Serieanmeldelse
08. dec. 2017
Vikings – sæson 5
Danske Alex Høgh Andersens præstation som vikingelederen Ivar the Boneless i Vikings er skræmmende og holder den unikke stemning ved lige. Foto | HBO Nordic

Vikings – sæson 5

Med danske Alex Høgh Andersen i spidsen som galsindet vikingekrøbling fortsætter den dragende, rå og dunkle fortælling om vores voldsomme forfædre.

Af Jens Steinicke Kjær

Ingen personer i tv-serier kan vide sig sikre længere. Efter at Game of Thrones har myrdet flere af sine mest elskede hovedkarakterer, er hovedpersoner døde på stribe i andre serier.

Det mærkes især i Vikings, der på trods af at have sit helt eget mørke og barbariske udtryk nok er den serie, der minder mest om Game of Thrones.

I sidste sæson af Vikings døde Ragnar (Travis Fimmel), vikingekrigeren, der endte sin karriere som hele Skandinaviens konge. Nu har hans ekskone Agertha (Katheryn Winnick) og sønnerne taget over, men det betyder heldigvis ikke, at serien mister pusten.

Katheryn Winnick er nemlig stadig i topform som den smukke, men nådesløse vikingedronning, hvis største udfordring er den magtsyge Harald Finehair (Peter Franzén), som pønser på at vælte hende af tronen.

Det er vigtigt for en serie, der jævnligt dræber sine hovedkarakterer, at der bygges nye interessante karakterer op. Det gør Vikings uden problemer.

Harald er lumsk, men også elskværdig og nuanceret. Bag sit hårde og magtsyge ydre har han altid haft dameproblemer, og det er sådanne karaktertræk, der bryder med vikingeklichéen og gør ham menneskelig.

Ingen overstråler dog Ragnars yngste søn Ivar (Alex Høgh Andersen), der trods sin status som krøbling bogstavelig talt rejser sig og gør alt, hvad der står i hans magt for at blive vikingeherrens øverstbefalende.

Danske Alex Høgh Andersen spiller med en nuanceret og skræmmende uforudsigelighed rollen som den lidende unge og handicappede mand, der udvikler sig til at blive et sadistisk monster. Og det er naturligvis populært blandt datidens vikinger.

Med et brølende og blodigt ansigt braser han igennem de engelske styrker, der frygter den vanvittige viking helt ind til benet.

Kampscenerne i Vikings er klaustrofobiske, blodige og nærværende. Og serieskaber Michael Hirst glemmer aldrig, at de er en del af en historie, der skal fortælles.

Ivars nådesløshed understreges, når han hælder flydende guld i munden på en engelsk biskop. Og da storebroren Ubbe ser, hvordan alle de engelske soldater rædselsslagne stopper ved synet af den skrålende Ivar, fornemmer man tydeligt Ubbes bekymring over vikingeherrens lederskab.

Serien har gennemgående flirtet med et overnaturligt lag, som også lægger sig tungt over den nye sæson.

Efter at have mistet sit livs kærlighed sejler den religiøse Floki (Gustaf Skarsgård) bort, men rammer efter et kraftigt stormvejr Island. Her har ingen viking været før, og Floki er overbevist om, at han er havnet i Asgård.

En vulkan er i udbrud, da han ankommer, vandfaldene løber opad, og han ser flere glimt af guddommelige, men skumle skikkelser. I en scene ligger det til åben fortolkning, om Floki hallucinerer på grund af træthed og sult, eller om der virkelig er guddommelige kræfter på spil i seriens univers.

Kontrasten mellem vikingescenografien og seriens dunkle og pulserende elektroniske underlægningsmusik fremtryller eminent en barbarisk og oldnordisk stemning.

De vilde vikinger er dragende at følge, og seriens største problem er faktisk, at vikingerne aldrig rigtig har haft en værdig modstander.

Det prøver sæson fem at gøre noget ved med en mørk præsentation af lederen af den engelske hær, Bishop Heahmund, som spilles af Jonathan Rhys Meyers (ham den pæne fra Match Point).

Hysterisk kaster han sig igennem tjørnekrat for at straffe sig selv for sine synder, og det understreges tydeligt, at han er voldsomt opsat på at hævne mordet på den engelske kong Ecbert, som vikingerne dræbte i sidste sæson.

Sammen med Ecberts søn tager han kampen op mod vikingerne, men med deres velfriserede hår og fimsede rustninger føles det fra første færd, som om briterne har tabt kampen. Det er et problem for en dramaserie, der helst skal holde sin seer på dybt vand.

Men meget kan endnu ske i den nye sæson, som overtager en spændingskurve, der bliver ved med at gå opad.

Titel:
Vikings

Sæson:
5

Land:
Irland, Canada

År:
2017

Serieskaber:
Michael Hirst

Medvirkende:
Alex Høgh Andersen, Gustaf Skarsgård, Travis Fimmel, Alexander Ludwig, Katheryn Winnick

Spilletid:
Tyve afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
30. november på HBO Nordic

Relevante artikler

Interview
04. dec. 2017
Farlig leg med image

Vikings-stjerne:  Farlig leg med image

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
09. maj 2018
Greyzone

Greyzone

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro