Jakob Stegelmann minsandten op i en lille stemmerolle – som den venlige bestyrer af arkadehallen, naturligvis.

Heldigvis overskygger nostalgien aldrig historien. Men når Vilde Rolf alligevel ikke når helt op på siden af Pixars animerede kunststykker som Toy Story, De utrolige og Op, er det, fordi selve plottet træder lidt for nedtrådte græsgange. Den usandsynlige helt, der forsøger at finde lykken ude i verden, men måske snarere burde lede efter den i sig selv, er en klassisk eventyr-skabelon. Men også én, der er blevet dyrket i rigt mål i netop Pixars animationsfilm. Tænk bare på klovnefisken i Find Nemo og den gamle gnavne Carl Fredricksen i Op.

Eventyret gennem pixellerede, sukkersøde computerspilverdener æder man dog råt.